Forenede sager C-659/13 og C-34/14

C & J Clark International Ltd

mod

the Commissioners for Her Majesty’s Revenue & Customs

og

Puma SE

mod

Hauptzollamt Nürnberg

(anmodninger om præjudiciel afgørelse indgivet af First-tier Tribunal (Tax Chamber) og Finanzgericht München)

»Præjudiciel forelæggelse — formaliteten — dumping — import af fodtøj med overdel af læder med oprindelse i Kina og Vietnam — gyldigheden af forordning (EF) nr. 1472/2006 og af gennemførelsesforordning (EU) nr. 1294/2009 — WTO’s antidumpingaftale — forordning (EF) nr. 384/96 — artikel 2, stk. 7 — konstatering af dumping — indførsel fra lande uden markedsøkonomi — anmodninger om opnåelse af status som selskab, der opererer på markedsøkonomiske vilkår — frist — artikel 9, stk. 5 og 6 — anmodninger om individuel behandling — artikel 17 — stikprøver — artikel 3, stk. 1, 5 og 6, artikel 4, stk. 1, og artikel 5, stk. 4 — EU-erhvervsgrenens samarbejde — artikel 3, stk. 2 og 7 — konstatering af skade — andre kendte faktorer — EF-toldkodeks — artikel 236, stk. 1 og 2 — godtgørelse af told, der ikke er skyldig efter lovgivningen — frist — hændelige omstændigheder eller force majeure — ugyldighed af en forordning, hvorved der er indført antidumpingtold«

Sammendrag – Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 4. februar 2016

1. Præjudicielle spørgsmål — bedømmelse af gyldigheden — spørgsmål vedrørende gyldigheden af en forordning, der ikke er blevet anfægtet på grundlag af artikel 263 TEUF — hovedsag, der anlægges af et selskab, der ikke kan anlægge et annullationssøgsmål — formaliteten

   [Art. 263, stk. 4, TEUF og art. 267, litra b), TEUF]

2. Annullationssøgsmål — fysiske eller juridiske personer — retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt — forordning om indførelse af antidumpingtold — producenter og eksportører fra tredjelande — importører og operatører i Unionen med særlige forbindelser til producenterne

   (Art. 263, stk. 4, TEUF)

3. Den Europæiske Unions egne indtægter — godtgørelse af eller fritagelse for importafgifter — importør af den med antidumpingtold belagte vare, som ikke inden for den fastsatte frist har indgivet en anmodning om godtgørelse i henhold til artikel 11, stk. 8, i forordning nr. 384/96 — en undladelse, der ikke er til hinder for indgivelsen af en anmodning om godtgørelse i medfør af toldkodeksens artikel 236

   (Rådets forordning nr. 384/96, som ændret ved forordning nr. 461/2004, art. 11, stk. 8, og nr. 2913/92, art. 236)

4. Ulovlighedsindsigelse — en importørs anfægtelse for en national domstol af lovligheden af en forordning om indførelse af en antidumpingtold i forbindelse med et søgsmål anlagt til prøvelse af en national foranstaltning, der er truffet på grundlag af denne forordning — importørens interesse i at påberåbe sig Kommissionens tilsidesættelse af sin forpligtelse til at undersøge anmodninger om opnåelse af status som selskab, der opererer på markedsøkonomiske vilkår, eller om individuel behandling

   (Art. 263 TEUF og 277 TEUF)

5. Internationale aftaler — overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen — GATT 1994 — ikke muligt at påberåbe sig WTO’s aftaler for at anfægte en EU-retsakts lovlighed — undtagelser — EU-retsakt, der tilsigter gennemførelsen deraf, eller som udtrykkeligt og præcist henviser dertil

   (Art. 216, stk. 2, TEUF; den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel af 1994; aftalen om anvendelsen af art. VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel af 1994, »antidumpingaftalen af 1994«)

