Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

Præjudicielle spørgsmål – legalitetsprøvelse – WTO-aftalerne kan ikke påberåbes med henblik på at anfægte en fællesskabsretsakts lovlighed – undtagelser – fællesskabsretsakt, som skal sikre gennemførelsen af WTO-aftalerne eller udtrykkeligt og præcist henviser hertil – afgørelse fra WTO’s tvistbilæggelsesorgan – forpligtelser påtaget af Fællesskabet – adgang til at påberåbe sig WTO-aftalerne – foreligger ikke

(Art. 234 EF)

Sammendrag

WTO-aftalerne udgør efter deres karakter og opbygning principielt ikke regler, på grundlag af hvilke Domstolen prøver lovligheden af fællesskabsinstitutionernes retsakter. Kun såfremt Fællesskabet har ønsket at opfylde en særlig inden for rammerne af WTO påtaget forpligtelse, eller når den pågældende fællesskabsretsakt udtrykkeligt henviser til bestemte bestemmelser i WTO-aftalerne, tilkommer det Domstolen at prøve den pågældende fællesskabsretsakts lovlighed efter WTO-bestemmelserne.

Fællesskabet har ikke, ved efter vedtagelsen af en afgørelse fra WTO’s tvistbilæggelsesorgan at have forpligtet sig til at efterkomme WTO’s regler og navnlig artikel I, stk. 1, og artikel XIII i GATT 1994, haft til hensigt inden for rammerne af WTO at påtage sig en særlig forpligtelse, som kan begrunde en undtagelse fra reglen om, at WTO’s regler ikke kan påberåbes for Fællesskabets retsinstanser, og som giver disse retsinstanser adgang til at efterprøve lovligheden af fællesskabsbestemmelserne i forhold til disse regler.

For det første spiller forhandlinger mellem parterne en væsentlig rolle i WTO’s tvistbilæggelsesordning, selv i tilfælde, hvor tvistbilæggelsesorganet har truffet afgørelse om, at foranstaltninger truffet af et medlem er uforenelige med WTO’s regler. Under disse omstændigheder vil et krav til de dømmende instanser om, at de skal undlade at anvende nationale regler, der er i strid med WTO-aftalerne, være ensbetydende med, at de kontraherende parters lovgivende eller udøvende myndigheder mister den bl.a. i henhold til overenskomstens artikel 22 bestående mulighed for, om end kun midlertidigt, at nå frem til en forhandlingsløsning.

For det andet ville det, såfremt det anerkendes, at det umiddelbart påhviler Fællesskabets retsinstanser at sikre fællesskabsrettens overensstemmelse med WTO’s regler, være ensbetydende med, at Fællesskabets lovgivende eller udøvende myndigheder mister den handlefrihed, som de tilsvarende myndigheder hos Fællesskabets handelspartnere nyder godt af.

En erhvervsdrivende kan derfor ikke for en medlemsstats domstole påberåbe sig, at fællesskabsforskrifter er uforenelige med bestemte af WTO’s regler, heller ikke selv om tvistbilæggelsesorganet har erklæret, at disse forskrifter er uforenelige med de nævnte regler.

(jf. præmis 39-42, 48, 53 og 54 samt domskonkl.)