Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62004CJ0432

Sammendrag af dom

Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Kommissionen – medlemmernes forpligtelser – artikel 213, stk. 2, EF

(Art. 213, stk. 2, EF)

2. Kommissionen – medlemmernes forpligtelser – krænkelse heraf – sanktioner

(Art. 213, stk. 2, EF)

3. Kommissionen – medlemmernes forpligtelser – krænkelse heraf – retspleje

(Art. 213, stk. 2, EF)

4. Kommissionen – medlemmernes forpligtelser – krænkelse heraf – retspleje

(Art. 213, stk. 2, EF)

5. Kommissionen – medlemmernes forpligtelser – krænkelse heraf – retspleje

(Art. 213, stk. 2, EF)

6. Kommissionen – medlemmernes forpligtelser – krænkelse heraf – retspleje

(Art. 213, stk. 2, EF)

7. Kommissionen – medlemmernes forpligtelser – krænkelse heraf – faktiske omstændigheder, der efterforskes inden for rammerne af en straffesag

(Art. 213, stk. 2, EF)

Sammendrag

1. Artikel 213, stk. 2, tredje afsnit, EF, der forbyder Kommissionens medlemmer at udøve nogen anden erhvervsmæssig virksomhed samtidig med deres tjeneste, og som pålægger disse medlemmer at overholde de forpligtelser, der følger med deres hverv, nævner visse pligter, der kun har karakter af eksempler.

Da der ikke er noget i denne bestemmelse, der indskrænker begrebet »forpligtelser, der følger med deres hverv«, skal dette begreb forstås i bred betydning. Det er nemlig – henset til det betydelige ansvar, de er betroet – vigtigt, at medlemmerne af Kommissionen opfylder de højeste adfærdsnormer. Det nævnte begreb skal derfor forstås således, at det ud over pligten til at udvise hæderlighed og tilbageholdenhed, der udtrykkeligt er nævnt i det pågældende afsnit, omfatter samtlige de pligter, der følger med deres hverv som medlemmer af Kommissionen, herunder den forpligtelse, der er nævnt i samme bestemmelses første afsnit, til at udføre deres hverv i fuldkommen uafhængighed og i Fællesskabets almene interesse.

Det påhviler således medlemmerne af Kommissionen til enhver tid at sætte Fællesskabets almene interesse over ikke blot nationale interesser, men også personlige interesser.

Selv om medlemmerne af Kommissionen således skal drage omsorg for at udvise en ulastelig adfærd, følger det dog ikke heraf, at den mindste afvigelse fra disse adfærdsnormer kan sanktioneres i medfør af artikel 213, stk. 2, EF. Den pågældende tilsidesættelse skal være af en vis grovhed.

(jf. præmis 68-72)

2. Domstolen kan i medfør af artikel 213, stk. 2, tredje afsnit, EF idømme en sanktion i tilfælde af tilsidesættelse af de forpligtelser, der følger med hvervet som medlem af Kommissionen, og denne sanktion består i afskedigelse eller frakendelse af retten til pension eller tilsvarende fordele. Selv om afskedigelsen kun kan komme på tale, såfremt tilsidesættelsen finder sted og forfølges, mens det berørte medlem af Kommissionen stadig udfører tjeneste, kan frakendelse af retten til pension eller andre tilsvarende fordele komme på tale, uanset om tilsidesættelsen har fundet sted under udøvelsen af mandatet eller efter dettes udløb. Da det ikke præciseres, i hvilket omfang retten til pension eller andre tilsvarende fordele kan frakendes, kan Domstolen frit bestemme, om retten til pension skal frakendes helt eller delvist, afhængigt af tilsidesættelsens grovhed.

Den omstændighed, at et medlem af Kommissionens mandat er udløbet, og den pågældende derfor ikke kan afskediges, kan således ikke være til hinder for, at det pågældende medlem af Kommissionen idømmes en sanktion for en tilsidesættelse, der har fundet sted under udøvelsen af vedkommendes mandat, men som er opdaget og godtgjort efter mandatets udløb.

Det følger heraf, at artikel 213, stk. 2, EF udgør et korrekt retsgrundlag for at anlægge en sag med påstand om, at det fastslås, at et medlem af Kommissionen har tilsidesat de forpligtelser, der påhvilede den pågældende i henhold til denne bestemmelse, og om, at den pågældende helt eller delvist fratages retten til pension eller andre tilsvarende fordele.

