Sag T-713/14

International and European Public Services Organisation i Forbundsrepublikken Tyskland (IPSO)

mod

Den Europæiske Centralbank (ECB)

»ECB – ECB’s ansatte – vikaransatte – begrænsning af den maksimale varighed af den periode, hvori en og samme vikaransat kan udføre arbejde – annullationssøgsmål – anfægtelig retsakt – umiddelbart og individuelt berørt – søgsmålsinteresse – søgsmålsfrist – antagelse til realitetsbehandling – manglende information og høring af den sagsøgende fagforening – ansvar uden for kontraktforhold«

Sammendrag – Rettens dom (Første Afdeling) af 13. december 2016

1. Annullationssøgsmål – akter, der kan være genstand for søgsmål – begreb – akter, der fremkalder bindende retsvirkninger – vurdering på grundlag af objektive kriterier – afgørelse truffet af Den Europæiske Centralbank om begrænsning af den maksimale varighed af den periode, hvori en og samme vikaransat kan udføre arbejde – omfattet

   (Art. 263 TEUF)

2. Annullationssøgsmål – akter, der kan være genstand for søgsmål – begreb – akter, der fremkalder bindende retsvirkninger – retsakt, som er udtryk for en institutions hensigt om at følge visse retningslinjer på et bestemt område – udelukket

   (Art. 263 TEUF)

3. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – søgsmål anlagt af en faglig sammenslutning, som har til formål at forsvare og repræsentere sine medlemmer – antagelse til realitetsbehandling – betingelser

   (Art. 263, stk. 4, TEUF)

4. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – afgørelse truffet af Den Europæiske Centralbank om begrænsning af den maksimale varighed af den periode, hvori en og samme vikaransat kan udføre arbejde – søgsmål anlagt af en fagforening, som har til formål at forsvare de ansatte i ECB’s interesser – antagelse til realitetsbehandling

   (Art. 263, stk. 6, TEUF)

5. Annullationssøgsmål – søgsmålsinteresse – fysiske eller juridiske personer – søgsmål, der kan tilføre sagsøgeren en fordel – antagelse til realitetsbehandling

   (Art. 263, stk. 4, TEUF)

6. Annullationssøgsmål – frister – præceptiv karakter

   (Art. 263, stk. 6, TEUF)

7. Annullationssøgsmål – frister – begyndelsestidspunkt – retsakt, der hverken er offentliggjort eller meddelt sagsøgeren – præcist kendskab til indholdet og begrundelsen – pligt til at anmode om retsaktens fulde ordlyd inden for en rimelig frist efter opnåelse af kendskab til dens eksistens

   (Art. 263, stk. 6, TEUF)

8. Grundlæggende rettigheder – Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – ret til information og høring af arbejdstagerne i virksomheden – selvstændig påberåbelse af en bestemmelse i direktiv 2002/14 – udelukket

   (Art. 6, stk. 1, tredje afsnit, TEU; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 27 og art. 52, stk. 7; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/14)

9. Socialpolitik – information og høring af arbejdstagerne – direktiv 2002/14 – anvendelsesområde – arbejdstager – begreb – spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger et arbejdsforhold – bedømmelseskriterier – vikaransatte stillet til rådighed for Den Europæiske Centralbank – omfattet

   [Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/14, art. 2, litra c)]

10. Institutionernes retsakter – direktiver – forpligtelser, som direkte pålægges EU-institutionerne i deres i deres forhold til de ansatte – udelukket – påberåbelse – rækkevidde

    (Art. 288 TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/14)

11. Tjenestemænd – ansatte ved Den Europæiske Centralbank – ansættelsesvilkår – overholdelse af EU-direktiver på området for socialpolitik – særlige forpligtelser for ECB – foreligger ikke

    (Ansættelsesvilkårene for ECB’s ansatte, art. 9, litra c); Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/14)

12. Grundlæggende rettigheder – Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – repræsentation – fagforening, som råder over en ret til information og høring – obligatorisk høring – rækkevidde

13. Grundlæggende rettigheder – Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – repræsentation – fagforening, som råder over en ret til information og høring – manglende høring inden vedtagelsen af en afgørelse om vikararbejde – ikke tilladt

    (Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 27; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/14)

14. Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – ulovlighed – tab – årsagsforbindelse

    (Art. 340, stk. 2 og 3, TEUF)

1.  Det er kun foranstaltninger, der har retligt bindende virkninger, som kan berøre tredjemands interesser gennem en væsentlig ændring af hans retsstilling, der kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål. Ved afgørelsen af, om en retsakt, som påstås annulleret, har sådanne virkninger, skal der lægges vægt på dens indhold, baggrunden for dens udarbejdelse og dens ophavsmænds formål dermed. En retsakts form er derimod principielt uden betydning for vurderingen af, om et annullationssøgsmål kan antages til realitetsbehandling. Det er imidlertid ikke udelukket, at Retten tager i betragtning, i hvilken form de akter, som påstås annulleret, er vedtaget, i den udstrækning formen kan bidrage til at fastslå deres karakter.

