Sag C-8/08

T-Mobile Netherlands BV m.fl.

mod

Raad van bestuur van de Nederlandse Mededingingsautoriteit

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af College van Beroep voor het bedrijfsleven)

»Anmodning om præjudiciel afgørelse — artikel 81, stk. 1, EF — begrebet »samordnet praksis« — årsagssammenhæng mellem samordningen og de deltagende virksomheders adfærd på markedet — bedømmelse i henhold til de nationale retsregler — tilstrækkeligt med et enkelt møde eller betingelse om en vedvarende og regelmæssig samordning«

Forslag til afgørelse fra generaladvokat J. Kokott fremsat den 19. februar 2009   I ‐ 4533

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 4. juni 2009   I ‐ 4562

Sammendrag af dom

1. Konkurrence – aftaler – samordnet praksis – begreb – konkurrencebegrænsende formål eller virkning – bedømmelseskriterier – anvendelse af samme kriterier på en aftale, beslutning eller samordnet praksis

   (Art. 81, stk. 1, EF)

2. Konkurrence – aftaler – samordnet praksis – konkurrencebegrænsning – bedømmelseskriterier – konkurrencebegrænsende formål – tilstrækkelig konstatering

   (Art. 81, stk. 1, EF)

3. Konkurrence – aftaler – samordnet praksis – begreb – konkurrencebegrænsende formål – bedømmelseskriterier

   (Art. 81, stk. 1, EF)

4. Konkurrence – fællesskabsregler – ufravigelighed – anvendelse af egen drift af de nationale domstole

   (Art. 81 EF)

5. Konkurrence – aftaler – samordnet praksis – begreb – krav om årsagsforbindelse mellem samordningen og virksomhedernes adfærd på markedet – formodning for en sådan årsagsforbindelse – de nationale retters pligt til at anvende denne formodning

   (Art. 81, stk. 1, EF)

6. Konkurrence – aftaler – samordnet praksis – begreb – krav om årsagsforbindelse mellem samordningen og virksomhedernes adfærd på markedet – formodning for en sådan årsagsforbindelse

   (Art. 81, stk. 1, EF)

1.  Begreberne aftale, vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder og samordnet praksis omfatter fra et subjektivt standpunkt former for hemmelig forståelse, som er af samme karakter, og som kun adskiller sig fra hinanden ved deres grad og den form, hvorunder de kommer til udtryk. De kriterier, som gør det muligt at vurdere, om en adfærd har til formål eller til følge at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen, finder derfor anvendelse, uanset om der er tale om en aftale, en vedtagelse eller en samordnet praksis.

   (jf. præmis 23 og 24)

2.  Ved vurderingen af, om en samordnet praksis er forbudt i medfør af artikel 81, stk. 1, EF, er det ikke nødvendigt at tage hensyn til dens konkrete virkninger, når det fremgår, at den samordnede praksis har til formål at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen inden for det fælles marked. Sondringen mellem overtrædelser efter formål og efter virkning skyldes den omstændighed, at visse former for hemmelige aftaler mellem virksomheder i sagens natur kan betragtes som skadelige for de normale konkurrencevilkår. Det er derfor ikke nødvendigt at undersøge virkningen af en samordnet praksis, hvis det allerede er godtgjort, at den har et konkurrencebegrænsende formål.

   (jf. præmis 29 og 30)

3.  En samordnet praksis har et konkurrencebegrænsende formål som omhandlet i artikel 81, stk. 1, EF, når den på grund af sit indhold og de formål, der herved tilsigtes opfyldt, og den retlige og økonomiske sammenhæng, hvori den indgår, konkret kan hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen inden for fællesmarkedet. Det er ikke nødvendigt, at konkurrencen faktisk hindres, begrænses eller fordrejes, eller at der foreligger en direkte forbindelse mellem denne samordnede praksis og detailpriserne.

   Udveksling af oplysninger mellem konkurrenter har et konkurrencebegrænsende formål, når de kan fjerne usikkerhedsmomenter med hensyn til de berørte virksomheders påtænkte adfærd, bl.a. med hensyn til tidspunktet for, omfanget af og fremgangsmåden i forbindelse med den tilpasning, der skal foretages af de berørte virksomheder, herunder når tilpasningen vedrører nedsættelse af den godtgørelse, der skal betales til videreforhandlere, og ikke opkaldspriser.

   (jf. præmis 27, 28, 30, 31, 35, 36, 39, 41 og 43 samt domskonkl. 1)

4.  Artikel 81 EF skaber umiddelbare virkninger i forholdet mellem private og fremkalder rettigheder for borgerne, som de nationale domstole skal beskytte. Den udgør en ufravigelig retsgrundsætning, der er uomgængeligt nødvendig for udførelsen af de opgaver, der er blevet betroet Det Europæiske Fællesskab, og som skal anvendes af egen drift af de nationale domstole.

   Ved anvendelsen af artikel 81 EF er Domstolens fortolkning heraf bindende for alle medlemsstaternes domstole.

   (jf. præmis 49 og 50)

5.  Den nationale domstol er i forbindelse med undersøgelsen af den årsagssammenhæng mellem samordningen og de heri deltagende virksomheders adfærd på markedet, der skal foreligge, for at en samordnet praksis som omhandlet i artikel 81, stk. 1, EF kan anses for godtgjort, med forbehold af det modbevis, som det må påhvile de sidstnævnte at føre, forpligtet til at anvende formodningen om årsagssammenhæng, hvorefter nævnte virksomheder, for så vidt som de forbliver aktive på markedet, tager de med konkurrenterne udvekslede oplysninger i betragtning. Denne formodning udgør en integrerende del af den gældende fællesskabsret.

   (jf. præmis 51-53 og domskonkl. 2)

6.  Ved anvendelsen af artikel 81, stk. EF, for så vidt som den virksomhed, der deltager i samordningen, forbliver aktiv på det relevante marked, finder formodningen om årsagssammenhæng mellem samordningen og denne virksomheds adfærd på dette marked anvendelse, selv når samordningen kun er støttet på et enkelt møde mellem de berørte virksomheder.

   Det afgørende er således ikke antallet af møder mellem de berørte virksomheder, men om det eller de tilfælde af kontakt, der har fundet sted, giver dem mulighed for at tage hensyn til udvekslingen af oplysninger med deres konkurrenter for at fastlægge deres adfærd på det relevante marked og bevidst vælge et praktisk samarbejde i stedet for at udsætte sig for risikoen for konkurrence. Hvis det kan godtgøres, at virksomhederne har foretaget samordning og er forblevet aktive på markedet, er det berettiget at kræve af dem, at de fører bevis for, at denne samordning ikke har haft indflydelse på deres adfærd på det nævnte marked.

   (jf. præmis 61 og 62 samt domskonkl. 3)