Sag T-727/20 RENV

Nigar Kirimova

mod

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret

Rettens dom (Anden Udvidede Afdeling) af 25. september 2024

»Det indre marked – repræsentation ved EUIPO – opførelse på listen over godkendte mødeberettigede – afslag på ansøgningen – ansøger, der ikke er statsborger i en EØS-medlemsstat – dispensation fra statsborgerskabskravet – artikel 120, stk. 4, litra b), i forordning (EU) 2017/1001 – begrebet højt kvalificeret medarbejder – retssikkerhedsprincippet – ret til at blive hørt – omgørelse – Rettens manglende kompetence«

1. EU-varemærker – bestemmelser om sagsbehandlingen – repræsentation for kontoret – opførelse på listen over godkendte mødeberettigede – krav – statsborgerskab i en EØS-medlemsstat – dispensation – betingelse – status som højt kvalificeret medarbejder – begreb – kompetencer opnået i en anden stat end bemyndigelsesmedlemsstaten – lovlighed

   [Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/1001, art. 120, stk. 4, litra b)]

   (jf. præmis 30-38)

2. Institutionernes retsakter – tidsmæssig anvendelse – regler om proceduren – materielle bestemmelser – sondring – Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsrets (EUIPO) retningslinjer – anvendelse af de retningslinjer, der var gældende på tidspunktet for de omhandlede faktiske omstændigheder – foreligger ikke – tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet

   (jf. præmis 46, 50 og 62-66)

Sammendrag

I denne dom fortolkede Retten for første gang begrebet »højt kvalificeret medarbejder« i artikel 120, stk. 4, litra b), i forordning 2017/1001 ( 1 ) med henblik på at opføre en person på listen over godkendte mødeberettigede på varemærkeområdet.

Den 10. oktober 2019 indgav Nigar Kirimova, der er statsborger i Republikken Aserbajdsjan, en ansøgning til Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) om optagelse på listen over godkendte mødeberettigede ved dette kontor, og samtidig hermed ansøgte hun i henhold til artikel 120, stk. 4, litra b), i forordning 2017/1001 om dispensation fra kravet om at være statsborger i en af medlemsstaterne i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS).

EUIPO meddelte skriftligt sagsøgeren, at hendes ansøgning blev afvist. Som svar på denne skrivelse indgav sagsøgeren sine bemærkninger. Ved afgørelse af 30. september 2020 (herefter »den anfægtede afgørelse«) afslog EUIPO’s administrerende direktør sagsøgerens ansøgning.

Rettens bemærkninger

Retten bemærkede for det første, at begrebet »højt kvalificeret medarbejder« ikke er defineret i nogen forordning, og fortolkede dette begreb under hensyntagen til ordlyden af den bestemmelse, hvori begrebet er nævnt, men ligeledes til den sammenhæng, hvori det indgår, og de formål, der forfølges med den lovgivning, det er en del af.

Hvad angår ordlyden af den omhandlede bestemmelse og den sammenhæng, hvori den indgår, bemærkede Retten for det første, at begrebet »højt kvalificeret medarbejder« i artikel 120, stk. 4, litra b), i forordning 2017/1001 omhandler en specialist med særligt høje egenskaber, kompetencer, færdigheder eller kundskaber på varemærkeområdet, og at der ikke forekommer at være nogen begrænsning med hensyn til, hvordan de egnede egenskaber, kompetencer, færdigheder eller kundskaber er opnået. For det andet fremgår det af denne bestemmelse, at de tre krav for optagelse af en person på listen over godkendte mødeberettigede, der er fastsat i artikel 120, stk. 2, i forordning 2017/1001, dvs. kravene om statsborgerskab, om forretningssted eller ansættelsessted og om bemyndigelse, ikke alene har en kumulative karakter, men også en selvstændig karakter. Bemyndigelseskravet skal nemlig opfyldes såvel af de fysiske personer, der opfylder statsborgerskabskravet, som af de fysiske personer, der ansøger om dispensation fra dette krav med henvisning til deres status som »højt kvalificerede medarbejdere«. Det fremgår således, at den pågældende status er uafhængig og supplerende i forhold til bemyndigelseskravet, og at den ikke har nogen forbindelse med de betingelser, der kræves for at opfylde dette krav. Således kan egenskaber, kompetencer, færdigheder eller kundskaber, der gør det muligt at påvise status som »højt kvalificeret medarbejder«, være opnået af en person, der ikke er EØS-statsborger, såvel i en EØS-medlemsstat som i et tredjeland før eller efter opnåelsen af bemyndigelsen i EØS.

