Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Fællesskabsret - rettigheder tillagt borgerne - en medlemsstats tilsidesættelse - pligt til at erstatte det tab, der er forvoldt borgerne af et offentligretligt organ - dette organs ansvar kan pådrages ved siden af selve medlemsstatens ansvar

2. Fællesskabsret - rettigheder tillagt borgerne - en medlemsstats tilsidesættelse - pligt til at erstatte det tab, der er forvoldt borgerne - betingelser - tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse - begreb

3. Fri bevægelighed for personer - etableringsfrihed - fri udveksling af tjenesteydelser - tandlæger - sygeforsikringsanerkendelse af en person, der er statsborger i en anden medlemsstat - krav om sprogkundskaber - lovligt - grænser

(EF-traktaten, art. 52 (efter ændring nu art. 43 EF); Rådets direktiv 78/686, art. 3)

Sammendrag

1. Det påhviler enhver medlemsstat at sikre, at borgerne opnår erstatning for den skade, de tilføjes ved manglende overholdelse af fællesskabsretten, uanset hvilken offentlig myndighed der er skyld i denne tilsidesættelse, og uanset hvem der i princippet er forpligtet til at betale erstatningen i henhold til den pågældende medlemsstats ret.

Betaling af erstatning for skader, der er forvoldt borgerne ved administrative foranstaltninger, som er truffet under tilsidesættelse af fællesskabsretten, skal imidlertid ikke nødvendigvis foretages af medlemsstaten selv for at opfylde dens forpligtelser i henhold til fællesskabsretten. I medlemsstater, hvori visse lovgivningsmæssige eller administrative opgaver på decentral vis varetages af lokale kollektive enheder, der har en vis autonomi, eller ethvert andet offentligretligt organ, som i retlig henseende er adskilt fra staten, kan betaling af erstatning for skader, der er forvoldt borgerne ved foranstaltninger, som er truffet af et offentligretligt organ, således foretages af dette organ.

Fællesskabsretten er heller ikke til hinder for, at det ansvar, der påhviler et offentligretligt organ for skade, der er forvoldt borgerne ved foranstaltninger, som det har truffet under tilsidesættelse af fællesskabsretten, vil kunne pådrages ved siden af selve medlemsstatens ansvar.

( jf. præmis 27, 29, 31, 32 og 34 samt domskonkl. 1 )

2. Ved afgørelsen af, om der er tale om en kvalificeret tilsidesættelse af fællesskabsretten - som en af betingelserne for, at en medlemsstat kan tilpligtes at erstatte det tab, der er forvoldt borgere på grund af tilsidesættelser af fællesskabsretten, der kan tilregnes medlemsstaten - skal der tages hensyn til det skøn, som den pågældende medlemsstat har. Skønnets eksistens og udstrækning skal afgøres i forhold til fællesskabsretten og ikke i forhold til national ret. Det skøn, der eventuelt i national ret er tilstået den tjenestemand eller den institution, der tilsidesætter fællesskabsretten, er således uden betydning i denne forbindelse.

For at afgøre, om en medlemsstats blotte overtrædelse af fællesskabsretten udgør en tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse, skal den nationale ret, der skal tage stilling til en erstatningspåstand, tage hensyn til alle de momenter i den konkrete sag, der er blevet forelagt den. Disse momenter er bl.a.: hvor klar og præcis den tilsidesatte bestemmelse er, om overtrædelsen er begået eller tabet er forvoldt forsætligt eller uagtsomt, om en eventuel retsvildfarelse er undskyldelig eller uundskyldelig, den omstændighed, at en fællesskabsinstitutions holdning kan have været medvirkende til vedtagelsen eller opretholdelsen af nationale foranstaltninger eller praksis i strid med fællesskabsretten.

( jf. præmis 36, 40-43 og 49 samt domskonkl. 2 )

3. De kompetente myndigheder i en medlemsstat kan gøre en sygeforsikringsanerkendelse af en tandlæge, der er statsborger i en anden medlemsstat, der er etableret i den første medlemsstat og har den fornødne tilladelse dér, men som ikke er i besiddelse af et af de eksamensbeviser, der er nævnt i artikel 3 i direktiv 78/686 om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser for tandlæger og om foranstaltninger, der skal lette den faktiske udøvelse af retten til etablering og fri udveksling af tjenesteydelser, betinget af, at vedkommende har de sproglige kundskaber, der er nødvendige for udøvelsen af hans erhvervsmæssige virksomhed i etableringsmedlemsstaten.

Pålideligheden af kommunikationen mellem tandlægen og patienten udgør, ligesom kommunikationen med de administrative myndigheder og faglige organer i denne henseende, et tvingende samfundsmæssigt hensyn, der efter sin natur kan begrunde, at sygesikringsanerkendelse af en tandlæge underlægges betingelser af sproglig art. Det er dog af betydning, at sådanne sproglige krav ikke går videre end, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål. Det er herved i de patienters interesse, hvis modersmål er et andet end nationalsproget, at der findes et vist antal tandlæger, der ligeledes er i stand til at kommunikere med disse personer på deres eget sprog.

( jf. præmis 59-61 og domskonkl. 3 )