Sag T-851/14

(offentliggørelse i uddrag)

Slovak Telekom, a.s.

mod

Europa-Kommissionen

»Konkurrence – misbrug af dominerende stilling – det slovakiske marked for bredbåndsteletjenester – tredjepartsvirksomheders adgang til den etablerede operatørs »abonnentledninger« på dette marked – afgørelse, hvorved der fastslås en overtrædelse af artikel 102 TEUF og af EØS-aftalens artikel 54 – samlet og vedvarende overtrædelse – begrebet »misbrug« – nægtelse af adgang – avancepres – beregning af avancepres – kriteriet om en lige så effektiv konkurrent – ret til forsvar – tilregnelse til et moderselskab af ansvaret for en overtrædelse, som dets datterselskab har begået – moderselskabets bestemmende indflydelse på datterselskabets forretningspolitik – faktisk udøvelse – bevisbyrde – beregning af bødebeløbet – retningslinjerne fra 2006 for beregning af bøder«

Sammendrag – Rettens dom (Niende Udvidede Afdeling) af 13. december 2018

1. Retspleje – stævning – formkrav – kort fremstilling af søgsmålsgrundene – blotte påstand, der ikke er ledsaget af faktiske eller retlige præciseringer – afvisning

   [Art. 102 TEUF; statutten for Domstolen, art. 21 og art. 53, stk. 1; Rettens procesreglement (1991), art. 44, stk.1, litra c)]

2. Retspleje – stævning – formkrav – kort fremstilling af søgsmålsgrundene – henvisning til bilag med henblik på understøttelse af argumenter, der er fremført i de skriftlige indlæg – formaliteten

   [Statutten for Domstolen, art. 21 og art. 53, stk. 1; Rettens procesreglement (1991), art. 44, stk. 1, litra c)]

3. Dominerende stilling – misbrug – en virksomhed i dominerende stillings nægtelse af at give en anden virksomhed adgang til et produkt eller en tjenesteydelse– tredjepartsvirksomheders adgang til den etablerede operatørs abonnentledninger på markedet for bredbåndsteletjenester – stiltiende afslag på aktindsigt – rammebestemmelser, der påtvinger adgang – pligt for Kommissionen til at godtgøre, at den pågældende adgang er absolut nødvendig for, at de konkurrerende operatører kan få adgang til markedet – foreligger ikke

   (Art. 102 TEUF; EØS-aftalen, art. 54)

4. Konkurrence – administrativ procedure – klagepunktsmeddelelser – nødvendigt indhold – kommissionsafgørelse, hvorved der fastslås en overtrædelse – ikke overensstemmelse mellem beslutningen og klagepunktsmeddelelsen – tilsidesættelse af retten til forsvar – betingelser – vurdering fra sag til sag

   (Art. 102 TEUF; EØS-aftalen, art. 54; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 27, stk. 1)

5. Dominerende stilling – misbrug – avancepres – begreb – bedømmelseskriterier

   (Art. 102 TEUF; EØS-aftalen, art. 54)

6. Dominerende stilling – misbrug – avancepres – kriteriet vedrørende lige så effektive konkurrenter – positive avancer – bevisbyrden for den fortrængende virkning påhviler Kommissionen

   (Art. 102 TEUF; EØS-aftalen, art. 54; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 2)

7. Konkurrence – EU-regler – overtrædelser – ansvar – moder- og datterselskaber – økonomisk enhed – bedømmelseskriterier – faktisk udøvelse af en bestemmende indflydelse på et datterselskabs adfærd, som kan udledes af en række indicier vedrørende økonomiske, organisatoriske og retlige forbindelser med moderselskabet– omstændigheder, der godtgør eksistensen af en afgørende indflydelse – faktisk kontrol af datterselskabets bestyrelse – indflydelse på beslutningsprocesser i datterselskabets bestyrelse – overlapning af personer i ledelsen mellem moderselskabet og dets datterselskab – tilrådighedsstillelse af personale – jævnlig modtagelse af oplysninger om datterselskabets forretningsstrategi – høj grad af indflydelse for moderselskabet ved fastlæggelsen af datterselskabets forretningspolitik – indflydelse på strategiske valg

   (Art. 102 TEUF; EØS-aftalen, art. 54)

8. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – fastsættelse af grundbeløbet – fastsættelse af værdien af afsætningen – overtrædelsens grovhed – fastsættelse af bøden i forhold til de forhold, der indgår i vurderingen af overtrædelsens grovhed – omsætning opnået gennem de tjenesteydelser, som overtrædelsen vedrører – omsætning opnået i det sidste år i overtrædelsesperioden – stigning i omsætningen i overtrædelsesperioden – pligt til at tage hensyn til gennemsnitsomsætningen i overtrædelsesperioden – foreligger ikke

   (Art. 102 TEUF; EØS-aftalen art. 54; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 3; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 13)

9. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – pligt for Kommissionen til at holde sig til sin tidligere beslutningspraksis – foreligger ikke

   (Art. 102 TEUF; EØS-aftalen, art. 54; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02)

10. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – Kommissionens skøn – Domstolens prøvelsesret – Unionens retsinstansers fulde prøvelsesret – rækkevidde)

    (Art. 261 TEUF og 263 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 31)

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 74-78)

2.  I henhold til artikel 21, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, der i henhold til samme statuts artikel 53, stk. 1, finder anvendelse på rettergangsmåden ved Retten, og artikel 44, stk. 1, litra c), i Rettens procesreglement af 2. maj 1991, der fandt anvendelse på tidspunktet for sagens anlæg, skal en stævning indeholde en angivelse af søgsmålets genstand og en kort fremstilling af søgsmålsgrundene, og for at et søgsmål kan antages til realitetsbehandling kræves det, at de væsentlige faktiske og retlige omstændigheder, som det støtter sig på, i det mindste summarisk, men på en sammenhængende og forståelig måde, fremgår af selve stævningen.

   »En kort fremstilling af søgsmålsgrundene«, som skal fremgå af enhver stævning som omhandlet i disse artikler, betyder, at stævningen skal indeholde udtrykkelige angivelser af de grunde, søgsmålet støttes på.

   Selv om det er korrekt, at stævningens indhold på særlige punkter kan støttes og udbygges ved henvisninger til bestemte passager i dokumenter, der vedlægges som bilag til stævningen, kan der ikke ved en generel henvisning til andre dokumenter rådes bod på en undladelse af at anføre afgørende dele af den retlige argumentation, som i henhold til de ovennævnte bestemmelser skal være indeholdt i stævningen.

   Det tilkommer endvidere ikke Retten ved hjælp af bilagene at forsøge at klarlægge, hvilke anbringender og argumenter der kan antages at udgøre grundlaget for søgsmålet, idet bilagene alene skal fungere som bevismateriale og et middel til sagens oplysning.

   Følgelig kan Retten kun tage et bilag i betragtning, for så vidt som det støtter eller supplerer de anbringender eller argumenter, som sagsøgeren udtrykkeligt har fremsat som en del af stævningens indhold, og for så vidt som det er muligt præcist at fastslå, hvilke punkter i bilaget der støtter eller supplerer de pågældende anbringender eller argumenter.

   (jf. præmis 83-87)

3.  For at en dominerende virksomheds nægtelse af at indrømme adgang til en tjenesteydelse kan udgøre et misbrug som omhandlet i artikel 102 TEUF, kræves det, at denne nægtelse kan medføre, at enhver konkurrence på markedet fra den virksomheds side, som efterspørger tjenesteydelsen, udelukkes, at nægtelsen ikke kan begrundes ud fra objektive forhold, og at tjenesteydelsen i sig selv er absolut nødvendig for, at den anmodende virksomhed kan udøve sin virksomhed.

   Det fremgår i øvrigt af præmis 43 og 44 i dom af 26. november 1998, Bronner, C-7/97, at det ved afgørelsen af, hvorvidt et produkt eller en tjenesteydelse er nødvendig med henblik på at gøre det muligt for en virksomhed at udøve sine aktiviteter på et bestemt marked, må undersøges, om der findes produkter eller tjenesteydelser, der kan udgøre alternative løsninger, selv om disse er mindre fordelagtige, og om der foreligger tekniske, retlige eller økonomiske hindringer, der kan gøre det umuligt eller i det mindste uforholdsmæssigt vanskeligt for en virksomhed, der påtænker at operere på det nævnte marked, at skabe alternative produkter eller tjenesteydelser, eventuelt i samarbejde med andre virksomheder. Ifølge denne doms præmis 46 må det endelig – for at der kan antages at foreligge hindringer af økonomisk art – i det mindste godtgøres, at det ikke er økonomisk rentabelt at opbygge en produktion, hvis størrelse svarer til produktionen hos den virksomhed, der kontrollerer det eksisterende produkt eller den eksisterende tjenesteydelse.

