Sag C-144/23

KUBERA, trgovanje s hrano in pijačo, d.o.o.

mod

Republika Slovenija

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Vrhovno sodišče Republike Slovenije)

Domstolens dom (Store Afdeling) af 15. oktober 2024

»Præjudiciel forelæggelse – artikel 267 TEUF – omfang af pligten for den nationale domstol, som træffer afgørelse i sidste instans, til at forelægge et præjudicielt spørgsmål – procedure for tilladelse af revisionsanke ved en medlemsstats øverste domstol – anmodning fra den part, der anmoder om tilladelse til revisionsanke, om at forelægge Domstolen et spørgsmål vedrørende fortolkningen af EU-retten – national lovgivning, hvorefter revisionsanke er tilladt, når den rejser et retligt spørgsmål, der er væsentligt med henblik på at sikre retssikkerheden, en ensartet anvendelse af retsreglerne eller af udviklingen heraf – forpligtelse for den øverste nationale domstol til inden for rammerne af proceduren for tilladelse til revisionsanke at undersøge, om der skal foretages en præjudiciel forelæggelse – begrundelse for ikke at tage anmodningen om tilladelse til revisionsanke til følge«

1. Præjudicielle spørgsmål – forelæggelse for Domstolen – fortolkningsspørgsmål – forelæggelsespligt – rækkevidde – procedure for tilladelse af revisionsanke ved en medlemsstats øverste domstol – afslag på en anmodning om tilladelse uden en forudgående vurdering af, om denne domstol er forpligtet til at forelægge Domstolen det retlige spørgsmål, der var rejst til støtte for denne anmodning – ikke tilladt

   (Art. 267, stk. 3, TEUF)

   (jf. præmis 31-39, 45, 46, 54-56 og 58-60 samt domskonkl. 1)

2. Præjudicielle spørgsmål – forelæggelse for Domstolen – fortolkningsspørgsmål – forelæggelsespligt – procedure for tilladelse af revisionsanke ved en medlemsstats øverste domstol – afslag på en anmodning om tilladelse, der indeholder en anmodning om at forelægge Domstolen et spørgsmål vedrørende fortolkningen eller gyldigheden af en EU-retlig bestemmelse – pligt til at begrunde afgørelsen om ikke at foretage denne forelæggelse

   (Art. 267, stk. 3, TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47)

   (jf. præmis 62-65 og domskonkl. 2)

Resumé

Efter at være blevet forelagt en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Vrhovno sodišče (øverste domstol, Slovenien) fastslog Domstolen (Store Afdeling), at en procedure for tilladelse til revisionsanke ved den øverste nationale domstol ikke fritager denne sidstnævnte fra dennes forpligtelse til inden for rammerne af denne procedure at undersøge, om der er anledning til at forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål, der er rejst til støtte for anmodningen om tilladelse til denne revisionsanke.

Selskabet KUBERA købte i Tyrkiet Red Bull-dåser fremstillet i Østrig og transporterede dem med skib til havnen i Koper (Slovenien) med henblik på import. Ved to afgørelser af 5. oktober 2021 besluttede den slovenske skatte- og afgiftsmyndighed i henhold til forordning nr. 608/2013 ( 1 ) at tilbageholde disse dåser i afventning af udfaldet af den retssag, som selskabet Red Bull havde anlagt med henblik på at beskytte sine intellektuelle ejendomsrettigheder vedrørende de nævnte dåser. Efter at have udtømt de administrative klagemuligheder anlagde KUBERA sag til prøvelse af disse afgørelser ved Upravno sodišče (forvaltningsdomstol, Slovenien), som ved to domme frifandt skatte- og afgiftsmyndigheden.

KUBERA indgav herefter to anmodninger om tilladelse til revisionsanke til prøvelse af disse domme ved den forelæggende ret, idet selskabet gjorde gældende, at tvisten i hovedsagen rejste et spørgsmål om fortolkning af forordning nr. 608/2013 ( 2 ), som ifølge KUBERA udgjorde et væsentligt retligt spørgsmål, der kunne begrunde, at der blev givet tilladelse til revisionsanke. For det tilfælde, at den forelæggende ret ikke måtte tilslutte sig den fortolkning af forordningen, som KUBERA lagde til grund, anmodede selskabet ligeledes den forelæggende ret om at forelægge Domstolen dette spørgsmål til præjudiciel afgørelse.