   Kun en akt, hvor ophavsmanden utvetydigt og endeligt har fastlagt sin holdning i en form, som gør det således muligt at fastslå dens karakter, udgør en afgørelse, der kan være genstand for et annullationssøgsmål.

   Dette er tilfældet med en afgørelse fra Den Europæiske Centralbanks direktion om generelt gældende forskrifter, der endeligt fastsætter visse kriterier for ansættelsen af vikaransatte ved denne institution, nemlig den maksimale periode, hvori en og samme vikaransat kan udføre sekretariats- og administrative opgaver.

   En sådan retsakt har bindende retsvirkninger, idet ECB ikke, så længe denne regel ikke formelt er ændret eller ophævet, kan fravige denne regel, når den skal foretage en vurdering af de tilbud, der afgives af vikarbureauer inden for rammerne af en udbudsprocedure om ansættelse af vikarer hos institutionen.

   (jf. præmis 17, 18, 20, 22 og 23)

2.  En foranstaltning truffet af en institution, der kun er udtryk for dennes eller en af dens tjenestegrenes hensigt om at følge visse retningslinjer på et bestemt område, udgør ikke en anfægtelig retsakt som omhandlet i artikel 263 TEUF. Sådanne interne retningslinjer, der angiver de almindelige synspunkter, på grundlag af hvilke institutionen ved anvendelsen af de relevante bestemmelser senere vil kunne vedtage individuelle beslutninger, hvis lovlighed kan anfægtes efter fremgangsmåden i artikel 263 TEUF, fremkalder kun virkninger internt i administrationen og skaber ikke nogen ret eller pligt for tredjemand. Sådanne retsakter udgør derfor ikke bebyrdende retsakter, som kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål i henhold til artikel 263 TEUF.

   (jf. præmis 19)

3.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 44 og 46-49)

4.  Den blotte omstændighed, at en fagforening, der repræsenterer de ansatte, har deltaget i forhandlinger, der har ført til vedtagelse af en retsakt, er ikke tilstrækkelig til at ændre karakteren af den søgsmålsret, som den kan have over for denne retsakt inden for rammerne af artikel 263 TEUF. En sammenslutnings sagsanlæg kan imidlertid antages til realitetsbehandling, når den varetager sine egne interesser, der adskiller sig fra dens medlemmers interesse, navnlig når dens forhandlingsposition berøres af den anfægtede retsakt, og dette i den særlige situation, hvor sammenslutningens forhandlingsposition er klart afgrænset og tæt forbundet med selve genstanden for afgørelsen, hvilket indebærer, at den befinder sig i en faktisk situation, der adskiller den fra alle andre.

   Hvad angår et søgsmål anlagt af en fagforening til prøvelse af en afgørelse fra Den Europæiske Centralbanks direktion om begrænsning af den maksimale varighed af den periode, hvori en og samme vikaransat kan udføre arbejde, kan den nævnte fagforenings stilling som arbejdsmarkedspart i forbindelse med de drøftelser vedrørende vikaransatte, der bl.a. vedrørte spørgsmålet om varigheden af deres ansættelse i ECB, være tilstrækkelig til at godtgøre, at den er individuelt berørt af den anfægtede retsakt som omhandlet i artikel 263, stk. 6, TEUF. Denne stilling er nemlig helt særlig for fagforeningen, idet den blandt de forskellige fagforeninger, der eventuelt aktivt kan varetage interesserne hos de personer, der er ansat hos eller arbejder for ECB, er den organisation, der deltog i drøftelserne med ECB om netop de spørgsmål, der er omfattet af den anfægtede retsakt, hvilket individualiserer den i forhold til enhver anden fagforening.

   Den nævnte organisation er endvidere umiddelbart berørt af den anfægtede retsakt, idet denne retsakt umiddelbart påvirkede den stilling som arbejdsmarkedspart, som fagforeningen indtog i forbindelse med de drøftelser, der vedrørte spørgsmål om vikaransatte, fordi den fratog fagforeningen muligheden for at deltage i og påvirke beslutningsprocessen.

   (jf. præmis 52, 53, 58 og 59)

5.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 63 og 64)

6.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 68)

7.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 69-72)

8.  Artikel 27 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder fastsætter retten til information og høring af arbejdstagere i virksomheden. Disse bestemmelser finder anvendelse på forholdet mellem EU-institutionerne og deres ansatte.

   Det fremgår imidlertid af selve ordlyden af chartrets artikel 27, at udøvelsen af de rettigheder, der er fastsat i denne bestemmelse, kun kan ske i de tilfælde og på de betingelser, der fastsat i EU-retten og national lovgivning og praksis.

   Det følger heraf, at chartrets artikel 27, der ikke fastsætter nogen direkte anvendelige retsregler, ikke i sig selv er tilstrækkelig til at tillægge private en subjektiv ret til høring og information, der som sådan kan påberåbes.