   Da bestemmelserne inden for telesektoren fastlægger de retlige rammer for denne sektor og herved bidrager til at fastlægge konkurrencevilkårene for, hvornår en televirksomhed er aktiv på det pågældende marked, er retsforskrifterne imidlertid relevante i forbindelse med anvendelsen af artikel 102 TEUF på denne virksomheds adfærd for bl.a. at vurdere, om denne adfærd udgør misbrug.

   Når de relevante rammebestemmelser klart pålægger den etablerede operatør på markedet for bredbåndsteletjenester at efterkomme enhver rimelig og begrundet anmodning om ubundtet adgang til dennes abonnentledninger, således at alternative operatører på dette grundlag kunne udbyde deres egne tjenester på det generelle detailmarked (massemarkedet) for faste bredbåndstjenester, behøver Kommissionen således ikke at påvise, at en sådan adgang er absolut nødvendig.

   (jf. præmis 115-117, 119 og 121)

4.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 178-184 og 207-209)

5.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 228-231 og 252-254)

6.  Hvad angår den praksis, der fører til avancepres, for så vidt som den dominerende virksomhed fastsætter sine priser på et niveau, der dækker de væsentligste omkostninger, der kan henføres til afsætningen af den pågældende vare eller leveringen af den pågældende tjenesteydelse, har en konkurrent, der er lige så effektiv som denne virksomhed, i princippet mulighed for at konkurrere på disse priser uden at lide uholdbare tab på lang sigt.

   Hvis en avance er positiv, kan det ganske vist ikke udelukkes, at Kommissionen i forbindelse med undersøgelsen af en prispolitiks fortrængende virkning kan påvise, at anvendelsen af den nævnte praksis, f.eks. på grund af en rentabilitetsnedsættelse, i det mindste kunne gøre det vanskeligere for de berørte operatører at udøve deres aktiviteter på det pågældende marked. I betragtning af de positive avancer i en vis periode er Kommissionen imidlertid underlagt en særlig forpligtelse til at bevise, at den praksis med avancepres, som virksomheden lægges til last, har fortrængende virkninger i denne periode. Denne retspraksis kan sammenholdes med artikel 2 i forordning nr. 1/2003, hvorefter bevisbyrden for overtrædelse af artikel 102 TEUF i samtlige procedurer vedrørende anvendelsen af denne artikel påhviler den myndighed, der gør overtrædelsen gældende, dvs. i det foreliggende tilfælde Kommissionen.

   I denne forbindelse kan Kommissionens bemærkning om, at de andre operatører end den dominerende virksomhed vurderer deres evne til at opnå et rimeligt afkast over en længere periode på flere år, ikke i sig selv betragtes som et sådant bevis. Denne omstændighed, for så vidt som den er korrekt, hviler således på en fremadrettet undersøgelse af rentabiliteten, som nødvendigvis vil være behæftet med usikkerhed. Dertil kommer, at en sådan bemærkning ikke kan udgøre et bevis for fortrængende virkninger og ikke opfylder det krav, som udspringer af retssikkerhedsprincippet, nemlig at en dominerende virksomhed skal være i stand til at vurdere, om dens adfærd er forenelig med artikel 102 TEUF. Af samme grund kan den omstændighed, at der ved anvendelse af multiperiodetilgangen (over flere år) blev konstateret negative avancer, ikke afkræfte denne vurdering, eftersom denne tilgang kun resulterede i en sådan konstatering efter en afvejning mellem de positive avancer for et givent år og de negative avancer, der var konstateret for de øvrige år.

   (jf. præmis 257, 259, 261, 262 og 264)

7.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 280-288, 295-299, 308, 309, 311, 313, 321, 328, 332, 344, 357, 358, 362, 368, 384, 393, 396 og 420-423)

8.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 432-436, 439 og 444)

9.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 441-444)

10.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 473-475)