Sag C-184/20

OT

mod

Vyriausioji tarnybinės etikos komisija

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Vilniaus apygardos administracinis teismas)

 Domstolens dom (Store Afdeling) af 1. august 2022

»Præjudiciel forelæggelse – beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger – Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – artikel 7 og 8 samt artikel 52, stk. 1 – direktiv 95/46/EF – artikel 7, litra c) – artikel 8, stk. 1 – forordning (EU) 2016/679 – artikel 6, stk. 1, første afsnit, litra c), og artikel 6, stk. 3, andet afsnit – artikel 9, stk. 1 – behandling nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige – formål i samfundets interesse – proportionalitet – behandling af særlige kategorier af personoplysninger – national lovgivning om offentliggørelse på internettet af oplysninger, der er indeholdt i erklæringer om private interesser hos fysiske personer, som gør tjeneste i den offentlige forvaltning, eller hos ledere af foreninger eller organer, som modtager offentlige midler – forebyggelse af interessekonflikter og korruption i den offentlige sektor«

1.        Tilnærmelse af lovgivningerne – beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger – direktiv 95/46 – forordning 2016/679 – anvendelsesområde ratione temporis – sammenfaldende fortolkning af bestemmelser, der har et tilsvarende indhold

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/679; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46)

(jf. præmis 57-59)

2.        Tilnærmelse af lovgivningerne – beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger – direktiv 95/46 – forordning 2016/679 – betingelser for lovligheden af en behandling af personoplysninger – national lovgivning om offentliggørelse på internettet af oplysninger, der er indeholdt i erklæringer om private interesser hos en fysisk person, der er leder af et organ, som modtager offentlige midler – behandling nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige – mål af almen interesse om forebyggelse af interessekonflikter og bekæmpelse af korruption i den offentlige sektor – ikke nødvendigt at offentliggøre en del af de oplysninger, der er indeholdt i erklæringen om private interesser – ikke tilladt

[Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 7 og 8 samt art. 52, stk. 1; Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/679, art. 6, stk. 1, første afsnit, litra c), og art. 6, stk. 3; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46, art. 7, litra c)]

(jf. præmis 67-70, 75-77, 80-89, 93, 96, 97, 100-103, 106, 109-112 og 114-116 samt domskonkl. 1)

3.        Tilnærmelse af lovgivningerne – beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger – direktiv 95/46 – forordning 2016/679 – behandling af særlige kategorier af personoplysninger – begreb – offentliggørelse af oplysninger, som indirekte kan medføre videregivelse af oplysninger om en persons seksuelle orientering, på webstedet for den nationale myndighed, der er ansvarlig for indsamling af og kontrol med erklæringer om private interesser – omfattet

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/679, art. 9, stk. 1; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46, art. 8, stk. 1)

(jf. præmis 127 og 128 samt domskonkl. 2)

Resumé

Ved afgørelse af 7. februar 2018 konstaterede Vyriausioji tarnybinės etikos komisija (den øverste etiske kommission for forebyggelse af interessekonflikter i den offentlige forvaltning, Litauen, herefter »den etiske kommission«), at direktøren for et organ efter litauisk ret, der modtog offentlige midler, havde tilsidesat sin forpligtelse til at indgive en erklæring om private interesser (1).

Denne person anlagde sag til prøvelse af den etiske kommissions afgørelse ved Vilniaus apygardos administracinis teismas (den regionale domstol i forvaltningsretlige sager i Vilnius, Litauen). Den pågældende gjorde bl.a. gældende, at selv om vedkommende havde pligt til at afgive en erklæring om private interesser, hvilket vedkommende bestred, ville offentliggørelsen af denne erklæring på den etiske kommissions websted i henhold til lov om interesseafvejning krænke retten til respekt for privatlivet både for hans eget vedkommende og for de andre personer, som eventuelt måtte være nævnt i erklæringen. Da den regionale domstol i forvaltningsretlige sager i Vilnius var i tvivl om, hvorvidt den ved lov om interesseafvejning indførte ordning for offentliggørelse af de oplysninger, der var indeholdt i erklæringerne om private interesser, var forenelig med databeskyttelsesforordningen (2), forelagde den Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse.

