EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62013CJ0562

Abdida

Sag C-562/13

Centre public d’action sociale d’Ottignies-Louvain-la-Neuve

mod

Moussa Abdida

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af cour du travail de Bruxelles)

»Præjudiciel forelæggelse — Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder — artikel 19, stk. 2, og artikel 47 — direktiv 2004/83/EF — minimumsstandarder for anerkendelse af flygtningestatus eller subsidiær beskyttelsesstatus — person, der er berettiget til subsidiær beskyttelse — artikel 15, litra b) — tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, som en ansøger udsættes for i dennes hjemland — artikel 3 — gunstigere standarder — ansøger, der lider af en alvorlig sygdom — ingen passende behandling tilgængelig i hjemlandet — direktiv 2008/115/EF — tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold — artikel 13 — retsmidler med opsættende virkning — artikel 14 — garantier i perioden frem til tilbagesendelsen — grundlæggende behov«

Sammendrag – Domstolens dom (Store Afdeling) af 18. december 2014

Grænsekontrol, asyl og indvandring – indvandringspolitik – tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold – statsborger, som er genstand for en tilbagesendelsesprocedure som omhandlet i direktiv 2008/115 – national lovgivning, som ikke fastsætter opsættende virkning for et retsmiddel, der er bragt i anvendelse til prøvelse af en afgørelse, som pålægger en tredjelandsstatsborger, der lider af en alvorlig sygdom, at forlade en medlemsstats område – fuldbyrdelse af nævnte afgørelse kan udsætte statsborgeren for en alvorlig risiko for alvorlig og uafvendelig forværring af den pågældendes helbred – ikke tilladt – manglende dækning af denne tredjelandsstatsborgers grundlæggende behov med henblik på at sikre faktisk dækning af akut lægebehandling og absolut nødvendig behandling af sygdommen frem til procedurens afslutning – ikke tilladt

[Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 19, stk. 2, og art. 47; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115, art. 5, art. 12, stk. 1, art. 13, stk. 1, og art. 14, stk. 1, litra b)]

Artikel 5 og 13 i direktiv 2008/115 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, sammenholdt med artikel 19, stk. 2, samt artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og dette direktivs artikel 14, stk. 1, litra b), skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning:

som ikke fastsætter opsættende virkning for et retsmiddel, der er bragt i anvendelse til prøvelse af en afgørelse, som pålægger en tredjelandsstatsborger, der lider af en alvorlig sygdom, at forlade en medlemsstats område, såfremt fuldbyrdelsen af denne afgørelse kan udsætte denne tredjelandsstatsborger for en alvorlig risiko for alvorlig og uafvendelig forværring af den pågældendes helbred, og

som ikke fastsætter, at denne tredjelandsstatsborgers grundlæggende behov så vidt muligt dækkes med henblik på at sikre, at akut lægebehandling og absolut nødvendig behandling af sygdommen faktisk kan ydes i den periode, hvor medlemsstaten er forpligtet til at udsætte udsendelsen af denne tredjelandsstatsborger som følge af anvendelsen af dette retsmiddel.

Hvad for det første angår kendetegnene ved det retsmiddel, som skal kunne bringes i anvendelse til prøvelse af en sådan afgørelse om tilbagesendelse, fremgår det således af artikel 13, stk. 1, i direktiv 2008/115, sammenholdt med direktivets artikel 12, stk. 1, at en tredjelandsstatsborger skal have adgang til effektive retsmidler til at klage over eller søge prøvning af en afgørelse om tilbagesendelse, der vedrører den pågældende. Direktivet foreskriver dog ikke, at de retsmidler, der er fastsat i dets artikel 13, stk. 1, nødvendigvis skal have opsættende virkning.

Kendetegnene ved dette retsmiddel skal imidlertid fastlægges i overensstemmelse med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, som udgør en bekræftelse af princippet om effektiv domstolsbeskyttelse, og hvorefter enhver, hvis rettigheder og friheder som sikret af EU-retten er blevet krænket, skal have adgang til effektive retsmidler for en domstol under overholdelse af de betingelser, der er fastsat i nævnte artikel.

I ganske særlige undtagelsestilfælde, hvor udsendelsen af en tredjelandsstatsborger, der lider af en alvorlig sygdom, til et land, hvor der ikke findes passende behandling, ville være i strid med princippet om non-refoulement, kan medlemsstaterne herved i henhold til artikel 5 i direktiv 2008/115, sammenholdt med artikel 19, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder således ikke foretage denne udsendelse. Disse ganske særlige undtagelsestilfælde er kendetegnet ved deres alvorlighed og den uoprettelige karakter af den skade, der vil følge af udsendelsen af en tredjelandsstatsborger til et land, hvor der er alvorlig risiko for, at den pågældende udsættes for umenneskelig eller nedværdigende behandling. Effektiviteten af retsmidlet til prøvelse af en afgørelse om tilbagesendelse, hvis fuldbyrdelse kan udsætte den omhandlede tredjelandsstatsborger for en alvorlig risiko for alvorlig og uafvendelig forværring af den pågældendes helbred, kræver under disse omstændigheder, at tredjelandsstatsborgeren råder over et retsmiddel med opsættende virkning med henblik på at sikre, at afgørelsen om tilbagesendelse ikke fuldbyrdes, inden et klagepunkt vedrørende en tilsidesættelse af artikel 5 i direktiv 2008/115, sammenholdt med artikel 19, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder har haft mulighed for at blive behandlet af en kompetent myndighed.

