Sag C-731/21

GV

mod

Caisse nationale d’assurance pension

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Cour de cassation du Grand-Duché de Luxembourg (kassationsdomstol, Luxembourg, Luxembourg))

Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 8. december 2022

»Præjudiciel forelæggelse – fri bevægelighed for personer – artikel 45 TEUF – arbejdstagere – forordning (EU) nr. 492/2011 – artikel 7, stk. 1 og 2 – ligebehandling – sociale fordele – efterladtepension – personer i registreret partnerskab – national lovgivning, hvorefter tilkendelse af efterladtepension er betinget af, at et partnerskab, der er gyldigt indgået og registreret i en anden medlemsstat, er opført i det nationale register«

Fri bevægelighed for personer – arbejdstagere – ligebehandling – sociale fordele – efterladtepension – personer i registreret partnerskab – national lovgivning, hvorefter tilkendelse af efterladtepension er betinget af, at et partnerskab, der er gyldigt indgået og registreret i en anden medlemsstat, er opført i det nationale register – indirekte forskelsbehandling på grund af nationalitet – begrundelse – proportionalitet – foreligger ikke – ikke tilladt

(Art. 45 TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 492/2011, art. 7)

(jf. præmis 31-34, 36, 37 og 40-43 samt domskonkl.)

Resumé

I december 2015 registrerede sagsøgeren i hovedsagen og dennes partner, der var franske statsborgere, bosiddende i Frankrig og lønmodtagere i Luxembourg, på behørig vis en fælles erklæring om lovreguleret samlivskontrakt (herefter »PACS«) ved tribunal d’instance de Metz (retten i første instans i Metz, Frankrig). Sagsøgeren i hovedsagens partner afgik ved døden i 2016 som følge af en arbejdsulykke, og sidstnævnte ansøgte om tildeling af efterladtepension fra Caisse nationale d’assurance pension (Luxembourg). Denne ansøgning blev afslået med den begrundelse, at den PACS, der var registreret i Frankrig, ikke var optaget i det luxembourgske civilregister i de to kontraherende parters levetid, og som følge heraf kunne den ikke gøres gældende over for tredjemand. Dette afslag blev stadfæstet, da sagsøgeren anlagde sag for de kompetente domstole i socialretlige sager.

Cour de cassation (kassationsdomstol, Luxembourg) forespurgte i appelsagen Domstolen, om der forelå en eventuel indirekte forskelsbehandling ( 1 ), for så vidt som betingelsen i Luxembourgsk ret ( 2 ) hvad angår partnere, der allerede har registreret partnerskab i en anden medlemsstat, hvorefter de også skal lade det indføre i det luxembourgske civilregister med henblik på bl.a. at få udbetalt efterladtepension, særligt berører grænsearbejdere.

Domstolen fastslog, at artikel 45 TEUF og artikel 7 i forordning nr. 492/2011, der har til formål at sikre ligebehandling af arbejdstagere, er til hinder for en værtsmedlemsstats lovgivning, hvorefter udbetaling af efterladtepension til den efterlevende partner i et registreret partnerskab, der er gyldigt indgået og registreret i en anden medlemsstat, der skyldes som følge af, at den afdøde partner har været erhvervsaktiv i værtsmedlemsstaten, er betinget af, at partnerskabet forudgående er blevet opført i et register, der føres af denne medlemsstat.

Domstolens bemærkninger

Domstolen bemærkede for det første, at den luxembourgske lovgivning med hensyn til et partnerskab, der er indgået og registreret i en anden medlemsstat, opstiller en betingelse i henhold til denne medlemsstats relevante bestemmelser, som et partnerskab indgået i Luxembourg ikke er underlagt.

Mens et partnerskab, der er indgået og anmeldt i Luxembourg automatisk og på initiativ af den personregisterfører, for hvilken partnerskabet er blevet anmeldt, bliver opført i det luxembourgske civilregister, kræver registrering af et partnerskab, der allerede er registreret i en anden medlemsstat, at partnerne indgiver en ansøgning herom til den luxembourgske anklagemyndighed. En indirekte forskelsbehandling på grundlag af nationalitet er følgelig indført ved den luxembourgsk lovgivning.

Idet Domstolen for det andet efterprøvede, om denne forskelsbehandling var objektivt begrundet og forholdsmæssig, fastslog den, at dette ikke er tilfældet. I denne forbindelse fastslog den, at opførelse i det luxembourgske civilregister af partnerskaber, der er indgået i de andre medlemsstater, ikke er en forpligtelse, men blot en mulighed. Da en sådan registrering ikke er obligatorisk, kan en sådan registrering imidlertid ikke anses for på konsekvent vis at udgøre en nødvendig formalitet for at kontrollere, at et partnerskab registreret i en anden medlemsstat opfylder de materielle betingelser, der er fastsat i lov af 9. juli 2004, og sikre, at et sådant partnerskab kan gøres gældende over for tredjemand.

Under alle omstændigheder går afslaget på at udbetale efterladtepension med den begrundelse, at det partnerskab, som ansøgningen om pension er baseret på, ikke er registreret i Luxembourg, ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det tilsigtede mål, og er således i strid med proportionalitetsprincippet.

For det første synes fremlæggelsen af et officielt dokument, der er udstedt af den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor partnerskabet er indgået, tilstrækkelig til at sikre, at dette partnerskab kan gøres gældende over for myndighederne i en anden medlemsstat, der skal betale en efterladteydelse, medmindre der på grund af de konkrete forhold kan rejses tvivl om dokumentets rigtighed. I et sådant tilfælde kan enhver eventuel tvivl fra sidstnævnte medlemsstats myndigheder fjernes, ved at der rettes en begæring om indhentelse af oplysninger til de myndigheder, der har registreret partnerskabet, for at sikre sig sidstnævntes rigtighed.

Idet der i den gældende nationale lovgivning ikke er fastsat nogen betingelser med hensyn til fristen for registrering af det omhandlede partnerskab, er der for det andet intet til hinder for, at opførelsen i registret sker på det tidspunkt, hvor der ansøges om udbetaling af efterladtepension, hvilket ligeledes gør det muligt at nå det mål, der forfølges med denne lovgivning. Det fremgår imidlertid ikke af forelæggelsesafgørelsen, at denne mulighed er blevet anvendt i hovedsagen.

( 1 ) – Den forelæggende ret har nævnt artikel 18 TEUF, 45 TEUF og 48 TEUF samt artikel 7, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 492/2011 af 5.4.2011 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Unionen (EUT 2011, L 141, s. 1), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/589 af 13.4.2016 (EUT 2016, L 107, s. 1) (herefter »forordning nr. 492/2011«).

( 2 ) – Der er tale om artikel 4-1 i lov af 9.7.2004 om retsvirkningerne af visse partnerskaber (Mémorial A 2004, s. 2020), som ændret ved lov af 3.8.2010 (Mémorial A 2010, s. 2190) (herefter »lov af 9. juli 2004«).