6. Internationale aftaler — overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen — GATT 1994 — ikke muligt at påberåbe sig WTO’s aftaler for at anfægte en EU-retsakts lovlighed — undtagelser — EU-retsakt, der tilsigter gennemførelsen deraf — rækkevidde

   (Aftalen om anvendelsen af art. VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel af 1994, »antidumpingaftalen af 1994«; Rådets forordning nr. 384/96, femte betragtning, art. 2, stk. 7, og art. 9, stk. 5)

7. Internationale aftaler — overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen — en afgørelse fra WTO’s Tvistbilæggelsesorgan, der fastslår, at den nævnte aftales materielle regler er blevet tilsidesat — ikke muligt at påberåbe sig de nævnte aftaler eller den nævnte afgørelse for at anfægte en EU-retsakts lovlighed

8. Fælles handelspolitik — beskyttelse mod dumping — dumpingmargen — fastsættelse af normalværdien — indførsel fra lande uden markedsøkonomi — tildeling af status som virksomhed, der opererer på markedsøkonomiske vilkår — betingelser — bevisbyrden påhviler producenterne — institutionernes bedømmelse af beviserne

   [Rådets forordning nr. 384/96, som ændret ved forordning nr. 461/2004, art. 2, stk. 1-6, og stk. 7, litra a), b) og c)]

9. Fælles handelspolitik — beskyttelse mod dumping — dumpingmargen — fastsættelse af normalværdien — indførsel fra lande uden markedsøkonomi — tildeling af status som virksomhed, der opererer på markedsøkonomiske vilkår — Kommissionens forpligtelse til at træffe afgørelse om anmodninger om opnåelse af den nævnte status fra enhver producent — manglende behandling af anmodninger fra producenter, der ikke indgår i stikprøverne — ikke tilladt — forordning nr. 1472/2006 er ugyldig, for så vidt som dette er tilfældet

   [Rådets forordning nr. 384/96, som ændret ved forordning nr. 461/2004, art. 2, stk. 7, litra b), og art. 17, og nr. 1472/2006]

10. Fælles handelspolitik — beskyttelse mod dumping — fastsættelse af antidumpingtold — individuel behandling af virksomheder, som eksporterer fra et land uden markedsøkonomi — EU-institutionernes forpligtelse til at behandle anmodninger om individuel behandling og til at træffe afgørelse om disse

    (Rådets forordning nr. 384/96, som ændret ved forordning nr. 461/2004, art. 9, stk. 5)

11. EU-ret — fortolkning — flersprogede tekster — uoverensstemmelser mellem de forskellige sprogversioner — hensyntagen til ophavsmandens reelle vilje og det af ham forfulgte mål

12. Fælles handelspolitik — beskyttelse mod dumping — fastsættelse af antidumpingtold — individuel behandling af virksomheder, som eksporterer fra et land uden markedsøkonomi — Kommissionens forpligtelse til at behandle anmodninger om den nævnte behandling og til at træffe afgørelse om disse — manglende behandling af anmodninger fra erhvervsdrivende, der ikke indgår i stikprøverne — ikke tilladt — forordning nr. 1472/2006 er ugyldig, for så vidt som dette er tilfældet

    (Art. 267 TEUF; Rådets forordning nr. 384/96, som ændret ved forordning nr. 461/2004, nr. 1472/2006 og nr. 1294/2009)

13. Fælles handelspolitik — beskyttelse mod dumping — indførsel fra lande uden markedsøkonomi såsom omhandlet i artikel 2, stk. 7, litra b), i forordning nr. 384/96 — proceduren for bedømmelsen af betingelserne, som gør det muligt for en producent at opnå status som virksomhed underlagt markedsøkonomiske principper — EU-institutionernes fristoverskridelse — ingen påvirkning af den endelige forordnings gyldighed

    [Rådets forordning nr. 384/96, som ændret ved forordning nr. 461/2004, art. 2, stk. 7, litra c), og nr. 1472/2006]

14. Fælles handelspolitik — beskyttelse mod dumping — undersøgelse — forpligtelse for Kommissionen til at afslutte proceduren som følge af, at tilslutningen til klagen er faldet til under minimumstærsklerne — foreligger ikke