Hvad for det andet angår de garantier, som en medlemsstat i henhold til artikel 14 i direktiv 2008/115 er forpligtet til at indrømme en tredjelandsstatsborger, der lider af en alvorlig sygdom, indtil der træffes afgørelse i det søgsmål, som den pågældende har anlagt til prøvelse af en afgørelse om tilbagesendelse, hvis fuldbyrdelse kan udsætte den omhandlede tredjelandsstatsborger for en alvorlig risiko for alvorlig og uafvendelig forværring af den pågældendes helbred, bestemmer nævnte direktivs artikel 9, stk. 1, litra b), at medlemsstaterne udsætter en udsendelse, så længe der indrømmes suspension i henhold til direktivets artikel 13, stk. 2. Det fremgår således af direktivets almindelige opbygning, at artikel 9, stk. 1, litra b), skal omfatte alle de situationer, hvor en medlemsstat er forpligtet til at udsætte fuldbyrdelsen af en afgørelse om tilbagesendelse som følge af, at der er bragt et retsmiddel i anvendelse til prøvelse af denne afgørelse.

I henhold til direktivets artikel 14, stk. 1, litra b), skal den pågældende medlemsstat i en sådan situation derfor så vidt muligt dække de grundlæggende behov for en tredjelandsstatsborger, der lider af en alvorlig sygdom, såfremt denne tredjelandsstatsborger ikke har midler til selv at kunne sørge herfor. Sikringen af akut lægebehandling og absolut nødvendig behandling af sygdom som fastsat i direktivets artikel 14, stk. 1, litra b), kan nemlig være uden faktisk virkning, hvis den ikke ledsages af en dækning af den omhandlede tredjelandsstatsborgers grundlæggende behov. Det tilkommer imidlertid medlemsstaterne at fastlægge, hvilken form denne dækning af den omhandlede tredjelandsstatsborgers grundlæggende behov skal antage.

(jf. præmis 43-45, 48, 50, 53, 56, 57, 59-61 og 63 samt domskonkl.)

Top

Sag C-562/13

Centre public d’action sociale d’Ottignies-Louvain-la-Neuve

mod

Moussa Abdida

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af cour du travail de Bruxelles)

»Præjudiciel forelæggelse — Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder — artikel 19, stk. 2, og artikel 47 — direktiv 2004/83/EF — minimumsstandarder for anerkendelse af flygtningestatus eller subsidiær beskyttelsesstatus — person, der er berettiget til subsidiær beskyttelse — artikel 15, litra b) — tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, som en ansøger udsættes for i dennes hjemland — artikel 3 — gunstigere standarder — ansøger, der lider af en alvorlig sygdom — ingen passende behandling tilgængelig i hjemlandet — direktiv 2008/115/EF — tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold — artikel 13 — retsmidler med opsættende virkning — artikel 14 — garantier i perioden frem til tilbagesendelsen — grundlæggende behov«

Sammendrag – Domstolens dom (Store Afdeling) af 18. december 2014

Grænsekontrol, asyl og indvandring — indvandringspolitik — tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold — statsborger, som er genstand for en tilbagesendelsesprocedure som omhandlet i direktiv 2008/115 — national lovgivning, som ikke fastsætter opsættende virkning for et retsmiddel, der er bragt i anvendelse til prøvelse af en afgørelse, som pålægger en tredjelandsstatsborger, der lider af en alvorlig sygdom, at forlade en medlemsstats område — fuldbyrdelse af nævnte afgørelse kan udsætte statsborgeren for en alvorlig risiko for alvorlig og uafvendelig forværring af den pågældendes helbred — ikke tilladt — manglende dækning af denne tredjelandsstatsborgers grundlæggende behov med henblik på at sikre faktisk dækning af akut lægebehandling og absolut nødvendig behandling af sygdommen frem til procedurens afslutning — ikke tilladt

[Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 19, stk. 2, og art. 47; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115, art. 5, art. 12, stk. 1, art. 13, stk. 1, og art. 14, stk. 1, litra b)]

Artikel 5 og 13 i direktiv 2008/115 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, sammenholdt med artikel 19, stk. 2, samt artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og dette direktivs artikel 14, stk. 1, litra b), skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning:

som ikke fastsætter opsættende virkning for et retsmiddel, der er bragt i anvendelse til prøvelse af en afgørelse, som pålægger en tredjelandsstatsborger, der lider af en alvorlig sygdom, at forlade en medlemsstats område, såfremt fuldbyrdelsen af denne afgørelse kan udsætte denne tredjelandsstatsborger for en alvorlig risiko for alvorlig og uafvendelig forværring af den pågældendes helbred, og

som ikke fastsætter, at denne tredjelandsstatsborgers grundlæggende behov så vidt muligt dækkes med henblik på at sikre, at akut lægebehandling og absolut nødvendig behandling af sygdommen faktisk kan ydes i den periode, hvor medlemsstaten er forpligtet til at udsætte udsendelsen af denne tredjelandsstatsborger som følge af anvendelsen af dette retsmiddel.