Ifølge gældende national lovgivning var revisionsanke tilladt, når den sag, der blev indbragt for den øverste domstol, rejste et retligt spørgsmål, der var væsentligt med henblik på at sikre retssikkerheden, en ensartet anvendelse af retsreglerne eller udviklingen heraf. Denne lovgivning opregnede særlige tilfælde, der svarede til en sådan situation. Selv om den forelæggende ret i det foreliggende tilfælde var af den opfattelse, at KUBERA’s anmodninger om tilladelse til revisionsanke ikke opfyldte disse betingelser, var den ikke desto mindre i tvivl om, hvorvidt artikel 267, stk. 3, TEUF ( 3 ) forpligtede den til med henblik på at træffe afgørelse om disse anmodninger om tilladelse at behandle KUBERA’s anmodning om at foretage en præjudiciel forelæggelse for Domstolen af det EU-retlige spørgsmål, som dette selskab havde rejst. Den forelæggende ret ønskede ligeledes oplyst, om den i tilfælde af, at den måtte finde, at der ikke var grundlag for at forelægge Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse, i medfør af artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder var forpligtet til at begrunde sin afgørelse om afslag på anmodningen om tilladelse til revisionsanke.

Domstolens bemærkninger

For det første udtalte Domstolen, at artikel 267, stk. 3, TEUF skal fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for, at en national ret, hvis afgørelser ifølge de nationale retsregler ikke kan appelleres, inden for rammerne af en procedure for behandling af en anmodning om tilladelse til revisionsanke, hvis udfald afhænger af, om det retlige spørgsmål, som en af tvistens parter har rejst, er væsentligt for retssikkerheden, for en ensartet anvendelse af retsreglerne eller for udviklingen heraf, træffer afgørelse om at afslå en sådan anmodning om tilladelse uden at have vurderet, om den var forpligtet til at forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål om fortolkningen eller gyldigheden af en EU-retlig bestemmelse, der var rejst til støtte for denne anmodning.

Domstolen bemærkede indledningsvis, at selv om organiseringen af den dømmende magt i medlemsstaterne henhører under disses kompetence, er medlemsstaterne under udøvelsen af denne kompetence ikke desto mindre forpligtet til at overholde de forpligtelser, der påhviler dem i henhold til EU-retten. Selv om EU-retten principielt ikke er til hinder for, at medlemsstaterne indfører procedurer for godkendelse af appeller eller andre udvælgelses- eller »filtrerings«systemer for indbringelser til de øverste nationale domstole, skal gennemførelsen af sådanne procedurer eller ordninger således overholde de krav, der følger af denne ret, navnlig af artikel 267 TEUF.

I denne henseende er forpligtelsen for de nationale retter, hvis afgørelser ifølge de nationale retsregler ikke kan appelleres, til at forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål, et led i samarbejdet mellem de nationale retter og Domstolen og har navnlig til formål at forhindre, at der i en medlemsstat udvikler sig en national retspraksis, som ikke er i overensstemmelse med EU-retten. En sådan national ret er kun fritaget for denne pligt i tre situationer, nemlig såfremt den har fastslået, at det rejste spørgsmål ikke er relevant, eller at den omhandlede EU-retlige bestemmelse allerede er blevet fortolket af Domstolen, eller at EU-rettens korrekte fortolkning fremgår med en sådan klarhed, at der ikke er plads til en rimelig fortolkningstvivl ( 4 ). Når den befinder sig i en af disse situationer ( 5 ), er den således ikke forpligtet til at forelægge sagen for Domstolen, selv om spørgsmålet om fortolkningen eller gyldigheden af en EU-retlig bestemmelse rejses af en part i sagen for denne retsinstans.

Domstolen bemærkede i øvrigt, at den omstændighed, at der findes en procedure for tilladelse til revisionsanke, ikke kan bevirke, at den lavere retsinstans, hvis afgørelse kan anfægtes inden for rammerne af en sådan anke, forvandles til en national ret, hvis afgørelser ifølge de nationale retsregler ikke kan appelleres, og som følgelig er omfattet af forelæggelsespligten i henhold til artikel 267, stk. 3, TEUF. Denne forpligtelse påhviler derimod en øverste national domstol som den forelæggende ret.

