This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 62013CJ0327
Burgo Group
Burgo Group
Sag C‑327/13
Burgo Group SpA
mod
Illochroma SA
og
Jérôme Theetten
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Cour d’appel de Bruxelles)
»Præjudiciel forelæggelse — retligt samarbejde i civile sager — insolvensbehandling — begrebet »forretningssted« — koncern — forretningssted — ret til at indlede en sekundær insolvensbehandling — kriterier — person bemyndiget til at begære indledning af en sekundær insolvensbehandling«
Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 4. september 2014
Retligt samarbejde i civile sager – insolvensbehandling – forordning nr. 1346/2000 – international kompetence til at indlede insolvensbehandling – sekundær insolvensbehandling – skyldner, som ejer et forretningssted på den medlemsstats område, hvor dets vedtægtsmæssige hjemsted er beliggende – begrebet forretningssted – forretningssted med status af juridisk person – omfattet – kriterier
[Rådets forordning nr. 1346/2000, art. 2, litra h), og art. 3, stk. 2]
Retligt samarbejde i civile sager – insolvensbehandling – forordning nr. 1346/2000 – international kompetence til at indlede insolvensbehandling – sekundær insolvensbehandling – person bemyndiget til at begære indledning af en sekundær insolvensbehandling – bedømmelse i forhold til national ret – begrænsning til kreditorer, der er bosiddende eller har deres hjemsted i den medlemsstat, på hvis område det omhandlede forretningssted er beliggende, eller til kreditorer, hvis fordring er opstået i forbindelse med dette forretningssteds drift – uanvendelighed
[Rådets forordning nr. 1346/2000, art. 29, litra b)]
Retligt samarbejde i civile sager – insolvensbehandling – forordning nr. 1346/2000 – international kompetence til at indlede insolvensbehandling – sekundær insolvensbehandling – indledning af en sekundær insolvensbehandling i en hovedinsolvensbehandling – hensyntagen til hensigtsmæssighedskriterier – anvendelse af national ret – betingelser
(Rådets forordning nr. 1346/2000)
Artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 1346/2000 om konkurs skal fortolkes således, at et selskab i forbindelse med dets likvidation i en anden medlemsstat end den, hvor det har hjemsted, ligeledes kan være genstand for en sekundær insolvensbehandling i den anden medlemsstat, hvor selskabet har hjemsted, og hvor det har status af juridisk person.
Artikel 2, litra h), udelukker således for det første ikke, at et forretningssted som omhandlet i denne bestemmelse kan udgøre en juridisk person, som befinder sig i den medlemsstat, hvor dette selskab har nævnte hjemsted, hvis det opfylder de i denne bestemmelse opstillede kriterier.
Hvis begrebet »forretningssted« skal fortolkes således, at det kan omfatte et skyldnerselskabs sted, som opfylder de betingelser, der udtrykkeligt fremgår af forordningens artikel 2, litra h), og befinder sig på den medlemsstats område, hvor dette selskabs vedtægtsmæssige hjemsted er beliggende, ville de »lokale interesser«, herunder navnlig interesserne for de kreditorer, der er etableret i denne medlemsstat, for det andet blive frataget den i forordningen fastsatte beskyttelse i form af indledningen af en sekundær insolvensbehandling i nævnte medlemsstat. Endelig vil en sådan fortolkning medføre en forskelsbehandling af de kreditorer, der er etableret i den medlemsstat, hvor skyldnerselskabet har sit hjemsted, i forhold til bl.a. kreditorer, der er etableret i andre medlemsstater, hvor skyldnerens andre forretningssteder i givet fald befinder sig.
(jf. præmis 32, 35, 38 og 39 samt domskonkl.)
Artikel 29, litra b), i forordning nr. 1346/2000 om konkurs skal fortolkes således, at spørgsmålet om, hvilken person eller myndighed der har ret til at indgive begæringen om en sekundær insolvensbehandling, skal vurderes på grundlag af den nationale lovgivning i den medlemsstat, på hvis område begæringen om indledning af en sådan insolvensbehandling er indgivet. Retten til at indgive en begæring om indledning af en sekundær insolvensbehandling kan imidlertid ikke være begrænset til kun at gælde kreditorer, der er bosiddende eller har deres hjemsted i den medlemsstat, på hvis område det omhandlede forretningssted er beliggende, eller kun til de kreditorer, hvis fordring stammer fra dette forretningssteds drift.
Ved vedtagelsen af de nationale bestemmelser, der regulerer spørgsmålet om, hvilke personer der har ret til at indgive en begæring om indledning af en sekundær insolvensbehandling, er medlemsstaterne således forpligtede til at sikre forordningens effektive virkning under hensyntagen til formålet hermed. For det første har forordningens bestemmelser om en kreditors ret til at indgive en begæring om indledning af en sekundær insolvensbehandling dog bl.a. til formål at afbøde virkningerne af den universelle anvendelse af den medlemsstats ret, på hvis område hovedinsolvensbehandlingen er indledt, ved på visse betingelser at give ret til at indlede sekundære insolvensbehandlinger med henblik på at beskytte de forskellige interesser, som omfatter andre interesser end de lokale interesser.
For det andet er der i forordningen tydelig forskel på de territoriale insolvensbehandlinger, der er indledt inden indledningen af en hovedinsolvensbehandling, og de sekundære insolvensbehandlinger. Det er kun i forhold til førstnævnte insolvensbehandlinger, at retten til at begære dem indledt kun tildeles kreditorer, der har deres bopæl, sædvanlige opholdssted eller hjemsted i den medlemsstat, hvor det pågældende forretningssted befinder sig, eller hvis fordring er opstået i forbindelse med forretningsstedets drift. Heraf følger modsætningsvis, at disse begrænsninger ikke finder anvendelse på sekundære insolvensbehandlinger.
Endelig udgør en eventuel mulighed for at begrænse retten til at begære indledning af en sekundær insolvensbehandling til kun lokale kreditorer imidlertid en indirekte forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, som er forbudt.
(jf. præmis 46-51 og domskonkl.)
Forordning nr. 1346/2000 skal fortolkes således, at når hovedinsolvensbehandlingen er en likvidation, er hensyntagen til hensigtsmæssighedskriterier, som foretages af den ret, der har fået forelagt en begæring om indledning af en sekundær insolvensbehandling, omfattet af den nationale lovgivning i den medlemsstat, på hvis område begæringen om indledning af denne insolvensbehandling er indgivet. Medlemsstaterne skal dog, når de fastlægger betingelserne for indledning af en sekundær insolvensbehandling, respektere EU-retten, herunder navnlig dens generelle principper samt bestemmelserne i forordning nr. 1346/2000.
Den ret, som får forelagt en begæring om indledning af en sekundær insolvensbehandling, skal desuden under anvendelsen af national lovgivning tage de formål i betragtning, som muligheden for at indlede en sådan insolvensbehandling forfølger.
Når en sekundær insolvensbehandling er indledt, skal den ret, der har indledt denne insolvensbehandling, endelig tage formålene med hovedinsolvensbehandlingen i betragtning og tage hensyn til forordningens opbygning under overholdelse af princippet om loyalt samarbejde.
(jf. præmis 65-67 og domskonkl.)