Hvad angår de formål, der forfølges med reglerne om repræsentation ved EUIPO, dvs. at sikre en gnidningsløs og effektiv drift af EU-varemærkesystemet ( 2 ), bemærkede Retten, at forfølgelsen af sådanne formål ikke forudsætter, at status som »højt kvalificeret medarbejder« er betinget af en vis erhvervserfaring i en given medlemsstat. Det er tværtimod uden betydning, om de særligt høje egenskaber, kompetencer, færdigheder eller kundskaber som de specialister, der ansøger om dispensation, har erhvervet, er erhvervet i en given medlemsstat frem for i en anden medlemsstat eller endog i et tredjeland, eftersom en ansøger, der ikke er statsborger i en EØS-medlemsstat, ligeledes skal opfylde kravet om forretningssted eller ansættelsessted og bemyndigelseskravet, som på deres side kræver en tilknytning til en EØS-medlemsstat.

Det krav, hvorefter der skal være opnået erhvervserfaring i bemyndigelsesmedlemsstaten, som den administrerende direktør har anvendt i den anfægtede afgørelse, er således udtryk for en alt for restriktiv og fejlagtig fortolkning af begrebet »højt kvalificeret medarbejder«. Ingen af disse fortolkningskriterier gør det nemlig muligt at udlede, at status som »højt kvalificeret medarbejder« nødvendigvis kræver, at der skal være opnået erhvervserfaring i den medlemsstat, hvor bemyndigelsen er givet.

Retten undersøgte for det andet, om den administrerende direktør havde overholdt retssikkerhedsprincippet i forbindelse med sin vurdering af sagsøgerens ansøgning. Den fremhævede indledningsvis, at den administrerende direktør skal overholde de adfærdsregler, der er fastsat i EUIPO’s retningslinjer for anvendelsen af artikel 120, stk. 4, litra b), i forordning 2017/1001, og principperne for den tidsmæssige anvendelse af de omhandlede regler. Når dette er sagt, kan det imidlertid ikke udelukkes, at den administrerende direktør kan fravige disse regler ved at give en begrundelse, der tager hensyn til ligebehandlingsprincippet, og at en ansøger er i stand til at godtgøre sin status som »højt kvalificeret medarbejder« på grundlag af andre forhold end dem, der er anført i EUIPO’s retningslinjer.

Dernæst bemærkede Retten, at EUIPO’s retningslinjer af 2020 angiver aspekter til vurdering af ansøgninger om dispensation fra statsborgerskabskravet, der ikke fremgår af EUIPO’s retningslinjer fra 2017, og som derfor fastsætter en ny og mere restriktiv praksis for den administrerende direktør i denne henseende. Disse forskelle kan have en betydelig indvirkning på såvel den administrerende direktørs vurdering af en dispensationsansøgning som på indholdet af en sådan ansøgning, eftersom angivelserne i EUIPO’s retningslinjer gør det muligt for ansøgerne at forudse, hvilke elementer der eventuelt vil blive lagt til grund i forbindelse med en vurdering af en dispensationsansøgning. Der er tale om to vidt forskellige rækkevidder for så vidt angår dels en påvisning af, at en person har status som »højt kvalificeret medarbejder« i lyset af »særlige omstændigheder«, der indebærer, at kravene i EUIPO’s retningslinjer fra 2020 skal være opfyldt, dels en påvisning af samme status i lyset udelukkende af »visse omstændigheder«, der eventuelt er relevante som omhandlet i EUIPO’s retningslinjer for 2017.

Endelig bemærkede Retten, at den administrerende direktør i den anfægtede afgørelse uden udtrykkeligt at fremhæve, hvilke af EUIPO’s retningslinjer der finder anvendelse, udtrykkeligt undersøgte sagsøgerens ansøgning i lyset af de krav og omstændigheder, der fremgår af EUIPO’s retningslinjer fra 2020. I henhold til retspraksis vedrørende retssikkerhedsprincippet er det de adfærdsregler, der var gældende på tidspunktet for de omhandlede faktiske omstændigheder, dvs. på tidspunktet for indgivelsen af dispensationsansøgningen, der skal anvendes ved vurderingen af denne ansøgning, og ikke dem, der var gældende på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse. Eftersom EUIPO’s retningslinjer for 2020 på tidspunktet for indgivelsen af den nævnte ansøgning ikke var blevet vedtaget, var det retningslinjerne fra 2017, som var i kraft på det gældende tidspunkt.

Henset til disse betragtninger konkluderede Retten, at den administrerende direktør har tilsidesat retssikkerhedsprincippet ved at vurdere sagsøgerens dispensationsansøgning på grundlag af de adfærdsregler, der fremgår af EUIPO’s retningslinjer fra 2020, hvilke adfærdsregler ikke var i kraft på tidspunktet for indgivelsen af denne ansøgning.

( 1 ) – Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 af 14.6.2017 om EU-varemærker (EUT 2017, L 154, s. 1).

( 2 ) – Som det fremgår af 43. betragtning til forordning 2017/1001 og af 18. betragtning til Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/625 af 5.3.2018 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 om EU-varemærker og om ophævelse af delegeret forordning (EU) 2017/1430 (EUT 2018, L 104, s. 1).