Sag C-151/14

Europa-Kommissionen

mod

Republikken Letland

»Traktatbrud — artikel 49 TEUF — etableringsfrihed — notarer — nationalitetskrav — artikel 51 TEUF — forbindelse med udøvelse af offentlig myndighed«

Sammendrag – Domstolens dom (Syvende Afdeling) af 10. september 2015

Etableringsfrihed – undtagelser – virksomhed forbundet med udøvelsen af offentlig myndighed – notarvirksomhed – ikke omfattet – nationalitetskrav for adgang til erhvervet som notar – ikke tilladt

(Art. 49 TEUF og art. 51, stk. 1, TEUF)

En medlemsstat tilsidesætter sine forpligtelser i henhold til artikel 49 TEUF, når den i sin lovgivning opstiller et nationalitetskrav for adgang til erhvervet som notar, eftersom de opgaver, som notarer er tillagt i henhold til medlemsstatens retsorden, ikke er forbundet med udøvelse af offentlig myndighed som omhandlet i artikel 51, stk. 1, TEUF.

Hvad for det første angår opgaven med bekræftelse karakteriseres denne ved det forhold, at notaren bl.a. skal kontrollere, at alle lovbestemte betingelser for at oprette dokumentet er opfyldt. Desuden er det alene dokumenter og aftaler, som parterne frit har indgået, der bekræftes, idet notarens medvirken forudsætter, at der allerede foreligger samtykke fra parterne eller en viljesoverensstemmelse mellem disse. Selv om notarernes pligt til at bekræfte dokumenter ganske vist forfølger et alment hensyn, kan forfølgelsen af dette hensyn alene imidlertid ikke begrunde, at de nødvendige prærogativer med henblik herpå forbeholdes notarer, der er statsborgere i den pågældende medlemsstat, og det er ikke tilstrækkeligt til, at en opgave anses for at udgøre direkte og særlig deltagelse i udøvelsen af offentlig myndighed. Bekræftelsen af borgeres underskrifter under proceduren for indgivelse af borgerinitiativer til lovgivning kan desuden heller ikke anses for deltagelse i udøvelse af offentlig myndighed.

Hvad for det andet angår de øvrige funktioner, som notaren er tillagt, kan opgaver i forbindelse med arvesager, der er udført enten på grundlag af enighed eller som forberedende opgaver under rettens tilsyn, derfor ikke som sådan anses for at være direkte eller særligt forbundet med udøvelse af offentlig myndighed. Endvidere er notarens beføjelser med hensyn til skilsmissesager, som udelukkende beror på parternes vilje, og som ikke begrænser domstolens kompetence, når der ikke er enighed mellem parterne, ikke på nogen måde direkte eller særligt forbundet med udøvelse af offentlig myndighed.

For så vidt angår notarers særlige status i den nationale retsorden er det med hensyn til arten af den pågældende virksomhed isoleret set, og ikke denne status som sådan, at det skal undersøges, om den virksomhed, som notarerne udøver, er omfattet af undtagelsen i artikel 51, stk. 1, TEUF. I denne henseende udøver notarer deres virksomhed under konkurrencemæssige betingelser, hvilket ikke er kendetegnende for udøvelse af offentlig myndighed.

(jf. præmis 57, 58, 60, 63, 67, 70, 73, 74, 76 og 77)