Sag C-597/14 P

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

mod

Xavier Grau Ferrer

»Appel — EU-varemærker — forordning (EF) nr. 207/2009 — artikel 76, stk. 2 — forordning (EF) nr. 2868/95 — regel 50, stk. 1, tredje afsnit — figurmærke — indsigelse fra indehaveren af et ældre varemærke — bevis for det ældre varemærkes eksistens, gyldighed og beskyttelsesomfang — appelkammerets hensyntagen til et for sent fremlagt bevis — appelkammerets forkastelse af indsigelsen«

Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 21. juli 2016

1. EU-varemærker – klagesag – klage over en afgørelse fra kontorets indsigelsesafdeling – appelkammerets prøvelse – rækkevidde – faktiske omstændigheder og beviser til støtte for indsigelsen, som ikke er fremlagt inden for den fastsatte frist – hensyntagen – appelkammerets skønsbeføjelse – nye beviser – ikke omfattet

   (Rådets forordning nr. 207/2009, art. 76, stk. 2; Kommissionens forordning nr. 2868/95, art. 1, regel 50, stk. 1, tredje afsnit)

2. Appel – anbringender – domsbegrundelse behæftet med en tilsidesættelse af EU-retten – konklusionen berettiget af andre retlige grunde – ikke lagt til grund

1.  Artikel 76, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 om EU-varemærker, som udgør retsgrundlaget for regel 50 i forordning nr. 2868/95 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 40/94, som ændret ved forordning nr. 1041/2005, fastsætter, at Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret kan se bort fra kendsgerninger og beviser, som ikke er påberåbt eller fremført rettidigt af de pågældende parter.

   I denne henseende bemærkes, at når beviserne er blevet fremlagt inden for den frist, som kontoret har fastsat, er det stadig muligt at fremlægge supplerende beviser.

   Der skal anlægges den samme fortolkning af artikel 76, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 for så vidt angår beviset for varemærkets eksistens, gyldighed og beskyttelsesomfang, da den nævnte bestemmelse indeholder en regel, der har en horisontal rolle i den nævnte forordnings system, idet den finder anvendelse uafhængigt af karakteren af den omhandlede procedure. Det følger heraf, at gennemførelsesforordningens regel 50 ikke kan fortolkes således, at den udvider appelkamrenes skønsbeføjelser til nye beviser.

   (jf. præmis 25-27)

2.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 29)