    (Rådets forordning nr. 384/96, som ændret ved forordning nr. 461/2004, art. 5, stk. 4)

15. Fælles handelspolitik — beskyttelse mod dumping — institutionernes skønsbeføjelser — overholdelse af de processuelle garantier — domstolsprøvelse — grænser

    (Art. 263 TEUF og 267 TEUF; Rådets forordning nr. 384/96, som ændret ved forordning nr. 461/2004 og nr. 1472/2006)

16. Fælles handelspolitik — beskyttelse mod dumping — skade — godtgørelse af årsagsforbindelse — institutionernes forpligtelser — hensyntagen til faktorer, der er dumping uvedkommende — sådanne faktorers betydning for godtgørelsen af årsagsforbindelsen — bevisbyrde

    (Rådets forordning nr. 384/96, som ændret ved forordning nr. 461/2004, art. 3, stk. 7)

17. Annullationssøgsmål — dom om annullation — rækkevidde — annullation af den del af en antidumpingforordning, hvori der pålægges visse selskabers varer en antidumpingtold — indvirkning af annullationen på gyldigheden af en antidumpingtold, som gælder for andre selskabers varer — foreligger ikke — formodning for gyldighed af EU-institutionernes retsakter

    (Art. 263 TEUF; Rådets forordning nr. 2913/92, art. 236, stk. 1, og nr. 1472/2006)

18. Den Europæiske Unions egne indtægter — godtgørelse af eller fritagelse for importafgifter — betingelser

    (Rådets forordning nr. 2913/92, art. 236, stk. 2)

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 56)

2.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 58-62 og 64)

3.  På området for beskyttelse mod dumping giver hverken ordlyden af artikel 11, stk. 8, i forordning nr. 384/96 eller af artikel 236 i forordning nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks det mindste tekstgrundlag for at fastslå, at importører, som ikke har påberåbt sig den i artikel 11, stk. 8, i forordning nr. 384/96 omhandlede procedure inden for den herfor fastsatte frist, ikke eller ikke længere skulle være berettigede til at anmode om adgang til den procedure, der er indført ved toldkodeksens artikel 236.

   I øvrigt forfølger den ved artikel 11, stk. 8, i forordning nr. 384/96 indførte procedure ikke det samme formål som den, der er fastsat i toldkodeksens artikel 236. Den procedure, der er reguleret i artikel 11, stk. 8, i forordning nr. 384/96, tilsigter således at gøre det muligt for de importører, der har betalt antidumpingtold, at anmode Kommissionen om tilbagebetaling heraf via de kompetente nationale myndigheder, når det påvises, at den dumpingmargen, på grundlag af hvilken tolden er betalt, er blevet elimineret eller reduceret til et niveau, der er lavere end den gældende toldsats. Inden for rammerne af denne procedure anfægter importørerne ikke lovligheden af den pålagte antidumpingtold, men påberåber sig en ændring af situationen, der har en direkte indvirkning på den oprindeligt fastsatte dumpingmargen. Den procedure, der er fastsat i toldkodeksens artikel 236, giver derimod de nævnte importører mulighed for at anmode om godtgørelse af de af dem betalte import- eller eksportafgifter, hvis det godtgøres, at denne told på betalingstidspunktet ikke var skyldig efter lovgivningen.

   Endelig er opbygningen af disse to procedurer grundlæggende forskellig. Navnlig henhører den procedure, der er indført i artikel 11, stk. 8, i forordning nr. 384/96, under Kommissionens kompetence, og den kan kun iværksættes inden for en frist på seks måneder efter den dato, på hvilken den endelige størrelse af den told, der skal opkræves, blev behørigt fastsat af de kompetente myndigheder, hvorimod den procedure, der er fastsat i toldkodeksens artikel 236, sorterer under de nationale toldmyndigheder, og denne kan benyttes inden for en frist på tre år regnet fra datoen for underretningen af debitor om de pågældende afgifter.

