Sag C-185/15

Marjan Kostanjevec

mod

F&S Leasing GmbH

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Vrhovno sodišče)

»Præjudiciel forelæggelse — retligt samarbejde i civile sager — forordning (EF) nr. 44/2001 — artikel 6, nr. 3) — begrebet »modkrav« — krav på grundlag af princippet om uberettiget berigelse — betaling af et beløb, der skyldes i henhold til en ophævet afgørelse — tidsmæssig anvendelse«

Sammendrag – Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 12. oktober 2016

1. Retligt samarbejde i civile sager – Domstolens kompetence – præjudicielle spørgsmål – begrebet »retssag« som omhandlet i artikel 66, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 – tilbagebetalingskrav, der fremsættes under en fornyet behandling af den oprindelige retssag som følge af ophævelsen af den endelige afgørelse, som var resultatet af denne retssag – omfattet – antagelse til realitetsbehandling

   (Rådets forordning nr. 44/2001, art. 66, stk. 1)

2. Retligt samarbejde i civile sager – retternes kompetence og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område – forordning nr. 44/2001 – tidsmæssigt anvendelsesområde – medlemsstat, der tiltrådte Den Europæiske Union i 2004 – tilbagebetalingskrav, der fremsættes i 2008 under en fornyet behandling af den oprindelige retssag som følge af ophævelsen af den endelige afgørelse, som var resultatet af denne retssag – den oprindelige retssag anlagt før forordningens ikrafttræden – ingen betydning – forordningens anvendelse inden for rammerne af en anmodning om præjudiciel afgørelse

   (Rådets forordning nr. 44/2001, art. 66, stk. 1)

3. Retligt samarbejde i civile sager – retternes kompetence og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område – forordning nr. 44/2001 – specielle kompetenceregler – modkrav som omhandlet i artikel 6, nr. 3) – krav om tilbagebetaling af et beløb, som var aftalt ved et udenretligt forlig til fuldbyrdelse af en afgørelse, der blev truffet i den oprindelige retssag og efterfølgende ophævet – fremsat under en ny retssag mellem de samme parter som følge af den oprindelige afgørelses ophævelse – kompetence for den ret, der var værneting for det oprindelige krav

   [Rådets forordning nr. 44/2001, art. 6, nr. 3)]

1.  Et tilbagebetalingskrav, der fremsættes under en fornyet behandling af den oprindelige retssag som følge af ophævelsen af den endelige afgørelse, som denne oprindelige retssag havde ført til, skal kvalificeres som en retssag i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 66, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område. Skønt de løsninger, der er vedtaget i medlemsstaternes nationale ret, kan være forskellige for så vidt angår måden, hvorpå retskraftprincippet gennemføres, er den omstændighed, at en sådan afgørelse i henhold til de relevante nationale processuelle regler er blevet endelig, således tilstrækkelig til at antage, at en senere påstand, hvormed det under sagen for retten gøres gældende, at modparten har opnået uberettiget berigelse, falder ind under begrebet retssag i denne bestemmelses forstand.

   (jf. præmis 27 og 28)

2.  Hvad angår anvendelsen ratione temporis af forordning nr. 44/2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område forholder det sig således, at for så vidt som alle de spørgsmål, som er blevet stillet i en anmodning om præjudiciel afgørelse, vedrører den retssag på grundlag af uberettiget berigelse, som sagsøgeren anlagde i 2008, falder en sådan sag ind under denne forordnings tidsmæssige anvendelsesområde.

   (jf. præmis 29)

3.  Artikel 6, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område skal fortolkes således, at den ret, som ifølge denne bestemmelse er værneting for modkrav, har kompetence til at påkende et modkrav, hvorved der på grundlag af uberettiget berigelse kræves tilbagebetaling af et beløb svarende til det beløb, som var aftalt ved et udenretligt forlig, når modkravet fremsættes under en ny retssag mellem de samme parter, efter ophævelsen af den afgørelse, som den oprindelige retssag mellem parterne havde ført til, og hvis fuldbyrdelse havde givet anledning til det udenretlige forlig.

   For det første skal modkravet således angå et krav, der kan afgrænses i forhold til det, sagsøgeren har fremsat, og for hvilket der søges opnået selvstændig dom. Under omstændigheder, hvor leasingtageren har fremsat et modkrav mod leasinggiveren efter ophævelsen af en dom, som har dømt denne leasingtager til at betale et beløb, med tillæg af renter i henhold til kontrakten, svarende til de forfaldne månedlige rater ifølge leasingkontrakten, udgør kravet om tilbagebetaling af det beløb, der blev betalt til fuldbyrdelse af det udenretlige forlig, et selvstændigt krav fra leasingtageren med henblik på at opnå en særskilt dom om, at leasinggiveren skal tilbagebetale det beløb, som han har modtaget uberettiget.

   For det andet kræver artikel 6, nr. 3), i forordning nr. 44/2001, at modkravet udspringer af den samme aftale eller det samme forhold, som hovedkravet støttes på, hvilket udtryk skal fortolkes selvstændigt under hensyn til formålene med denne forordning. I denne forbindelse er det af retsplejemæssige hensyn, at det særlige værneting for modkrav giver parterne mulighed for at lade alle deres respektive krav, som har en fælles oprindelse, afgøre under én og samme sag og af samme retsinstans. Modkravet om tilbagebetaling på grund af uberettiget berigelse skal anses for at udspringe af den finansielle leasingaftale, der var baggrunden for leasinggiverens oprindelige sagsanlæg, eftersom den hævdede berigelse, på størrelse med det beløb, der blev betalt til fuldbyrdelse af den dom, som imidlertid blev ophævet, ikke ville være sket uden den nævnte aftale.

   (jf. præmis 32-40 og domskonkl.)