Hvad for det første angår kendetegnene ved det retsmiddel, som skal kunne bringes i anvendelse til prøvelse af en sådan afgørelse om tilbagesendelse, fremgår det således af artikel 13, stk. 1, i direktiv 2008/115, sammenholdt med direktivets artikel 12, stk. 1, at en tredjelandsstatsborger skal have adgang til effektive retsmidler til at klage over eller søge prøvning af en afgørelse om tilbagesendelse, der vedrører den pågældende. Direktivet foreskriver dog ikke, at de retsmidler, der er fastsat i dets artikel 13, stk. 1, nødvendigvis skal have opsættende virkning.

Kendetegnene ved dette retsmiddel skal imidlertid fastlægges i overensstemmelse med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, som udgør en bekræftelse af princippet om effektiv domstolsbeskyttelse, og hvorefter enhver, hvis rettigheder og friheder som sikret af EU-retten er blevet krænket, skal have adgang til effektive retsmidler for en domstol under overholdelse af de betingelser, der er fastsat i nævnte artikel.

I ganske særlige undtagelsestilfælde, hvor udsendelsen af en tredjelandsstatsborger, der lider af en alvorlig sygdom, til et land, hvor der ikke findes passende behandling, ville være i strid med princippet om non-refoulement, kan medlemsstaterne herved i henhold til artikel 5 i direktiv 2008/115, sammenholdt med artikel 19, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder således ikke foretage denne udsendelse. Disse ganske særlige undtagelsestilfælde er kendetegnet ved deres alvorlighed og den uoprettelige karakter af den skade, der vil følge af udsendelsen af en tredjelandsstatsborger til et land, hvor der er alvorlig risiko for, at den pågældende udsættes for umenneskelig eller nedværdigende behandling. Effektiviteten af retsmidlet til prøvelse af en afgørelse om tilbagesendelse, hvis fuldbyrdelse kan udsætte den omhandlede tredjelandsstatsborger for en alvorlig risiko for alvorlig og uafvendelig forværring af den pågældendes helbred, kræver under disse omstændigheder, at tredjelandsstatsborgeren råder over et retsmiddel med opsættende virkning med henblik på at sikre, at afgørelsen om tilbagesendelse ikke fuldbyrdes, inden et klagepunkt vedrørende en tilsidesættelse af artikel 5 i direktiv 2008/115, sammenholdt med artikel 19, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder har haft mulighed for at blive behandlet af en kompetent myndighed.

Hvad for det andet angår de garantier, som en medlemsstat i henhold til artikel 14 i direktiv 2008/115 er forpligtet til at indrømme en tredjelandsstatsborger, der lider af en alvorlig sygdom, indtil der træffes afgørelse i det søgsmål, som den pågældende har anlagt til prøvelse af en afgørelse om tilbagesendelse, hvis fuldbyrdelse kan udsætte den omhandlede tredjelandsstatsborger for en alvorlig risiko for alvorlig og uafvendelig forværring af den pågældendes helbred, bestemmer nævnte direktivs artikel 9, stk. 1, litra b), at medlemsstaterne udsætter en udsendelse, så længe der indrømmes suspension i henhold til direktivets artikel 13, stk. 2. Det fremgår således af direktivets almindelige opbygning, at artikel 9, stk. 1, litra b), skal omfatte alle de situationer, hvor en medlemsstat er forpligtet til at udsætte fuldbyrdelsen af en afgørelse om tilbagesendelse som følge af, at der er bragt et retsmiddel i anvendelse til prøvelse af denne afgørelse.

I henhold til direktivets artikel 14, stk. 1, litra b), skal den pågældende medlemsstat i en sådan situation derfor så vidt muligt dække de grundlæggende behov for en tredjelandsstatsborger, der lider af en alvorlig sygdom, såfremt denne tredjelandsstatsborger ikke har midler til selv at kunne sørge herfor. Sikringen af akut lægebehandling og absolut nødvendig behandling af sygdom som fastsat i direktivets artikel 14, stk. 1, litra b), kan nemlig være uden faktisk virkning, hvis den ikke ledsages af en dækning af den omhandlede tredjelandsstatsborgers grundlæggende behov. Det tilkommer imidlertid medlemsstaterne at fastlægge, hvilken form denne dækning af den omhandlede tredjelandsstatsborgers grundlæggende behov skal antage.

(jf. præmis 43-45, 48, 50, 53, 56, 57, 59-61 og 63 samt domskonkl.)

Top