Sag C-542/13

Mohamed M’Bodj

mod

État belge

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Cour constitutionnelle (Belgien))

»Præjudiciel forelæggelse — Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder — artikel 19, stk. 2 — direktiv 2004/83/EF — minimumsstandarder for anerkendelse af flygtningestatus eller subsidiær beskyttelsesstatus — person, der er berettiget til subsidiær beskyttelse — artikel 15, litra b) — tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, som en ansøger udsættes for i dennes hjemland — artikel 3 — gunstigere standarder — ansøger, der lider af en alvorlig sygdom — ingen passende behandling tilgængelig i hjemlandet — artikel 28 — social bistand — artikel 29 — lægehjælp«

Sammendrag – Domstolens dom (Store Afdeling) af 18. december 2014

Grænsekontrol, asyl og indvandring – asylpolitik – flygtningestatus eller subsidiær beskyttelsesstatus – direktiv 2004/83 – betingelser for at være berettiget til subsidiær beskyttelse – artikel 2, litra e), og artikel 15, litra b) – national lovgivning, hvorefter der gives opholdstilladelse til en udlænding, som lider af en alvorlig sygdom, såfremt der ikke findes passende behandling i udlændingens hjemland – ikke-forsætlig nægtelse af plejeydelser i hjemlandet – lovgivning, som ikke udgør en gunstigere standard som omhandlet i nævnte direktivs artikel 3 – ikke omfattet af retten til subsidiær beskyttelse – nævnte direktivs artikel 28 og 29 finder ikke anvendelse

[Rådets direktiv 2004/83, art. 2, litra e), art. 3, art. 15, litra b), art. 18, 28 og 29]

Artikel 28 og 29 i direktiv 2004/83 om fastsættelse af minimumsstandarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som flygtninge eller som personer, der af anden grund behøver international beskyttelse, og indholdet af en sådan beskyttelse, sammenholdt med direktivets artikel 2, litra e), og artikel 3, 15 og 18, skal fortolkes således, at en medlemsstat ikke er forpligtet til at indrømme den ret til social bistand og lægehjælp, som disse artikler foreskriver, for en tredjelandsstatsborger, der har tilladelse til at opholde sig på denne medlemsstats område på grundlag af en national lovgivning, hvorefter der i nævnte medlemsstat gives opholdstilladelse til en udlænding, som lider af en sygdom, der indebærer en reel risiko for udlændingens liv eller fysiske integritet eller en reel risiko for umenneskelig eller vanærende behandling, idet der ikke findes passende behandling i udlændingens hjemland eller i det tredjeland, hvor udlændingen tidligere opholdt sig, forudsat at nævnte udlænding ikke forsætligt nægtes plejeydelser i dette land.

Den alvorlige overlast, som er defineret i artikel 15, litra b), i direktiv 2004/83 omfatter nemlig ikke en sådan situation. Dette direktivs artikel 3 er desuden til hinder for, at en medlemsstat vedtager eller opretholder bestemmelser om tildeling af den subsidiære beskyttelsesstatus, der er fastsat i direktivet, til en person, der lider af en alvorlig sygdom, på grundlag af den risiko for forværring af personens helbredstilstand, som følger af, at der ikke findes passende behandling i hjemlandet, eftersom sådanne bestemmelser ikke er forenelige med direktivet. Det vil således være i strid med den generelle opbygning af og formålene med direktiv 2004/83 at give den status, som direktivet fastsætter, til tredjelandsstatsborgere, der befinder sig i situationer, som savner enhver forbindelse med rationalet bag international beskyttelse. Heraf følger, at en sådan national lovgivning ikke i medfør af dette direktivs artikel 3 kan kvalificeres som en gunstigere standard for fastsættelse af, hvilke personer der er berettiget til subsidiær beskyttelse. Tredjelandsstatsborgere, der har opholdstilladelse i medfør af en sådan lovgivning, udgør derfor ikke personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelsesstatus, som er de personer, direktivets artikel 28 og 29 finder anvendelse på. En medlemsstats tildeling af denne nationale beskyttelsesstatus af andre årsager, der ikke beror på behovet for international beskyttelse som omhandlet i direktivets artikel 2, litra a), men som gives på skønsmæssig basis af medfølelse eller humanitære hensyn, falder desuden uden for direktivets anvendelsesområde, således som det fremgår af niende betragtning hertil.

(jf. præmis 41 og 43-47 samt domskonkl.)

