Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed

(Art. 81 EF og 82 EF; Rådets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03)

2. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – Kommissionens skøn

(Rådets forordning nr. 17; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03)

3. Appel – anbringender – utilstrækkelig eller selvmodsigende begrundelse – formaliteten

4. Konkurrence – bøder – størrelse – Kommissionens skøn – domstolsprøvelse – fuld prøvelsesret

(Art. 229 EF; Rådets forordning nr. 17, art. 17)

5. Appel – Domstolens kompetence

(Art. 81 EF og 82 EF; Rådets forordning nr. 17, art. 15; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03)

6. Fællesskabsret – principper – beskyttelse af den berettigede forventning

(Rådets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03)

Sammendrag

1. Bestemmelsen af grovheden af en overtrædelse af Fællesskabets konkurrenceregler, som der skal tages hensyn til ved fastsættelsen af den pålagte bødes størrelse, skal ske på grundlag af flere faktorer, for hvilke der tilkommer Kommissionen et skøn. Det er i overensstemmelse med den opgave, som påhviler Kommissionen med hensyn til at sikre, at virksomhederne i deres adfærd overholder konkurrencereglerne, at der tages hensyn til skærpende omstændigheder ved fastsættelsen af bøden.

Gentagelsestilfælde er en af de faktorer, der skal tages hensyn til ved vurderingen af den pågældende overtrædelses grovhed.

Med argumentationen om, at Kommissionens praksis for beregning af bøder inden ikrafttræden af retningslinjerne herfor i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og EKSF-traktatens artikel 65, stk. 5, ikke var tilstrækkelig klar og forudsigelig, har appellanten underkendt den retlige sammenhæng, der består mellem artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 – hvilken bestemmelse udgør retsgrundlaget for den anfægtede beslutning – på den ene side, og retningslinjerne på den anden side.

Retningslinjerne udgør ikke retsgrundlaget for fastsættelsen af bødens størrelse, men præciserer kun anvendelsen af artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17. Selv om retningslinjerne ikke fandtes, ville appellanten have kunnet forudse de retlige følger af sine handlinger.

Kommissionen kan derfor ved udøvelsen af sit skøn anse gentagelsestilfælde for et element, der vedrører grovheden af den begåede overtrædelse, og kan betegne dette gentagelsestilfælde som en skærpende omstændighed uden at tilsidesætte princippet om »nulla poena sine lege«.

(jf. præmis 25-30)

2. Det udgør ikke en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet, at der hverken i forordning nr. 17, i retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 eller i EKSF-traktatens artikel 65, stk. 5, er fastsat nogen maksimalfrist for konstatering af et gentagelsestilfælde.

Kommissionen råder nemlig over et skøn hvad angår valget af de forhold, der skal tages i betragtning ved fastsættelsen af bødens størrelse, såsom sagens særlige omstændigheder, dens sammenhæng og bødernes afskrækkende virkning, uden at det er nødvendigt at opstille en bindende eller udtømmende liste over de kriterier, som skal tages i betragtning.

Konstateringen og vurderingen af de særlige omstændigheder i forbindelse med et gentagelsestilfælde, såsom gentagelsen af en overtrædelse med et relativt kort tidsrum mellem de to overtrædelser, indgår i Kommissionens skøn på dette område, og den kan ikke være bundet af en eventuel forældelsesfrist for en sådan konstatering.

Gentagelsestilfælde udgør et væsentligt element, som Kommissionen skal vurdere, idet formålet med at tage hensyn hertil er at tilskynde virksomheder, der har vist en tendens til at begå overtrædelser af konkurrencereglerne, til at ændre deres adfærd. Kommissionen kan derfor i hver enkelt sag tage hensyn til de faktorer, der bekræfter en sådan tendens, herunder f.eks. hvor lang tid, der er forløbet mellem overtrædelserne.

(jf. præmis 36-40)

3. Spørgsmålet, om begrundelsen for en dom afsagt af Retten er selvmodsigende eller utilstrækkelig, er et retsspørgsmål, der kan rejses under en appelsag.

Retten er ved opfyldelsen af sin begrundelsespligt ikke forpligtet til i sin dom at foretage en udtømmende gennemgang af hvert enkelt af de argumenter, der er fremført af parterne i sagen. Begrundelsen kan således fremgå indirekte, forudsat at de berørte får kendskab til begrundelsen for, at de pågældende foranstaltninger er truffet, og at den kompetente ret råder over de til udøvelse af sin prøvelsesret nødvendige oplysninger.