   (jf. præmis 68-70)

4.  Inden for rammerne af søgsmål, der er anlagt ved en national ret til prøvelse af en national foranstaltning, der er truffet på grundlag af en forordning, der har indført en antidumpingtold, har importører, der har betalt en antidumpingtold, en oplagt egeninteresse i og beføjelse til at gøre gældende, at de forordninger, der indfører denne told, er ugyldige som følge af, at denne told er blevet pålagt, uden at Kommissionen forinden og ifølge de i forordning nr. 384/96 fastsatte regler har taget stilling til de anmodninger om opnåelse af status som selskab, der opererer på markedsøkonomiske vilkår, eller om individuel behandling, der er blevet indgivet af producenterne eller eksportørerne af de omhandlede varer. En manglende hensyntagen til disse anmodninger kan således have en negativ indvirkning på den antidumpingtold, som efter proceduren bliver indført på de berørte erhvervsdrivendes varer

   (jf. præmis 72 og 73)

5.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 82-87)

6.  På området for beskyttelse mod dumping gælder det, at selv om det er korrekt, at femte betragtning til forordning nr. 384/96 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab, som ændret ved forordning nr. 461/2004, angiver, at ordlyden af aftalen om anvendelsen af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel af 1994 (antidumpingaftalen) i videst muligt omfang bør overføres til EU-retten, bør dette udtryk forstås således, at om end EU-lovgiver ved vedtagelsen af forordning nr. 384/96 ønskede at tage hensyn til denne aftales regler, tilkendegav denne imidlertid ikke en vilje til at overføre hver enkelt af disse regler til denne forordning.

   Navnlig udgør artikel 2, stk. 7, i forordning nr. 384/96 et udtryk for EU-lovgivers vilje til at vedtage en fremgangsmåde, som er særegen for Unionens retsorden, ved at indføre en særordning, der opstiller detaljerede regler hvad angår beregningen af den normale værdi i forhold til indførsler fra lande uden markedsøkonomi. Bestemmelserne i artikel 9, stk. 5, andet afsnit, i forordning nr. 384/96 henviser til denne forordnings artikel 2, stk. 7, og er en integrerende del af den ordning, som denne indfører.

   (jf. præmis 90 og 91)

7.  Henset til arten og opbygningen af det tvistbilæggelsessystem, der er indført ved overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen (WTO), og til den vigtige rolle, som dette system tillægger forhandlingen mellem de kontraherende parter, kan Unionens retsinstanser under alle omstændigheder ikke efterprøve lovligheden eller gyldigheden af EU-retsakter i forhold til WTO-reglerne, så længe den rimelige frist, der er fastsat for Unionen til at efterkomme de afgørelser og anbefalinger fra WTO’s Tvistbilæggelsesorgan (DSB), hvori det konstateres, at de nævnte regler er blevet overtrådt, ikke er udløbet, idet denne frist ellers ville blive frataget sin virkning.

   Ydermere indebærer det blotte udløb af denne frist ikke, at Unionen har udtømt de muligheder, som er beskrevet i det nævnte tvistbilæggelsessystem for at finde en løsning på dennes tvist med andre parter. På denne baggrund vil det kunne medføre en svækkelse af Unionens forhandlingsposition i dens stræben efter en løsning på tvisten, som både er i overensstemmelse med WTO-reglerne og er acceptabel for begge parter i tvisten, såfremt Unionens retsinstanser alene fordi denne frist er udløbet bliver pålagt at udøve kontrol med lovligheden eller gyldigheden af de pågældende EU-foranstaltninger i forhold til WTO-reglerne og de afgørelser og anbefalinger fra DSB, hvori det konstateres, at WTO-reglerne er blevet overtrådt.