Sag C-542/13

Mohamed M’Bodj

mod

État belge

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Cour constitutionnelle (Belgien))

»Præjudiciel forelæggelse — Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder — artikel 19, stk. 2 — direktiv 2004/83/EF — minimumsstandarder for anerkendelse af flygtningestatus eller subsidiær beskyttelsesstatus — person, der er berettiget til subsidiær beskyttelse — artikel 15, litra b) — tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, som en ansøger udsættes for i dennes hjemland — artikel 3 — gunstigere standarder — ansøger, der lider af en alvorlig sygdom — ingen passende behandling tilgængelig i hjemlandet — artikel 28 — social bistand — artikel 29 — lægehjælp«

Sammendrag – Domstolens dom (Store Afdeling) af 18. december 2014

Grænsekontrol, asyl og indvandring — asylpolitik — flygtningestatus eller subsidiær beskyttelsesstatus — direktiv 2004/83 — betingelser for at være berettiget til subsidiær beskyttelse — artikel 2, litra e), og artikel 15, litra b) — national lovgivning, hvorefter der gives opholdstilladelse til en udlænding, som lider af en alvorlig sygdom, såfremt der ikke findes passende behandling i udlændingens hjemland — ikke-forsætlig nægtelse af plejeydelser i hjemlandet — lovgivning, som ikke udgør en gunstigere standard som omhandlet i nævnte direktivs artikel 3 — ikke omfattet af retten til subsidiær beskyttelse — nævnte direktivs artikel 28 og 29 finder ikke anvendelse

[Rådets direktiv 2004/83, art. 2, litra e), art. 3, art. 15, litra b), art. 18, 28 og 29]

Artikel 28 og 29 i direktiv 2004/83 om fastsættelse af minimumsstandarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som flygtninge eller som personer, der af anden grund behøver international beskyttelse, og indholdet af en sådan beskyttelse, sammenholdt med direktivets artikel 2, litra e), og artikel 3, 15 og 18, skal fortolkes således, at en medlemsstat ikke er forpligtet til at indrømme den ret til social bistand og lægehjælp, som disse artikler foreskriver, for en tredjelandsstatsborger, der har tilladelse til at opholde sig på denne medlemsstats område på grundlag af en national lovgivning, hvorefter der i nævnte medlemsstat gives opholdstilladelse til en udlænding, som lider af en sygdom, der indebærer en reel risiko for udlændingens liv eller fysiske integritet eller en reel risiko for umenneskelig eller vanærende behandling, idet der ikke findes passende behandling i udlændingens hjemland eller i det tredjeland, hvor udlændingen tidligere opholdt sig, forudsat at nævnte udlænding ikke forsætligt nægtes plejeydelser i dette land.

Den alvorlige overlast, som er defineret i artikel 15, litra b), i direktiv 2004/83 omfatter nemlig ikke en sådan situation. Dette direktivs artikel 3 er desuden til hinder for, at en medlemsstat vedtager eller opretholder bestemmelser om tildeling af den subsidiære beskyttelsesstatus, der er fastsat i direktivet, til en person, der lider af en alvorlig sygdom, på grundlag af den risiko for forværring af personens helbredstilstand, som følger af, at der ikke findes passende behandling i hjemlandet, eftersom sådanne bestemmelser ikke er forenelige med direktivet. Det vil således være i strid med den generelle opbygning af og formålene med direktiv 2004/83 at give den status, som direktivet fastsætter, til tredjelandsstatsborgere, der befinder sig i situationer, som savner enhver forbindelse med rationalet bag international beskyttelse. Heraf følger, at en sådan national lovgivning ikke i medfør af dette direktivs artikel 3 kan kvalificeres som en gunstigere standard for fastsættelse af, hvilke personer der er berettiget til subsidiær beskyttelse. Tredjelandsstatsborgere, der har opholdstilladelse i medfør af en sådan lovgivning, udgør derfor ikke personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelsesstatus, som er de personer, direktivets artikel 28 og 29 finder anvendelse på. En medlemsstats tildeling af denne nationale beskyttelsesstatus af andre årsager, der ikke beror på behovet for international beskyttelse som omhandlet i direktivets artikel 2, litra a), men som gives på skønsmæssig basis af medfølelse eller humanitære hensyn, falder desuden uden for direktivets anvendelsesområde, således som det fremgår af niende betragtning hertil.

(jf. præmis 41 og 43-47 samt domskonkl.)