Sag C-212/06

Gouvernement de la Communauté française

og

Gouvernement wallon

mod

Gouvernement flamand

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Cour d’arbitrage, nu Cour constitutionnelle (Belgien))

»Plejeforsikringsordning oprettet af en delstatsenhed i en medlemsstat — udelukkelse af personer bosat i den del af det nationale område, der ikke henhører under denne enheds kompetence — artikel 18 EF, 39 EF og 43 EF — Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71«

Forslag til afgørelse fra generaladvokat E. Sharpston fremsat den 28. juni 2007   I - 1687

Domstolens dom (Store Afdeling) af 1. april 2008   I - 1730

Sammendrag af dom

1. Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende – fællesskabsregulering – materielt anvendelsesområde

   (Rådets forordning nr. 1408/71, art. 4)

2. Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – grænser – rent interne situationer

   (Art. 17 EF, 18 EF og 234 EF)

3. Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende – kompetence for delstatsenheder i en medlemsstat til at udforme deres sociale sikringsordninger – grænser

   (Art. 39 EF og 43 EF)

4. Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende – kompetence for delstatsenheder i en medlemsstat til at udforme deres sociale sikringsordninger – grænser

   (Art. 39 EF og 43 EF)

1.  Ydelser, der udbetales i henhold til en plejeforsikringsordning, som på objektivt grundlag og efter lovbestemte kriterier giver ret til godtgørelse fra en forsikringsordning af udgifter til støtte og ikke-lægelige ydelser til personer, der lider af en langvarig og alvorlig nedsat evne til at tage vare på sig selv, henhører under det materielle anvendelsesområde for forordning nr. 1408/71.

   Ydelser, der har til formål at forbedre de plejekrævende personers liv og sundhedstilstand, har nemlig hovedsageligt til formål at supplere ydelserne fra sygesikringen og skal betragtes som »ydelser i anledning af sygdom« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i forordningens artikel 4, stk. 1, litra a).

   Desuden kan en sådan plejeforsikring, som reguleres ved nationale bestemmelser, der kun finder anvendelse på en del af medlemsstatens område, ikke udelukkes fra anvendelsesområdet for forordning nr. 1408/71, da den i det mindste delvis finansieres ved bidrag indbetalt af de forsikrede, og da den ikke er nævnt i bilag II, nr. III, til denne forordning.

   (jf. præmis 19-23 og domskonkl. 1)

2.  Fællesskabsretten finder ikke anvendelse på rent interne forhold. Denne konklusion anfægtes ikke af princippet om unionsborgerskab i artikel 17 EF, som ifølge artikel 18 EF omfatter unionsborgeres ret til frit at bevæge sig og opholde sig på medlemsstaternes område. Unionsborgerskabet har nemlig ikke til formål at udvide det materielle anvendelsesområde for traktaten til at omfatte interne forhold, der ikke har nogen tilknytning til fællesskabsretten. Fortolkningen af fællesskabsbestemmelser kan imidlertid eventuelt være nyttig for de nationale retsinstanser, herunder vedrørende rent interne forhold, navnlig såfremt det er et krav i den nationale lovgivning, at den pågældende medlemsstats statsborgere skal have de samme rettigheder som dem, en statsborger fra en anden medlemsstat vil kunne støtte på fællesskabsretten i en tilsvarende situation.

   (jf. præmis 38-40)

3.  Artikel 39 EF og 43 EF skal fortolkes således, at de er til hinder for regler udstedt af en delstatsenhed i en medlemsstat i lighed med dem, der regulerer en plejeforsikringsordning, hvorved tilslutning til en social sikringsordning samt modtagelsen af de heri fastsatte ydelser er begrænset til personer med bopæl på det område, som henhører under denne enheds kompetence, og til personer, der er erhvervsmæssigt beskæftiget på dette område, men har bopæl i en anden medlemsstat, i det omfang en sådan begrænsning påvirker statsborgere fra andre medlemsstater eller egne statsborgere, der har benyttet sig af deres ret til fri bevægelighed inden for Det Europæiske Fællesskab.

   Disse bestemmelser i traktaten er nemlig til hinder for enhver national foranstaltning, som ganske vist finder anvendelse uden forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, men som kan gøre det vanskeligere eller mindre attraktivt for fællesskabsborgerne at udøve de i traktaten sikrede grundlæggende friheder. For at en foranstaltning kan anses for at begrænse den frie bevægelighed, er det dog ikke nødvendigt, at foranstaltningen lægger de berørte personers nationalitet til grund, eller at den fører til en begunstigelse af alle indenlandske arbejdstagere eller til en ringere stilling alene for arbejdstagere, der er statsborgere i de andre medlemsstater, og ikke desuden for indenlandske arbejdstagere. Det er tilstrækkeligt, at den begunstigende foranstaltning kommer bestemte grupper personer til gode, som udøver en erhvervsaktivitet i den pågældende medlemsstat.

   Disse bestemmelser i traktaten om den frie bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital desuden udgør bestemmelser, der er grundlæggende for Fællesskabet, og selv den mindste begrænsning af disse friheder er retsstridig.

   (jf. præmis 45, 50, 52 og 60 samt domskonkl. 2)

4.  Artikel 39 EF og 43 EF skal fortolkes således, at de er til hinder for regler udstedt af en delstatsenhed i en medlemsstat, hvorved tilslutning til en social sikringsordning samt modtagelsen af de heri fastsatte ydelser er begrænset til personer, der har bopæl på dette område, i det omfang en sådan begrænsning påvirker statsborgere fra andre medlemsstater, der er erhvervsmæssig beskæftiget i den nævnte delstatsenheds område, eller egne statsborgere, som har gjort brug af deres ret til fri bevægelighed inden for Det Europæiske Fællesskab.

   (jf. præmis 63 og domskonkl. 3)