(jf. præmis 73-75)

3. I artikel 213, stk. 2, EF er der ikke fastsat nogen særlig frist for at anlægge sag efter bestemmelsen. Det tidsrum, Kommissionen råder over inden for rammerne af denne bestemmelse, er ikke ubegrænset. Når der ikke foreligger bestemmelser herom, skal Kommissionen bestræbe sig på ikke i det uendelige at udsætte udøvelsen af sine beføjelser for at undgå, at det grundlæggende krav om retssikkerhed tilsidesættes og for at undgå at gøre det vanskeligere for sagsøgte at tilbagevise Kommissionens argumentation, og for dermed at undgå en tilsidesættelse af dennes ret til kontradiktion.

(jf. præmis 90)

4. Sagsøgtes ret til kontradiktion skal iagttages på trods af, at der ikke er fastsat detaljerede regler for sagsanlæg i medfør af artikel 213, stk. 2, EF, for så vidt som retten til forsvar i forbindelse med enhver procedure, der indledes over for en person, og som kan resultere i en for denne person bebyrdende afgørelse, er et grundlæggende fællesskabsretligt princip, som skal overholdes, selv om der ikke er fastsat nogen bestemmelser vedrørende den pågældende procedure. Overholdelsen af retten til kontradiktion kræver, at den person, som Kommissionen har indledt en administrativ procedure imod, under proceduren skal være sat i stand til på hensigtsmæssig måde at tilkendegive sine synspunkter med hensyn til realiteten i og relevansen af de påståede forhold og omstændigheder og med hensyn til de dokumenter, hvorpå Kommissionen støtter sin påstand om tilsidesættelse af fællesskabsretten.

En institution overholder retten til kontradiktion ved at følge en procedure, hvor den fremsender en meddelelse af klagepunkter til det pågældende medlem indeholdende en redegørelse for de forhold, vedkommende lægges til last, samt en juridisk analyse af disse forhold, hvor den giver den pågældende adgang til sagsakterne, opfordrer den pågældende til at fremsætte sine bemærkninger inden for en frist af mindst to måneder og afholder en høring.

(jf. præmis 103, 104 og 110)

5. Artikel 2, stk. 1, i protokol nr. 7 til den europæiske menneskerettighedskonvention, hvorefter enhver, der er domfældt for en strafbar lovovertrædelse, har ret til at få skyldsspørgsmålet eller strafudmålingen prøvet ved en højere domstol, tildeler en ret, der i henhold til den nævnte protokols artikel 2, stk. 2, kan fraviges, bl.a. når den pågældende i første instans er blevet stillet for den højeste domstol.

Det følger heraf, at selv hvis det antages, at denne bestemmelse finder anvendelse på en procedure efter artikel 213, stk. 2, EF, udgør den omstændighed, at det ikke er muligt at appellere Domstolens afgørelse, på ingen måde en mangel, der kan skade kommissionsmedlemmernes ret til en effektiv domstolsbeskyttelse, og kan derfor ikke føre til, at sagsanlægget ved Domstolen er ugyldigt.

(jf. præmis 112 og 113)

6. Disciplinærsager, der rejses over for en tjenestemand eller en af de øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber, og proceduren vedrørende et medlem af Kommissionen er ikke underlagt samme regler. De første sager reguleres af vedtægten for tjenestemænd og øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber, og de andre er undergivet en selvstændig procedure i artikel 213, stk. 2, EF. De løsninger, der anvendes i de første sager, kan følgelig ikke nødvendigvis overføres til de andre.

(jf. præmis 118)

7. Konstateringer foretaget under en straffesag, for så vidt som de vedrører forhold, der er identiske med dem, der undersøges inden for rammerne af den procedure, der er fastsat i artikel 213, stk. 2, EF, og tilføres de sagsakter, der er fremlagt for Domstolen, kan Domstolen tage hensyn til under sin gennemgang af de forhold, der er lagt den pågældende til last. Domstolen er imidlertid ikke bundet af den juridiske vurdering af de faktiske omstændigheder, der har fundet sted inden for rammerne af straffesagen, og det tilkommer den under udøvelse af sin fulde prøvelsesret at efterprøve, om de forhold, der rejses inden for rammerne af en procedure efter artikel 213, stk. 2, EF, udgør en tilsidesættelse af de forpligtelser, der følger med hvervet som medlem af Kommissionen.

(jf. præmis 120 og 121)

Top