I dommen fastslog Domstolen (Store Afdeling) i det væsentlige, at EU-retten (3) er til hinder for en national lovgivning, hvorefter den erklæring om private interesser, som enhver direktør for et organ, der modtager offentlige midler, har pligt til at indgive, skal offentliggøres online, navnlig for så vidt som denne offentliggørelse vedrører visse oplysninger, nemlig navneoplysninger om de andre personer, det eventuelt er nævnt i denne erklæring, eller enhver transaktion, som den, der afgiver erklæringen har indgået, og som overstiger et bestemt beløb.

Domstolens bemærkninger

Domstolen bemærkede indledningsvis, at den relevante EU-lovgivning fastsætter en udtømmende og fuldstændig liste over de tilfælde, hvor behandling af personoplysninger kan anses for at være lovlig, og som bl.a. omfatter behandling, der er nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige. Eftersom den omhandlede behandling, dvs. offentliggørelse på den etiske kommissions websted af en del af de personoplysninger, der fremgår af erklæringen om private interesser, var et krav i henhold til lov om interesseafvejning, som denne myndighed var underlagt, henhørte behandlingen under dette tilfælde. Domstolen tilføjede, at en sådan behandling i medfør af databeskyttelsesforordningen skal ske på grundlag af EU-retten eller lovgivningen i den medlemsstat, som den dataansvarlige er underlagt, og at dette retsgrundlag skal opfylde et mål af almen interesse og stå i rimeligt forhold til det legitime mål, der forfølges, således som det i øvrigt kræves i chartret (4). I denne henseende bemærkede Domstolen for det første, at behandlingen af personoplysninger i henhold til lov om interesseafvejning faktisk tilsigter at opfylde et mål af almen interesse, der består i at forebygge interessekonflikter, og i at bekæmpe korruption i den offentlige sektor. For det andet fremhævede Domstolen, at det i et sådant tilfælde er muligt at gøre begrænsninger i udøvelsen af retten til respekt for privatlivet og retten til beskyttelse af personoplysninger, der er sikret ved henholdsvis chartrets artikel 7 og 8, for så vidt som disse begrænsninger faktisk opfylder de tilsigtede mål af almen interesse, og for så vidt som de står i rimeligt forhold hertil.

Domstolen tog herefter stilling til, om den omhandlede foranstaltning var egnet til at nå det omhandlede mål af almen interesse. I denne henseende konstaterede Domstolen, at denne foranstaltning forekom at være egnet til at bidrage til virkeliggørelsen af et sådant mål. Offentliggørelsen online af visse af de personoplysninger, der er indeholdt i erklæringer om private interesser, som afgives af offentlige beslutningstagere, kan nemlig tilskynde disse personer til at handle upartisk, for så vidt som offentliggørelsen gør det muligt at vise, at der foreligger eventuelle interessekonflikter, som kan få indflydelse på udøvelsen af deres hverv. En sådan gennemførelse af gennemsigtighedsprincippet kan således forebygge interessekonflikter og korruption, øge ansvarligheden hos aktørerne inden for den offentlige sektor og dermed styrke borgernes tillid til den offentlige myndighedsudøvelse.

Hvad angår kravet om nødvendighed, dvs. spørgsmålet om, hvorvidt det omhandlede mål med rimelighed kan nås lige så godt på en anden måde, som er mindre indgribende i retten til respekt for privatlivet og til beskyttelse af personoplysninger, præciserede Domstolen, at denne vurdering skal foretages under hensyntagen til samtlige de retlige og faktiske omstændigheder i den pågældende medlemsstat. I denne henseende fremhævede Domstolen desuden, at den omstændighed, at den etiske kommission ikke rådede over tilstrækkelige menneskelige ressourcer til at kontrollere alle de erklæringer om private interesser, som den modtog, og som denne kommission henviste til som begrundelse for at offentliggøre erklæringerne online, på ingen måde kunne udgøre en lovlig grund, der kunne begrunde et indgreb i de grundlæggende rettigheder, som er sikret ved chartret.

