Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Præjudicielle spørgsmål - forelæggelse for Domstolen - spørgsmålet, om forelæggelsesbeslutningen er truffet i overensstemmelse med de nationale bestemmelser vedrørende retternes sammensætning og virkemåde - ingen prøvelse ved Domstolen

(EF-traktaten, art. 177 (nu art. 234 EF))

2. Statsstøtte - påtænkte støtteforanstaltninger - forbud mod iværksættelse før Kommissionens endelige beslutning - direkte virkning - rækkevidde - de nationale retters forpligtelser - begrænsninger

(EF-traktaten, art. 93, stk. 3 (nu art. 88, stk. 3, EF))

3. Statsstøtte - forbud - undtagelser - støtte, der kan betragtes som forenelig med fællesmarkedet - støtte til miljøbeskyttelse - Kommissionens skøn

(EF-traktaten, art. 92, stk. 1 og 3 (efter ændring nu art. 87, stk. 1 og 3, EF))

4. Statsstøtte - begreb - delvis godtgørelse af energiafgifter, der ydes alle virksomheder på det nationale område - ikke omfattet

(EF-traktaten, art. 92 (efter ændring nu art. 87 EF))

5. Statsstøtte - begreb - foranstaltningen selektiv - delvis godtgørelse af energiafgifter, men kun til virksomheder, der producerer materielle goder - omfattet - begrundet i karakteren og opbygningen af den indførte ordning - ingen begrundelse

(EF-traktaten, art. 92 (efter ændring nu art. 87 EF))

Sammendrag

1. Under den i traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) fastsatte procedure tilkommer det ikke Domstolen at undersøge, om forelæggelseskendelsen er afsagt i overensstemmelse med de nationale bestemmelser vedrørende retternes sammensætning og virkemåde.

( jf. præmis 19 )

2. De nationale retters beføjelse med hensyn til kontrolordningen med statsstøtte er et resultat af den direkte virkning af det forbud mod at gennemføre påtænkte støtteforanstaltninger, som fremgår af traktatens artikel 93, stk. 3, sidste punktum (nu artikel 88, stk. 3, sidste punktum, EF), uden Kommissionens godkendelse. De nationale retter skal således over for borgerne sikre, at der drages alle konsekvenser af en tilsidesættelse af den pågældende bestemmelse i henhold til national ret, såvel med hensyn til gennemførelsesretsakternes gyldighed som med hensyn til tilbagesøgning af den finansielle støtte, der er tildelt i strid med den omhandlede traktatbestemmelse eller i givet fald i strid med foreløbige forholdsregler. Selv om de nationale retter i denne sammenhæng eventuelt skal tage stilling til, om en national foranstaltning skal kvalificeres som statsstøtte som omhandlet i traktaten, kan de dog ikke tage stilling til, om de pågældende støtteforanstaltninger er forenelige med fællesmarkedet, idet Kommissionen er enekompetent til at træffe afgørelse herom, under forbehold af Domstolens prøvelsesret.

( jf. præmis 26, 27 og 29 )

3. Det principielle forbud mod statsstøtte er hverken absolut eller ubetinget. Således tillægger traktatens artikel 92, stk. 3 (efter ændring nu artikel 87, stk. 3, EF), Kommissionen et vidt skøn ved afgørelsen af, om nærmere angivne støtteforanstaltninger som en undtagelse fra det almindelige forbud i traktatens artikel 92, stk. 1, skal erklæres for forenelige med fællesmarkedet. Miljøbeskyttelseshensyn kan herved udgøre et hensyn, i medfør af hvilket visse former for statsstøtte kan erklæres for forenelige med fællesmarkedet.

( jf. præmis 30 og 31 )

4. Nationale foranstaltninger, der fastsætter en delvis godtgørelse af energiafgifter på naturgas og elektricitet, udgør ikke statsstøtte som omhandlet i traktatens artikel 92 (efter ændring nu artikel 87 EF), såfremt de finder anvendelse på alle virksomheder på det nationale område, uanset deres aktivitet.

Som det fremgår af ordlyden af traktatens artikel 92, stk. 1, har en økonomisk fordel, som ydes af en medlemsstat, kun karakter af støtte, såfremt den frembyder en vis selektivitet og kan begunstige visse virksomheder eller visse produktioner. En statslig foranstaltning, som uden forskel er til fordel for alle virksomheder på det nationale område, kan følgelig ikke udgøre statsstøtte.

( jf. præmis 34-36 og domskonkl. 1 )

5. Med hensyn til anvendelsen af traktatens artikel 92 (efter ændring nu artikel 87 EF) er det uden betydning, om situationen for den, der formodes at være omfattet af foranstaltningen, er forbedret eller forværret i forhold til den tidligere retstilstand, eller om situationen ikke har udviklet sig med tiden. Der skal udelukkende tages stilling til, om en statslig foranstaltning som led i en bestemt retlig ordning kan begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, jf. traktatens artikel 92, stk. 1, i forhold til andre virksomheder, der under hensyntagen til det formål, der forfølges med den pågældende foranstaltning, befinder sig i en tilsvarende faktisk og retlig situation. En foranstaltning, som ganske vist udgør en fordel for modtageren, men som berettiges af karakteren eller opbygningen af den ordning, som den er et led i, opfylder imidlertid ikke denne betingelse om selektivitet.

Nationale foranstaltninger, der fastsætter en delvis godtgørelse af energiafgifter på naturgas og elektricitet, men hvorefter denne godtgørelse kun ydes til virksomheder, hvis hovedaktivitet påviseligt består i produktion af materielle goder, skal anses for statsstøtte som omhandlet i traktatens artikel 92. For det første gør hverken den omstændighed, at ordningen omfatter et stort antal virksomheder, eller at disse virksomheder hører til i forskelligartede og store erhvervssektorer, det muligt at fastslå, at en statslig foranstaltning udgør en generel økonomisk-politisk foranstaltning. Dernæst berettiges den omstændighed, at der ydes fordele til virksomheder, hvis hovedaktivitet er fremstilling af materielle goder, ikke af karakteren eller opbygningen af den afgiftsordning, der er indført i medfør af sådanne nationale foranstaltninger. Intet i de pågældende nationale bestemmelser giver således holdepunkter for at antage, at den godtgørelsesordning, der alene omfatter virksomheder, der hovedsagelig fremstiller materielle goder, kan udlægges som en rent midlertidig foranstaltning, som gradvis skal tilpasses den nye ordning som følge af, at de pågældende virksomheder rammes uforholdsmæssigt hårdt af ordningen. Dernæst kan såvel virksomheder, der leverer tjenesteydelser, som virksomheder, der fremstiller materielle goder, være store energiforbrugere. Endelig kan de økologiske hensyn, der ligger til grund for de pågældende foranstaltninger, ikke begrunde, at tjenesteydelsesvirksomheders anvendelse af naturgas og elektricitet behandles anderledes end anvendelsen af de pågældende energikilder af virksomheder, der fremstiller materielle goder, eftersom begge grupper af virksomheders energiforbrug er lige skadeligt for miljøet.

( jf. præmis 41, 42, 48-52 og 55 samt domskonkl. 2 )