   Det fremgår nemlig af forklaringerne til chartrets artikel 27, som der i henhold til artikel 6, stk. 1, tredje afsnit, TEU og chartrets artikel 52, stk. 7, skal tages behørigt hensyn til ved fortolkningen af dette charter, at den gældende EU-ret på det område, der er omhandlet i chartrets artikel 27, som præciserer de betingelser, hvorunder denne bestemmelse finder anvendelse, bl.a. omfatter direktiv 2002/14 om indførelse af en generel ramme for information og høring af arbejdstagerne i Det Europæiske Fællesskab.

   (jf. præmis 84-86 og 88)

9.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 97, 99 og 101)

10.  Direktiver er rettet til medlemsstater og ikke til Unionens institutioner, og derfor kan bestemmelserne i direktiv 2002/14 om indførelse af en generel ramme for information og høring af arbejdstagerne i Det Europæiske Fællesskab ikke forstås således, at de som sådan pålægger institutionerne forpligtelser i deres forhold til de ansatte.

    Imidlertid udelukker den omstændighed, at et direktiv ikke i sig selv binder institutionerne, dog ikke, at de regler eller principper, der er fastlagt i dette direktiv, kan påberåbes over for institutionerne, når de kun synes at være et specifikt udtryk for grundlæggende regler i traktaten og generelle principper, der forpligter de nævnte institutioner direkte. I et retsfællesskab er den ensartede anvendelse af retten nemlig et grundlæggende krav, og ethvert retssubjekt er underlagt et princip om overholdelse af lov og ret. Institutionerne er således forpligtet til at overholde EUF-traktatens regler og de almindelige retsgrundsætninger, der gælder for dem, på samme måde som ethvert andet retssubjekt.

    Et direktiv kan ligeledes binde en institution, når denne, inden for rammerne af sin organisatoriske autonomi, har til hensigt at gennemføre en særlig forpligtelse, ifølge et direktiv, eller som i det foreliggende tilfælde, hvor en intern akt med generel rækkevidde selv udtrykkeligt henviser til foranstaltninger, der er vedtaget af unionslovgiver i henhold til traktaterne. Endelig skal institutionerne i overensstemmelse med den loyalitetsforpligtelse, der påhviler dem, i forbindelse med deres adfærd som arbejdsgivere tage hensyn til lovbestemmelser vedtaget på EU-niveau.

    (jf. præmis 104-106)

11.  Selv om artikel 9, litra c), i ansættelsesvilkårene for ECB’s ansatte afspejler det generelle princip, hvorefter den ensartede anvendelse af retten kræver, at EU-institutionerne overholder de EU-retlige bestemmelser, herunder direktiverne, og at en EU-retsakt i videst muligt omfang skal fortolkes i overensstemmelse med hele den primære ret, kan den ikke udlægges som et tilsagn fra ECB om at opfylde en særlig forpligtelse, og navnlig ikke en forpligtelse til at informere og høre arbejdstagernes repræsentanter, således som det fremgår af direktiv 2002/14 om indførelse af en generel ramme for information og høring af arbejdstagerne i Det Europæiske Fællesskab.

    (jf. præmis 111)

12.  Hvad angår den ret til information og høring, som Den Europæiske Centralbank har anerkendt tilkommer en fagforening i henhold til en rammeaftale, hvorefter denne ret tilsigter at give fagforeningen mulighed for at påvirke vedtagelsen af en afgørelse, er der tale om en beskeden deltagelse i en afgørelse, for så vidt som bestemmelsen ikke indeholder nogen forpligtelse for administrationen til at efterkomme de fremsatte udtalelser, men at give alle berørte parter mulighed for via en person, der repræsenterer deres interesser, at blive hørt inden vedtagelse eller ændring af retsakter af generel interesse, der vedrører dem, og dette bl.a. ved at have adgang til alle relevante oplysninger under hele processen til vedtagelse af sådanne retsakter, idet målet er, at en fagforening kan deltage i høringsprocessen så fuldstændigt og effektivt som muligt.

    Følgelig skal administrationen overholde denne forpligtelse, hver gang høringen af arbejdstagernes repræsentanter er egnet til at kunne udøve indflydelse på indholdet af den retsakt, der skal vedtages, idet den effektive virkning af høringspligten ellers ville blive tilsidesat.

    (jf. præmis 146 og 147)

13.  Ved at vedtage en afgørelse, der endeligt fastsætter visse kriterier for ansættelsen af vikaransatte ved Den europæiske Centralbank, uden først at have involveret en fagforening, der har ret til information og høring, til trods for, at den anfægtede retsakts genstand havde været drøftet i en arbejdsgruppe, som den nævnte fagforening deltog i, og uden at afvente denne arbejdsgruppes rapport, har ECB ikke overholdt fagforeningens ret til at modtage information og ret til at blive hørt, således som disse rettigheder indgår som en del af de beføjelser, der tilkommer en fagforening, som repræsenterer berørte personer, hvilket er i strid med artikel 27 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, således som denne artikel er præciseret ved direktiv 2002/14 om indførelse af en generel ramme for information og høring af arbejdstagerne i Det Europæiske Fællesskab, der er gennemført ved rammeaftalen, og således som denne aftale ved nedsættelsen af arbejdsgruppen blev udvidet til at omfatte vikaransatte.

    (jf. præmis 148)

14.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 155)