Den forelæggende ret havde imidlertid anført, at den ifølge sin fortolkning af gældende national ret ikke var forpligtet til på tidspunktet for behandlingen af anmodningen om tilladelse til revisionsanke at vurdere, om der inden for rammerne af revisionsproceduren var anledning til at forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål, der var rejst til støtte for denne anmodning. Når en revisionsanke ikke tillades, bringer afgørelsen om afslag sagen endeligt til ophør. I dette tilfælde kan den fortolkning af EU-retten, som den lavere retsinstans har anlagt, gøres gældende i den omhandlede nationale retsorden, selv om det spørgsmål, der var rejst til støtte for anmodningen om tilladelse til revisionsanke, ville have begrundet en præjudiciel forelæggelse for Domstolen.

Domstolen bemærkede, at en sådan national lovgivning eller praksis kan føre til en situation, hvor et spørgsmål om fortolkningen eller gyldigheden af en EU-retlig bestemmelse, selv om det rejses for den øverste domstol, ikke forelægges Domstolen i strid med den forpligtelse, som denne nationale ret er pålagt ved artikel 267, stk. 3, TEUF. En sådan situation kan imidlertid bringe effektiviteten af samarbejdsordningen mellem de nationale retter og Domstolen samt navnlig gennemførelsen af målet om at forhindre, at der i en medlemsstat udvikler sig en national retspraksis, som ikke er i overensstemmelse med EU-retten, i fare ( 6 ).

Domstolen opfordrede imidlertid den forelæggende ret til at efterprøve muligheden for at fortolke den gældende nationale lovgivning i overensstemmelse med kravene i artikel 267 TEUF ( 7 ). Denne lovgivning synes således ikke at være til hinder for, at den forelæggende ret i forbindelse med behandlingen af en anmodning om tilladelse til revisionsanke tager stilling til, om det spørgsmål om fortolkningen eller gyldigheden af en EU-retlig bestemmelse, der er rejst til støtte for denne anmodning, kræver en præjudiciel forelæggelse for Domstolen eller derimod er omfattet af en af undtagelserne fra forelæggelsespligten. Navnlig synes de tilfælde, som er nævnt i den nævnte lovgivning, og som udelukkende vedrører situationer, der i det væsentlige er karakteriseret ved forskelle i den nationale retspraksis eller ved manglende praksis fra den øverste nationale domstol, ikke at have en udtømmende karakter.

Under disse omstændigheder synes den nævnte lovgivning at kunne fortolkes således, at kriteriet om, at det rejste retlige spørgsmål skal være væsentligt for retssikkerheden, den ensartede anvendelse af retsreglerne eller udviklingen heraf, omfatter det tilfælde, hvor den part i tvisten, der anmoder om tilladelse til at iværksætte en revisionsanke, rejser et spørgsmål vedrørende fortolkningen eller gyldigheden af en EU-retlig bestemmelse, som ikke er omfattet af nogen af undtagelserne fra forelæggelsespligten, og som følgelig kræver en præjudiciel forelæggelse for Domstolen.

Domstolen fremhævede desuden, at det tilkommer en øverste national retsinstans, til hvilken der er indgivet en sådan anmodning om tilladelse, og som er forpligtet til at forelægge Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse, at afgøre, om denne forelæggelse skal foretages på tidspunktet for behandlingen af denne anmodning om tilladelse eller på et senere tidspunkt. Hvis den beslutter at indgive sin anmodning om præjudiciel afgørelse til Domstolen på tidspunktet for behandlingen af den nævnte anmodning, påhviler det den at udsætte behandlingen af denne anmodning i afventning af den præjudicielle afgørelse og efterfølgende at gennemføre denne afgørelse i sin vurdering af, om der skal gives tilladelse til revisionsanke.

