Sag C-325/11

Krystyna Alder og Ewald Alder

mod

Sabina Orłowska og Czeslaw Orłowski

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sąd Rejonowy w Koszalinie)

»Forordning (EF) nr. 1393/2007 — forkyndelse af dokumenter — part, som har bopæl på en anden medlemsstats område — repræsentant, som har bopæl på det nationale område — foreligger ikke — processkrifter, der tilføres sagens akter — formodning om kendskab«

Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 19. december 2012

1. Retligt samarbejde i civile sager – forkyndelse af retslige og udenretslige dokumenter – forordning nr. 1393/2007 – anvendelsesområde – fastsættelse i den nationale lovgivning – ikke tilladt

   (Rådets forordning nr. 1393/2007)

2. Retligt samarbejde i civile sager – forkyndelse af retslige og udenretslige dokumenter – forordning nr. 1393/2007 – forkyndelse af retslige dokumenter til en part med bopæl eller sædvanligt ophold i en anden medlemsstat, som ikke har udpeget nogen befuldmægtiget med bopæl i den medlemsstat, hvor retssagen verserer – national lovgivning, som fastsætter forkyndelse, ved at dokumenterne forbliver i sagsakterne – ikke tilladt

   (Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder, art. 47, stk. 2; Rådets forordning nr. 1393/2007, art. 1, stk. 1)

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 19-27)

2.  Artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 1393/2007 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager og om ophævelse af forordning nr. 1348/2000 skal fortolkes således, at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter retslige dokumenter, der er rettet til en part, som har bopæl eller sædvanligt opholdssted i en anden medlemsstat, forbliver i sagsakterne med den følge, at dokumenterne betragtes som forkyndt, når denne part ikke har udpeget nogen befuldmægtiget, for hvem forkyndelse kan ske, som har bopæl i den førstnævnte stat, hvor retssagen verserer.

   Eftersom forordning nr. 1393/2007 udtømmende fastsætter formerne for fremsendelse af retslige dokumenter, efterlader den ikke nogen plads til og således er til hinder for en fiktiv forkyndelsesprocedure som den, der er gældende i Polen.

   En sådan fiktiv forkyndelsesmekanisme fører til, at retten for adressaten for et retsligt dokument – hvis bopæl eller sædvanlige opholdssted ikke er i den medlemsstat, hvor sagen verserer – til reelt og faktisk at modtage dette dokument mister enhver effektiv virkning, og dette navnlig på grund af den omstændighed, at hverken kendskab til det retslige dokument i tide til at kunne forberede sit forsvar eller oversættelsen af dokumentet er blevet sikret nævnte adressat.

   Formålet med forordning nr. 1393/2007, som er at forbedre og fremskynde fremsendelsen af retslige dokumenter mellem medlemsstaterne, kan ikke virkeliggøres, hvis de nationale bestemmelser på nogen som helst måde svækker adressaternes ret til forsvar, som afledes af retten til en retfærdig rettergang, der er knæsat i artikel 47, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og artikel 6, stk. 1, i den europæiske menneskerettighedskonvention.

   (jf. præmis 32, 34-36, 41 og 42 samt domskonkl.)

Sag C-325/11

Krystyna Alder og Ewald Alder

mod

Sabina Orłowska og Czeslaw Orłowski

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sąd Rejonowy w Koszalinie)

»Forordning (EF) nr. 1393/2007 — forkyndelse af dokumenter — part, som har bopæl på en anden medlemsstats område — repræsentant, som har bopæl på det nationale område — foreligger ikke — processkrifter, der tilføres sagens akter — formodning om kendskab«

Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 19. december 2012

1. Retligt samarbejde i civile sager — forkyndelse af retslige og udenretslige dokumenter — forordning nr. 1393/2007 — anvendelsesområde — fastsættelse i den nationale lovgivning — ikke tilladt

   (Rådets forordning nr. 1393/2007)

2. Retligt samarbejde i civile sager — forkyndelse af retslige og udenretslige dokumenter — forordning nr. 1393/2007 — forkyndelse af retslige dokumenter til en part med bopæl eller sædvanligt ophold i en anden medlemsstat, som ikke har udpeget nogen befuldmægtiget med bopæl i den medlemsstat, hvor retssagen verserer — national lovgivning, som fastsætter forkyndelse, ved at dokumenterne forbliver i sagsakterne — ikke tilladt

   (Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder, art. 47, stk. 2; Rådets forordning nr. 1393/2007, art. 1, stk. 1)

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 19-27)

2.  Artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 1393/2007 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager og om ophævelse af forordning nr. 1348/2000 skal fortolkes således, at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter retslige dokumenter, der er rettet til en part, som har bopæl eller sædvanligt opholdssted i en anden medlemsstat, forbliver i sagsakterne med den følge, at dokumenterne betragtes som forkyndt, når denne part ikke har udpeget nogen befuldmægtiget, for hvem forkyndelse kan ske, som har bopæl i den førstnævnte stat, hvor retssagen verserer.

   Eftersom forordning nr. 1393/2007 udtømmende fastsætter formerne for fremsendelse af retslige dokumenter, efterlader den ikke nogen plads til og således er til hinder for en fiktiv forkyndelsesprocedure som den, der er gældende i Polen.

   En sådan fiktiv forkyndelsesmekanisme fører til, at retten for adressaten for et retsligt dokument – hvis bopæl eller sædvanlige opholdssted ikke er i den medlemsstat, hvor sagen verserer – til reelt og faktisk at modtage dette dokument mister enhver effektiv virkning, og dette navnlig på grund af den omstændighed, at hverken kendskab til det retslige dokument i tide til at kunne forberede sit forsvar eller oversættelsen af dokumentet er blevet sikret nævnte adressat.

   Formålet med forordning nr. 1393/2007, som er at forbedre og fremskynde fremsendelsen af retslige dokumenter mellem medlemsstaterne, kan ikke virkeliggøres, hvis de nationale bestemmelser på nogen som helst måde svækker adressaternes ret til forsvar, som afledes af retten til en retfærdig rettergang, der er knæsat i artikel 47, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og artikel 6, stk. 1, i den europæiske menneskerettighedskonvention.

   (jf. præmis 32, 34-36, 41 og 42 samt domskonkl.)