Sag C-557/13

Hermann Lutz

mod

Elke Bäuerle

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesgerichtshof)

»Præjudiciel forelæggelse — forordning (EF) nr. 1346/2000 — artikel 4 og 13 — insolvensbehandling — betaling, der er gennemført efter indledningen af en insolvensbehandling, på grundlag af et udlæg, der er foretaget før dette tidspunkt — søgsmål til omstødelse af en handling, der skader kreditorernes interesser — forældelses-, omstødelses- og præklusionsfrister — formforskrifter i forbindelse med omstødelsessøgsmål — lovgivning, der finder anvendelse«

Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 16. april 2015

1. Retligt samarbejde i civile sager – insolvensbehandling – forordning nr. 1346/2000 – skadelige handlinger – lovgivning, der finder anvendelse – undtagelse til hovedreglen, hvorefter lex fori concursus finder anvendelse – rækkevidde – handling, som er genstand for et omstødelsessøgsmål anlagt på grundlag af en tinglig ret, der blev stiftet før indledningen af insolvensbehandlingen – mulighed for at udøve denne ret efter indledningen af en sådan behandling – anvendelse af lex causae

   (Rådets forordning nr. 1346/2000, art. 5, stk. 1, og art. 13)

2. Retligt samarbejde i civile sager – insolvensbehandling – forordning nr. 1346/2000 – skadelige handlinger – lovgivning, der finder anvendelse – undtagelse til hovedreglen, hvorefter lex fori concursus finder anvendelse – anvendelsesområde – frister af processuel art – omfattet

   (Rådets forordning nr. 1346/2000, art. 13)

3. Retligt samarbejde i civile sager – insolvensbehandling – forordning nr. 1346/2000 – skadelige handlinger – lovgivning, der finder anvendelse – undtagelse til hovedreglen, hvorefter lex fori concursus finder anvendelse – anvendelsesområde – formkrav for omstødelsessøgsmål – omfattet

   (Rådets forordning nr. 1346/2000, art. 13)

1.  Artikel 13 i forordning nr. 1346/2000 om insolvensbehandling skal fortolkes således, at den finder anvendelse i en situation, hvor en betaling, som er blevet anfægtet af kurator, af et beløb, hvori der blev gjort udlæg før indledningen af insolvensbehandlingen, først er foretaget efter indledningen af insolvensbehandlingen.

   Den undtagelse til hovedreglen, som er fastsat i artikel 13 i forordning nr. 1346/2000, hvorefter det er lex fori concursus, som finder anvendelse på insolvensbehandlingen og dens virkninger, skal nemlig fortolkes strengt, og dens rækkevidde må ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt for at opnå dette formål. En fortolkning af nævnte bestemmelse, hvorefter den også finder anvendelse på handlinger, der er foretaget efter indledningen af en insolvensbehandling, ville imidlertid gå ud over, hvad der er nødvendigt for at beskytte berettigede forventninger og omsætningssikkerheden i andre medlemsstater end den, hvor insolvensbehandlingen er indledt. Det må således fastslås, at artikel 13 i forordning nr. 1346/2000 i princippet ikke finder anvendelse på handlinger, som foretages efter indledningen af en insolvensbehandling.

   Trods denne konklusion blev nævnte betaling imidlertid foretaget på grundlag af en tinglig ret, og eftersom denne ret blev stiftet før indledningen af insolvensbehandlingen af skyldnerselskabet, kunne den have ret til en særlig beskyttelse i medfør af bl.a. artikel 5, stk. 1, i forordning nr. 1346/2000. For at gøre det muligt for en kreditor på en hensigtsmæssig måde at gøre en tinglig ret gældende er det imidlertid afgørende, at denne kreditor efter indledningen af insolvensbehandlingen i princippet kan udøve denne ret i henhold til lex causae.

   (jf. præmis 34-37, 40 og 43 samt domskonkl. 1)

2.  Artikel 13 i forordning nr. 1346/2000 om insolvensbehandling skal fortolkes således, at den undtagelsesordning, som er indført herved, også omfatter de forældelsesfrister, frister for anlæggelse af omstødelsessøgsmål og præklusionsfrister, der er fastsat i den lov, som den handling, der anfægtes af kurator, er undergivet.

   Da nævnte artikel 13 således ikke sondrer mellem materielle og processuelle bestemmelser og navnlig ikke indeholder nogen kriterier, som gør det muligt blandt fristerne at identificere dem, der er af processuel art, skal kvalifikationen af en frist som enten processuel eller materiel nødvendigvis foretages i henhold til lex causae. Hvis artikel 13 i forordning nr. 1346/2000 skulle fortolkes således, at de frister, som i henhold til lex causae kvalificeres som processuelle, er udelukket fra denne bestemmelses anvendelsesområde, ville denne fortolkning medføre en vilkårlig forskelsbehandling, alt efter hvilke teoretiske modeller medlemsstaterne anvender, og ville klart være til hinder for en ensartet anvendelse af nævnte bestemmelse.

   (jf. præmis 47-49 og domskonkl. 2)

3.  De formkrav, der skal overholdes i forbindelse med anlæggelse af omstødelsessøgsmål, skal med henblik på anvendelsen af artikel 13 i forordning nr. 1346/2000 om insolvensbehandling fastlægges i henhold til den lov, som den handling, der anfægtes af kurator, er undergivet.

   Ordlyden af artikel 13 i forordning nr. 1346/2000 indeholder nemlig ikke nogen angivelser, som gør det muligt at udelukke formforskrifter fra bestemmelsens anvendelsesområde. Denne bestemmelse sondrer desuden ikke mellem materielle og processuelle bestemmelser. En fortolkning af nævnte artikel 13, hvorefter de regler, som i henhold til lex causae kvalificeres som formforskrifter, skal udelukkes fra denne bestemmelses anvendelsesområde, ville imidlertid medføre en vilkårlig forskelsbehandling, alt efter hvilke teoretiske modeller medlemsstaterne anvender, og være til hinder for en ensartet anvendelse af denne bestemmelse.

   (jf. præmis 51, 53, 55 og 56 samt domskonkl. 3)