Ved vurderingen af de skærpende omstændigheder er eventuelle gentagelsestilfælde ikke blot en relevant, men en meget betydningsfuld omstændighed, der udgør et væsentligt indicium for overtrædelsens grovhed i forbindelse med vurderingen af, om bødens størrelse er tilstrækkeligt afskrækkende. Gentagelsestilfælde udgør bevis for, at den sanktion, som tidligere er pålagt appellanten, ikke har været tilstrækkeligt afskrækkende.

Retten kan altså ved vurderingen af overtrædelsens grovhed anvende recidivbegrebet, uden at dommen behæftes med en selvmodsigende begrundelse.

(jf. præmis 43 og 45-48)

4. Ifølge artikel 229 EF kan forordninger udstedt af Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union i fællesskab i henhold til traktatens bestemmelser tillægge Domstolen fuld prøvelsesret vedrørende de i disse forordninger omhandlede sanktioner.

En sådan prøvelsesret er tillagt Fællesskabets retsinstanser ved artikel 17 i forordning nr. 17. Fællesskabets retsinstanser har som følge heraf beføjelse til, ud over en simpel legalitetskontrol af sanktionen, at anlægge sin egen vurdering i stedet for Kommissionens og derfor ophæve, nedsætte eller forhøje den pålagte bøde eller tvangsbøde.

Fællesskabets retsinstanser har som følge heraf beføjelse til at udøve deres fulde prøvelsesret, når spørgsmålet om bødens størrelse forelægges dem til vurdering, og kan ved udøvelsen af denne prøvelsesret såvel nedsætte som forhøje bøden.

(jf. præmis 60-62)

5. Det er et grundlæggende princip i fællesskabsretten, som gentagne gange er fastslået i Domstolens praksis, at der skal indrømmes ret til kontradiktion i enhver procedure, som kan føre til, at der pålægges sanktioner, navnlig bøder eller tvangsbøder.

Under en appelsag til prøvelse af en dom afsagt af Retten, hvorved der er pålagt en virksomhed, som har overtrådt Fællesskabets konkurrenceregler, en bøde, er det formålet med Domstolens efterprøvelse at undersøge, dels i hvilket omfang Retten juridisk korrekt har taget hensyn til alle væsentlige faktorer ved vurderingen af grovheden af en bestemt adfærd på grundlag af artikel 81 EF og 82 EF og artikel 15 i forordning nr. 17, dels, om Retten i tilstrækkelig grad har taget stilling til alle de argumenter, som appellanten har fremført til støtte for sin påstand om ophævelse eller nedsættelse af bøden.

Det fremgik, at Retten ved udøvelsen af sin fulde prøvelsesret baserede sig på bestemmelserne i retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og EKSF-traktatens artikel 65, stk. 5, uden at tage hensyn til andre elementer, forhold eller kriterier, som den pågældende virksomhed ikke kunne have forudset, hvorfor denne ikke kunne gøre gældende, at kontradiktionsprincippet er tilsidesat.

(jf. præmis 68, 69, 82 og 83)

6. Forbuddet mod at anvende straffebestemmelser med tilbagevirkende kraft er et princip, som er fælles for medlemsstaternes retssystemer, og som indgår i de almindelige retsgrundsætninger, Fællesskabets retsinstanser skal sikre overholdelsen af.

Navnlig kan artikel 7, stk. 1, i den europæiske menneskerettighedskonvention, som blev undertegnet i Rom den 4. november 1950 – der fastslår princippet om, at der kun kan pålægges straf for et forhold, hvis strafbarhed er hjemlet ved lov (nullum crimen, nulla poena sine lege) – være til hinder for at anvende en ny fortolkning med tilbagevirkende kraft af en bestemmelse, hvorved et strafbart gerningsindhold fastlægges.

Det gælder navnlig, hvis der er tale om en fortolkning i retspraksis, hvis resultat ikke med rimelighed kunne forudses på det tidspunkt, da overtrædelsen blev begået, navnlig henset til den på dette tidspunkt i retspraksis anlagte fortolkning af den pågældende lovbestemmelse.

Den omstændighed, at Kommissionen tidligere har pålagt bøder af en bestemt størrelsesorden for visse typer overtrædelser, kan dog ikke fratage den muligheden for at forhøje bødeniveauet inden for de i forordning nr. 17 angivne rammer, hvis det er nødvendigt for at gennemføre Fællesskabets konkurrencepolitik. Tværtimod er det en forudsætning for en effektiv gennemførelse af Fællesskabets konkurrenceregler, at Kommissionen til enhver tid kan tilpasse bødeniveauet efter konkurrencepolitikkens krav.

Virksomheder, der deltager i en administrativ procedure, som kan give anledning til pålæggelse af en bøde, kan derfor ikke have en berettiget forventning om, at der anvendes en bestemt metode for bødeberegningen, som har været anvendt tidligere.

(jf. præmis 87-91)