   Følgelig kan en privatperson, selv efter udløbet af den fastsatte frist, ikke påberåbe sig sådanne afgørelser og anbefalinger fra DSB med henblik på at opnå en efterprøvelse af lovligheden eller gyldigheden af EU-institutionernes handling, i det mindste ikke uden for de tilfælde, hvor Unionen som følge af disse afgørelser og anbefalinger har haft til hensigt at påtage sig en særlig forpligtelse.

   (jf. præmis 94-96)

8.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 105-109)

9.  På området for beskyttelse mod dumping er Rådet og Kommissionen forpligtet til at træffe afgørelse om en anmodning om opnåelse af status som selskab, der opererer på markedsøkonomiske vilkår, som indgives af en producent med hjemsted i et land uden markedsøkonomi, der er medlem af Verdenshandelsorganisationen (WTO) på datoen for indledningen af en antidumpingundersøgelse, herunder når disse gør brug af den stikprøveteknik, der er fastsat i artikel 17 i forordning nr. 384/96.

   Hvad angår forordning nr. 1472/2006 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af visse typer af fodtøj med overdel af læder med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Vietnam, udgør den omstændighed, at Rådet og Kommissionen ikke traf afgørelse om de anmodninger om opnåelse af status som selskab, der opererer på markedsøkonomiske vilkår, som blev indgivet af de eksporterende kinesiske og vietnamesiske producenter, der ikke indgik i den stikprøve, som blev udtaget i henhold til artikel 17 i forordning nr. 384/96, en tilsidesættelse af denne forordnings artikel 2, stk. 7, litra b). Følgelig er forordning nr. 1472/2006 ugyldig, for så vidt som dette er tilfældet.

   (jf. præmis 110, 112 og 174 samt domskonkl. 1)

10.  På området for beskyttelse mod dumping fremgår det af artikel 9, stk. 5, i forordning nr. 384/96, at Rådet og Kommissionen, når de vedtager en forordning om indførelse af antidumpingtold, som udgangspunkt er forpligtede til i denne forordning at anføre antidumpingtolden for hver enkelt heraf omfattet leverandør, medmindre denne individuelle behandling ikke er praktisk mulig.

    Artikel 9, stk. 5, første afsnit, i forordning nr. 384/96 fraviger imidlertid dette princip i det tilfælde, der er omhandlet i denne forordnings artikel 2, stk. 7, litra a), hvor Rådet eller Kommissionen vedtager en forordning om indførelse af antidumpingtold på indførsel fra en særlig kilde, nemlig lande uden markedsøkonomi. I dette tilfælde har EU-lovgiver således fastsat anderledes bestemmelse i almindelighed, hvorefter det er både nødvendigt og tilstrækkeligt, at den af Rådet eller Kommissionen vedtagne forordning anfører den antidumpingtold, der er pålagt det pågældende leverandørland.

    Artikel 9, stk. 5, andet afsnit, i forordning nr. 384/96 fastsætter dog, at der skal anføres en individuel antidumpingtold for de leverandører, der har hjemsted i et land uden markedsøkonomi, såfremt de desuden indtager en stilling som eksportør, når de på grundlag af behørigt dokumenterede påstande kan påvise, at de opfylder de kriterier, der berettiger til denne individuelle behandling. Denne individuelle antidumpingtold finder i så fald anvendelse på disse i stedet for den for landet fastsatte antidumpingtold, der ville have været gældende for disse i mangel af en sådan påstand.

    I denne henseende er Rådet og Kommissionen som udgangspunkt forpligtede til at behandle de anmodninger om individuel behandling, der fremsættes over for dem på grundlag af artikel 9, stk. 5, andet afsnit, i forordning nr. 384/96, og til at træffe afgørelse om disse anmodninger.