Endvidere skal undersøgelsen af kravet om, at behandlingen skal være nødvendig, gennemføres under hensyn til princippet om såkaldt »dataminimering«. I denne henseende bemærkede Domstolen, at det med henblik på at forebygge interessekonflikter og korruption i den offentlige sektor ganske vist kan være relevant at kræve, at der i erklæringer om private interesser anføres oplysninger, som gør det muligt at identificere den person, der afgiver erklæringen, samt oplysninger om de aktiviteter, som denne persons ægtefælle, samlever eller partner udfører. Offentliggørelsen online af oplysninger, der nævner navnene på ægtefællen, samleveren eller partneren til en direktør for et organ, der modtager offentlige midler, og denne direktørs nærtstående eller andre bekendte, og som vil kunne føre til en interessekonflikt, synes imidlertid at gå ud over, hvad der er strengt nødvendigt. Det fremgik nemlig ikke, at det forfulgte mål af almen interesse ikke ville kunne nås, hvis der udelukkende blev henvist til det generiske udtryk ægtefælle, samlever eller partner, alt efter omstændighederne, sammen med den relevante angivelse af de interesser, som sidstnævnte har i forbindelse med deres aktiviteter. Det fremgik heller ikke, at den systematiske offentliggørelse online af listen over de transaktioner, der foretages af den, der afgiver erklæringen, og hvis værdi overstiger 3 000 EUR, var strengt nødvendig for at nå de forfulgte mål.

I det foreliggende tilfælde konkluderede Domstolen, at der forelå et alvorligt indgreb i de registreredes grundlæggende rettigheder til respekt for privatlivet og til beskyttelse af personoplysninger. For det første kan offentliggørelsen af de nævnte oplysninger og informationer nemlig afsløre oplysninger om visse følsomme aspekter af de registreredes privatliv og gøre det muligt at tegne et meget detaljeret billede heraf. For det andet fører denne behandling til, at disse personoplysninger gøres frit tilgængelige på internettet for et potentielt ubegrænset antal personer. Følgelig kan de personer, som blot ønsker at få viden om den personlige, materielle og økonomiske situation, som den, der afgiver erklæringen, og dennes familiemedlemmer befinder sig i, frit få adgang til disse oplysninger.

Hvad angår afvejningen af indgrebets grovhed over for vigtigheden af det forfulgte mål af almen interesse bemærkede Domstolen, at offentliggørelse online af størstedelen af personoplysningerne ikke opfyldte kravene til en rimelig afvejning. Offentliggørelse af visse oplysninger i erklæringen om private interesse kunne imidlertid begrundes med henvisning til de fordele, som en sådanne gennemsigtighed medfører i bestræbelserne på at nå det nævnte mål. Dette gør sig bl.a. gældende, når der er tale om oplysninger om, hvorvidt den, der afgiver en erklæring, eller dennes ægtefælle, samlever eller partner – uden angivelse af den pågældendes navn – har et tilhørsforhold til forskellige enheder, samt oplysninger om disses selvstændige virksomhed eller om gaver fra tredjemænd, som overstiger et bestemt beløb.

Endelig præciserede Domstolen, at behandlingen af personoplysninger, der indirekte kan afsløre følsomme oplysninger om en fysisk person, ikke er undtaget fra den skærpede beskyttelsesordning (5), idet en sådan undtagelse ville bringe den effektive virkning af denne ordning og den beskyttelse af fysiske personers grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, som den tilsigter at sikre, i fare. Offentliggørelse på den etiske kommissions websted af personoplysninger, der kunne medføre videregivelse af oplysninger om de registreredes seksuelle orientering, udgjorde således en behandling af følsomme oplysninger.

1 –      Forpligtelse fastsat i Lietuvos Respublikos viešųjų ir privačių interesų derinimo valstybinėje tarnyboje įstatymas Nr. VIII-371 (Republikken Litauens lov VIII-371 om afvejning mellem offentlige og private interesser i den offentlige forvaltning) af 2.7.1997 (Žin., 1997, nr. 67-1659, herefter »lov om interesseafvejning«) i den affattelse, der var gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen.

2 –      Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27.4.2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT 2016, L 119, s. 1, berigtiget i EUT 2018, L 127, s. 2, herefter »databeskyttelsesforordningen«).

3 –      Artikel 7, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24.10.1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT 1995, L 281, s. 31) og databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, første afsnit, litra c), og artikel 6, stk. 3, sammenholdt med artikel 7 og 8 samt artikel 52, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

4 –      Chartrets artikel 52, stk. 1.

5 –      Som omhandlet i artikel 8, stk. 1, i direktiv 95/46 og databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 1, der principielt forbyder behandling af visse kategorier af særlige personoplysninger.