For det andet bemærkede Domstolen, at det følger af den ordning, som er indført med artikel 267 TEUF, sammenholdt med artikel 47, stk. 2, i chartret om grundlæggende rettigheder, at når en national retsinstans, hvis afgørelser ikke kan appelleres i henhold til national ret, fordi den har fastslået, at den er omfattet af en af undtagelserne fra forelæggelsespligten, anser sig fritaget for denne pligt, skal det af begrundelsen for retsafgørelsen fremgå, enten at det rejste EU-retlige spørgsmål ikke er relevant for afgørelsen af tvisten, at fortolkningen af den pågældende EU-retlige bestemmelse er støttet på Domstolens praksis, eller, såfremt der ikke findes en sådan praksis, at EU-rettens fortolkning for den retsinstans, der træffer afgørelse i sidste instans, fremgår med en sådan klarhed, at der ikke er plads til rimelig tvivl. Domstolen udledte heraf, at eftersom en sådan national ret, med forbehold for anvendelsen af en rent processuel grund til ikke at antage en sag til realitetsbehandling, ikke kan afslå en anmodning om tilladelse til revisionsanke, der rejser et spørgsmål om fortolkningen eller gyldigheden af en EU-retlig bestemmelse, uden først at vurdere, om den er forpligtet til at forelægge Domstolen dette spørgsmål til præjudiciel afgørelse, eller om spørgsmålet er omfattet af en af de tre undtagelser til forelæggelsespligten, skal denne nationale ret, når den afslår en sådan anmodning om tilladelse i henhold til en af disse undtagelser, redegøre for grundene til, at den ikke har foretaget en sådan forelæggelse.

( 1 ) – Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 608/2013 af 12.6.2013 om toldmyndighedernes håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1383/2003 (EUT 2013, L 181, s. 15). Jf. denne forordnings artikel 17.

( 2 ) – I det foreliggende tilfælde spørgsmålet om, hvorvidt denne forordning finder anvendelse på en situation, hvor de indførte varer er fremstillet af indehaveren af de industrielle ejendomsrettigheder vedrørende disse varer.

( 3 ) – Det følger af denne bestemmelse, at såfremt et spørgsmål om fortolkningen eller gyldigheden af EU-retten rejses under en retssag ved en national ret, hvis afgørelser ifølge de nationale retsregler ikke kan appelleres, er retten pligtig at indbringe sagen for Domstolen.

( 4 ) – Dom af 6.10.1982, Cilfit m.fl. (283/81, EU:C:1982:335, præmis 21), og af 6.10.2021, Consorzio Italian Management og Catania Multiservizi (C-561/19, EU:C:2021:799, præmis 33).

( 5 ) – Disse tre situationer, hvor de nationale retter, der træffer afgørelse i sidste instans, ikke er underlagt pligten til at forelægge et præjudicielt spørgsmål, betegnes i det følgende som »undtagelser fra forelæggelsespligten«.

( 6 ) – Denne fortolkning drages ikke i tvivl af den retspraksis, der følger af dom af 15.3.2017, Aquino (C-3/16, EU:C:2017:209, præmis 56), og af 6.10.2021, Consorzio Italian Management og Catania Multiservizi (C-561/19, EU:C:19:799, præmis 61), hvorefter en national ret, hvis afgørelser ifølge de nationale retsregler ikke kan appelleres, kan undlade at forelægge et præjudicielt spørgsmål for Domstolen, når sagen skal afvises på grundlag af formalitetsregler, der er særlige for retsplejen ved denne ret, forudsat at ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet overholdes. Til forskel fra sådanne grunde kræver et kriterium for tilladelse til revisionsanke som det, der var fastsat i den gældende nationale lovgivning, at den øverste domstol undersøger væsentligheden for retssikkerheden, den ensartede anvendelse af retsreglerne eller udviklingen heraf af det retlige spørgsmål, der var rejst til støtte for anmodningen om tilladelse til en sådan anke.

( 7 ) – Domstolen henviste i denne henseende til oplysningerne i forelæggelsesafgørelsen vedrørende udviklingen i praksis fra Ustavno sodišče (forfatningsdomstol, Slovenien). Det fremgik navnlig af en afgørelse truffet af denne retsinstans den 31.3.2022, at en anmodning fra en af tvistens parter om at forelægge Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, der var indgivet i forbindelse med en anmodning om tilladelse til revisionsanke, skulle behandles i forbindelse med behandlingen af sidstnævnte anmodning.