    (jf. præmis 118-120 og 123)

11.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 122)

12.  Den omstændighed, at Rådet og Kommissionen ikke forud for vedtagelsen af forordning nr. 1472/2006 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af visse typer af fodtøj med overdel af læder med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Vietnam traf afgørelse om de anmodninger om individuel behandling, som blev indgivet af de eksporterende kinesiske og vietnamesiske producenter, der ikke indgik i den stikprøve, som blev udtaget i henhold til artikel 17 i forordning nr. 384/96, udgør en tilsidesættelse af denne forordnings artikel 9, stk. 5. Følgelig er den nævnte endelige forordning nr. 1472/2006 ugyldig, for så vidt som dette er tilfældet. Gennemførelsesforordning nr. 1294/2009 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af visse typer fodtøj med overdel af læder med oprindelse i Vietnam og i Folkerepublikken Kina som udvidet til også at omfatte import af visse typer fodtøj med overdel af læder afsendt fra Macao SAR, uanset om den er angivet med oprindelse i Macao SAR eller ej, som følge af en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 384/96, er med den samme begrundelse og i samme omfang ugyldig.

    I den forbindelse viser undersøgelsen af det forhold, der eksisterer mellem på den ene side artikel 9, stk. 5, andet afsnit, i forordning nr. 384/96 og på den anden side samme forordnings artikel 17, som foreskriver stikprøveteknikken, at affattelsen af artikel 9, stk. 5, adskiller sig fra affattelsen af artikel 9, stk. 6, i forordning nr. 384/96, som rummer en udtrykkelig henvisning til, at der skal ske anvendelse af den nævnte artikel 17. Det følger heraf, at artikel 9, stk. 5, i forordning nr. 384/96 kan fortolkes således, at artikel 17 i forordning nr. 384/96 – inden for rammerne af denne bestemmelse og i modsætning til forordningens artikel 9, stk. 6 – er uden relevans. Når en eksporterende producent med hjemsted i et land uden markedsøkonomi påberåber sig artikel 9, stk. 5, andet afsnit, i forordning nr. 384/96 med den begrundelse, at vedkommendes individuelle eksportpriser fastsættes tilstrækkeligt uafhængigt af staten, tilstræber denne følgelig at opnå en anerkendelse fra Rådet og Kommissionen af, at vedkommende i denne henseende befinder sig i en situation, der er grundlæggende forskellig fra situationen for de andre eksporterende producenter med hjemsted i dette land. På dette grundlag anmoder den pågældende om at blive behandlet på individuel vis, dér hvor disse andre eksporterende producenter i praksis vil blive behandlet som en enkelt enhed.

    Såfremt det skulle anerkendes, at Rådet og Kommissionen i forhold til en eksporterende producent, der befinder sig i denne situation, kunne pålægge en antidumpingtold, der er fastsat for det pågældende land og beregnet ud fra den vejede gennemsnitlige dumpingmargen, som er fastlagt for de eksporterende producenter, der indgik i stikprøven, uden forinden at have truffet afgørelse om en sådan eksporterende producents anmodning, ville dette imidlertid være ensbetydende med at tillade disse institutioner at behandle denne eksporterende producent på samme måde som dem, der indgik i den nævnte stikprøve, på trods af at disse sidstnævnte på forhånd befinder sig en anderledes situation.

    (jf. præmis 124-127, 131, 132, 135 og 174 samt domskonkl. 2)

13.  I lighed med forordning nr. 384/96 kan en forordning om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af visse varer fra tredjelande ikke erklæres ugyldig alene med henvisning til, at Rådet og Kommissionen ikke inden for den frist, der er foreskrevet i artikel 2, stk. 7, litra c), i den nævnte forordning nr. 384/96, har truffet afgørelse om de anmodninger om opnåelse af status som selskab, der opererer på markedsøkonomiske vilkår, som er blevet indgivet til dem. Den importør, der påberåber sig denne uregelmæssighed, skal ydermere konkret påvise, at det ikke helt kan udelukkes, at den forordning, der blev vedtaget ved procedurens afslutning, uden uregelmæssigheden ville have haft et for denne importørs interesser mere fordelagtigt indhold.

    Under disse omstændigheder, og idet de pågældende ikke har ført et sådant bevis, medfører den manglende overholdelse af den nævnte frist ikke ugyldighed af forordning nr. 1472/2006 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af visse typer af fodtøj med overdel af læder med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Vietnam.

