Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Nye medlemsstaters tiltrædelse af Fællesskaberne – tiltrædelsesakten af 2003 – nødvendige tilpasninger af aktens bestemmelser vedrørende den fælles landbrugspolitik – begreb

(Tiltrædelsesakten af 2003, art. 23)

2. Nye medlemsstaters tiltrædelse af Fællesskaberne – tiltrædelsesakten af 2003 – nødvendige tilpasninger af aktens bestemmelser vedrørende den fælles landbrugspolitik – afgørelse 2004/281

(Tiltrædelsesakten af 2003, art. 23; Rådets afgørelse 2004/281, art. 1, nr. 5)

Sammendrag

1. Formålet med artikel 23 i akten vedrørende vilkårene for Den Tjekkiske Republiks, Republikken Estlands, Republikken Cyperns, Republikken Letlands, Republikken Litauens, Republikken Ungarns, Republikken Maltas, Republikken Polens, Republikken Sloveniens og Den Slovakiske Republiks tiltrædelse og tilpasningerne af de traktater, der danner grundlag for Den Europæiske Union, var at give Rådet mulighed for at vedtage de nødvendige bestemmelser for at sikre, at akten var i overensstemmelse med de ændringer i lovgivningen, der fulgte af institutionernes lovgivningsmæssige aktiviteter inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik i perioden mellem underskrivelsen af akten og de nye medlemsstaters faktiske tiltrædelse. Denne tildeling af beføjelser kan imidlertid ikke fortolkes udvidende uden at tilsidesætte resultaterne af forhandlingerne om tiltrædelsesbetingelserne for de pågældende stater.

Begrebet tilpasning skal således begrænses til foranstaltninger, som under ingen omstændigheder kan have indflydelse på anvendelsesområdet for en af tiltrædelsesaktens bestemmelser vedrørende den fælles landbrugspolitik eller ændre indholdet væsentligt, men som alene udgør tilpasninger, som skal sikre sammenhængen mellem akten og de nye bestemmelser vedtaget af Fællesskabets institutioner i perioden mellem underskrivelsen af tiltrædelsesakten og selve tiltrædelsen.

Hvad angår kravet om, at vedtagelsen af en sådan foranstaltning skal være nødvendig, følger et sådant krav direkte af enhver ændring af fællesskabsreglerne som følge af en ny lovgivning fra Fællesskabets institutioners side, som berører den fælles landbrugspolitik og bevirker, at der skabes en uoverensstemmelse mellem bestemmelserne i tiltrædelsesakten og den nye ordning, som følger af ændringen.

(jf. præmis 44, 45, 48 og 49)

2. Rådet har ikke ved vedtagelsen af afgørelse 2004/281/EF af 22. marts 2004 om tilpasning af akten vedrørende vilkårene for Den Tjekkiske Republiks, Republikken Estlands, Republikken Cyperns, Republikken Letlands, Republikken Litauens, Republikken Ungarns, Republikken Maltas, Republikken Polens, Republikken Sloveniens og Den Slovakiske Republiks tiltrædelse og tilpasningerne af de traktater, der danner grundlag for Den Europæiske Union, som følge af reformen af den fælles landbrugspolitik overskredet de beføjelser, der er blevet tillagt det ved tiltrædelsesaktens artikel 23 med henblik på at gennemføre de tilpasninger af bestemmelserne i denne akt vedrørende den fælles landbrugspolitik, som kan vise sig nødvendige på grund af en ændring af fællesskabsreglerne.

Ifølge forordning nr. 1259/1999 om fastlæggelse af fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte skulle ordningen med gradvis indførelse finde anvendelse på alle direkte betalinger tildelt inden for de i forordningens artikel 1 nævnte støtteordninger. Det væsentligste kriterium, der definerer forordningens anvendelsesområde, er betingelsen i forordningens artikel 1 og ikke, om støtteordningen er medtaget i bilaget til forordningen, idet bilaget alene er en konkretisering af denne bestemmelse.

For så vidt angår de direkte betalinger i de nye medlemsstater blev princippet om en generel anvendelse af den såkaldte »phasing-in«-mekanisme på alle direkte støtteordninger vedtaget under tiltrædelsesforhandlingerne og udtrykkeligt fastlagt i tiltrædelsesakten, som indførte artikel 1a i denne forordning. Desuden fastsætter artikel 1, stk. 5, i afgørelse 2004/281 alene gradvis indførelse af direkte betalinger i de nye medlemsstater efter samme plan og samme procentsatser som dem, der tidligere var fastsat i forordningens artikel 1a, som ændret ved tiltrædelsesakten. Det kan således ikke antages, at den anfægtede afgørelse indførte en væsentlig ændring hverken af anvendelsesområdet for den såkaldte »phasing-in«-mekanisme eller af det væsentligste indhold af de forpligtelser og rettigheder, der følger heraf.

Endvidere befandt landbruget i de nye medlemsstater sig i en helt anderledes situation end landbruget i de gamle medlemsstater, hvilket retfærdiggjorde en gradvis anvendelse af fællesskabsstøtten, navnlig ordningerne for direkte støtte, for ikke at forstyrre den nødvendige omstrukturering, der var i gang i landbrugssektoren i de nye medlemsstater. Det fremgår heraf, at disse stater befinder sig i en situation, der ikke kan sammenlignes med situationen for de gamle medlemsstater, der drager fordel af de direkte støtteordninger uden begrænsninger, hvilket forhindrer en reel sammenligning.

Da den anfægtede afgørelse gentager princippet og gennemførelsesbestemmelserne for den såkaldte »phasing-in«-mekanisme, således som disse var indført i tiltrædelsesakten, uden at udvide rækkevidden heraf, kan det endelig ikke antages, at afgørelsen sår tvivl om det kompromis, som blev opnået ved tiltrædelsesforhandlingerne, og den tilsidesætter derfor ikke princippet om god tro.

(jf. præmis 55, 66, 67, 76, 78-80, 87, 88 og 92)