Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Tilnærmelse af lovgivningerne – ansvarsforsikring for motorkøretøjer – direktiv 90/232

(Rådets direktiv 90/232, art. 1)

2. Tilnærmelse af lovgivningerne – ansvarsforsikring for motorkøretøjer – direktiv 72/166, 84/5 og 90/232

(Rådets direktiv 72/166, 84/5 og 90/232, art. 1)

3. Institutionernes retsakter – direktiver – direkte virkning

(Art. 249, stk. 3, EF; Rådets direktiv 90/232, art. 1)

Sammendrag

1. Artikel 1 i tredje direktiv 90/232/EØF af 14. maj 1990 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, hvorefter den lovpligtige ansvarsforsikring for motorkøretøjer ikke dækker ansvar for personskader forvoldt på personer, der befinder sig i en del af et motorkøretøj, som ikke er bygget til og udstyret med sæder til passagerer.

Da adgangen til at gøre undtagelse fra forpligtelsen til at beskytte personer, der lider skade ved færdselsulykker, dels er fastlagt i fællesskabsretten, og gennemførelsen af de nævnte formål dels nødvendiggør ensartede retningslinjer for forsikringsdækning af passagerer på fællesskabsniveau, er medlemsstaterne ikke berettiget til at fastsætte supplerende begrænsninger for den lovpligtige forsikring af passagerer.

(jf. præmis 29 og 36 samt domskonkl. 1)

2. Direktiv 72/166, 84/5 og 90/232 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer tilsigter ikke en harmonisering af medlemsstaternes erstatningsansvarsordninger, men medlemsstaterne kan på fællesskabsrettens nuværende udviklingstrin frit fastsætte, hvilken erstatningsansvarsordning der skal gælde for skader, der forvoldes ved færdsel med motorkøretøjer. Medlemsstaterne er dog forpligtet til at sikre, at det erstatningsansvar, der gælder i henhold til deres nationale ret, er dækket af en forsikring i overensstemmelse med bestemmelserne i de nævnte tre direktiver.

Medlemsstaterne skal desuden udøve deres beføjelser på dette område under overholdelse af fællesskabsretten, navnlig tredje direktivs artikel 1, og de nationale retsforskrifter om erstatning af skader som følge af trafikulykker må ikke fratage denne artikel dens effektive virkning.

En national lovgivning, som er udformet på grundlag af generelle og abstrakte kriterier, må derfor ikke indebære, at en passagers ret til erstatning udelukkes eller begrænses uforholdsmæssigt alene af den grund, at den pågældende har medvirket til skadens indtræden. Erstatningen til skadelidte kan kun begrænses under særlige omstændigheder og efter en individuel vurdering under overholdelse af fællesskabsretten.

(jf. præmis 33-35)

3. Artikel 1 i tredje direktiv 90/232 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer opfylder alle de nødvendige betingelser for at have direkte virkning og tillægger derfor borgerne rettighederne, som de kan påberåbe sig direkte ved de nationale domstole. Det tilkommer dog den nationale ret at efterprøve, om denne bestemmelse kan påberåbes i forhold til et organ som Motor Insurers Bureau of Ireland.

Et direktiv kan ikke påberåbes i forhold til borgerne, men i forhold til staten, uanset i hvilken egenskab staten har handlet, dvs. som arbejdsgiver eller som offentlig myndighed. Blandt de organer, over for hvilke der kan støttes ret på bestemmelser i et direktiv, som kan have direkte virkning, hører også et organ, som – uanset dets retlige organisationsform – ved en retsakt udstedt af en offentlig myndighed har fået til opgave at yde offentlig servicevirksomhed under den offentlige myndigheds tilsyn, og som med henblik herpå har fået tillagt særlige beføjelser ud over dem, som følger af de regler, der finder anvendelse i forholdet mellem borgerne.

(jf. præmis 40 og 44 samt domskonkl. 2)