    Denne fortolkning gælder, uanset om de pågældende eksporterende producenter indgik eller ikke indgik i den nævnte stikprøve, som blev udtaget i henhold til artikel 17 i forordning nr. 384/96.

    (jf. præmis 141-144 og 174 samt domskonkl. 2)

14.  På området for beskyttelse mod dumping fastsætter forordning nr. 384/96 ikke nogen bestemmelse om de foranstaltninger, der skal træffes i løbet af undersøgelsen i tilfælde af en formindsket tilslutning fra producenterne til klagen, således at Rådet og Kommissionen skal kunne fortsætte denne undersøgelse, herunder i det tilfælde, hvor graden af tilslutning til denne klage måtte være faldet, og selv om en sådan formindskelse måtte indebære, at denne tilslutning svarer til et produktionsniveau, der er lavere end en af de to tærskler, der er fastsat i denne forordnings artikel 5, stk. 4. Disse tærskler er fastsat i forhold til dels tilslutningen fra de EU-producenter, hvis samlede produktion udgør mere end 50% af den samlede produktion fra den del af den pågældende EU-erhvervsgren, som har udtrykt sig om klagen, dels den tilslutning, der gives af de EU-producenter, der tegner sig for mindst 25% af den samlede produktion fra den pågældende EU-erhvervsgren.

    (jf. præmis 152 og 153)

15.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 161, 162, 165 og 166)

16.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 168-170)

17.  Medlemsstaternes retsinstanser kan ikke støtte sig på domme, hvori Unionens retsinstanser annullerede en forordning, der indførte antidumpingtold, for så vidt som denne vedrørte visse eksporterende producenter, der var omfattet af denne forordning, med henblik på at fastslå, at den told, der blev pålagt produkter fra andre eksporterende producenter, som er omfattet af den nævnte forordning og befinder sig i den samme situation som de eksporterende producenter, i forhold til hvilke en sådan forordning blev annulleret, ikke er skyldig efter lovgivningen som omhandlet i artikel 236, stk. 1, i forordning nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks. Eftersom en sådan forordning ikke er blevet trukket tilbage af den institution, der har vedtaget den, annulleret af Unionens retsinstanser eller kendt ugyldig af Domstolen, for så vidt som den pålægger produkterne fra disse andre eksporterende producenter told, forbliver den nævnte told skyldig efter lovgivningen som omhandlet i denne bestemmelse.

    Når Unionens retsinstanser – i forbindelse med et annullationssøgsmål anlagt af en person, der er umiddelbart og individuelt berørt af en forordning, hvorved der er pålagt antidumpingtold – annullerer denne forordning, for så vidt som den berører denne person, påvirker en sådan delvis annullation således ikke lovligheden af de andre bestemmelser i denne retsakt, og navnlig ikke de bestemmelser, hvorved der er indført antidumpingtold på andre produkter end dem, der er fremstillet, eksporteret eller importeret af den nævnte person

    Når sådanne bestemmelser ikke inden for den i artikel 263 TEUF fastsatte frist er blevet anfægtet af de personer, der ville have haft kompetence til at påstå dem annulleret, er de derimod endelige i forhold til disse personer. Så længe disse bestemmelser ikke er blevet trukket tilbage eller erklæret ugyldige som følge af en præjudiciel forelæggelse eller en ulovlighedsindsigelse, er der i øvrigt en formodning for, at de er lovlige, hvilket indebærer, at de afføder fulde retsvirkninger i forhold til enhver anden person.

    (jf. præmis 183-185 og domskonkl. 3)

18.  Artikel 236, stk. 2, i forordning nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks skal fortolkes således, at den omstændighed, at en forordning om indførelse af antidumpingtold erklæres helt eller delvist ugyldig af Unionens retsinstanser, ikke udgør hændelige omstændigheder eller force majeure som omhandlet i denne bestemmelse.

    (jf. præmis 190-194 og domskonkl. 4)