Forenede sager C-131/13, C-163/13 og C-164/13

Staatssecretaris van Financiën

mod

Schoenimport »Italmoda« Mariano Previti vof

og

Turbu.com BV,

Turbu.com Mobile Phone’s BV

mod

Staatssecretaris van Financiën

(anmodninger om præjudiciel afgørelse

indgivet af Hoge Raad der Nederlanden)

»Præjudicielle forelæggelser — moms — sjette direktiv — overgangsordning for samhandelen mellem medlemsstaterne — goder, der forsendes eller transporteres inden for Fællesskabet — svig begået i den medlemsstat, hvor forsendelsen eller transporten af goderne afsluttes — hensyn til svigen i afsendelsesmedlemsstaten — nægtelse af ret til fradrag, fritagelse eller tilbagebetaling — ingen bestemmelser i national ret«

Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 18. december 2014

1. Præjudicielle spørgsmål – formaliteten – grænser – hypotetiske spørgsmål forelagt i en sammenhæng, der udelukker et hensigtsmæssigt svar – afvisning

   (Art. 267 TEUF)

2. Harmonisering af afgiftslovgivningerne – det fælles merværdiafgiftssystem – momsovergangsordning for samhandelen mellem medlemsstaterne – levering inden for Fællesskabet – transaktion, der er led i merværdiafgiftssvig – afgiftspligtig person, som havde eller burde have haft kendskab til svigen – national lovgivning, hvorefter der ikke nægtes ret til fradrag eller fritagelse for merværdiafgift eller tilbagebetaling heraf i tilfælde, hvor der foreligger svig – pligt for de nationale myndigheder og domstole til at nægte sådanne rettigheder

   [Rådets direktiv 77/388, art. 17, stk. 2 og 3, art. 28b, punkt A, stk. 2, og art. 28c, punkt A, litra a)]

3. Harmonisering af afgiftslovgivningerne – det fælles merværdiafgiftssystem – momsovergangsordning for samhandelen mellem medlemsstaterne – levering inden for Fællesskabet – transaktioner, som ikke selv er behæftet med merværdiafgiftssvig, men som indgår i en leveringskæde, som omfatter en svigagtig transaktion – afgiftspligtig person, som havde eller burde have haft kendskab til svigen – svig begået i en anden medlemsstat end den, hvor retten til fradrag, fritagelse eller tilbagebetaling gøres gældende – national lovgivning, hvorefter de nævnte rettigheder ikke nægtes i tilfælde, hvor der foreligger svig – ingen betydning – pligt for de nationale myndigheder og domstole til at nægte sådanne rettigheder

   [Rådets direktiv 77/388, art. 17, stk. 2 og 3, art. 28b, punkt A, stk. 2, og art. 28c, punkt A, litra a)]

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 35, 38 og 39)

2.  Sjette direktiv 77/388 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter, som ændret ved direktiv 95/7, skal fortolkes således, at det påhviler de nationale myndigheder og domstole at nægte en afgiftspligtig person ret til fradrag eller fritagelse for merværdiafgift eller tilbagebetaling heraf i forbindelse med en levering inden for Fællesskabet, også selv om der ikke findes bestemmelser i national ret, som foreskriver, at sådanne rettigheder skal nægtes, hvis det på grundlag af objektive forhold fastslås, at denne afgiftspligtige person vidste eller burde have vidst, at vedkommende ved den transaktion, der påberåbes som grundlag for den omhandlede rettighed, medvirkede til svig vedrørende merværdiafgift begået inden for rammerne af en leveringskæde.

   Det påhviler således principielt de nationale myndigheder og domstole at nægte at indrømme de rettigheder, som er fastsat i sjette direktiv, når de påberåbes med henblik på at muliggøre svig eller misbrug, uanset om der er tale om ret til fradrag eller fritagelse for merværdiafgift vedrørende en levering inden for Fællesskabet. Når der ikke findes nogen specifikke bestemmelser herom i den nationale retsorden, påhviler det de nationale domstole at fastslå, om der findes retsregler – en bestemmelse eller et almindeligt princip – hvorefter der gælder et forbud mod retsmisbrug, eller andre bestemmelser om skattesvig eller -unddragelse, som kan fortolkes i overensstemmelse med de EU-retlige krav på området for bekæmpelse af skattesvig.

   Skulle det imidlertid vise sig, at national ret i det foreliggende tilfælde ikke indeholder sådanne regler, som kan fortolkes i overensstemmelse med de EU-retlige krav, kan det dog ikke heraf udledes, at de nationale myndigheder og domstole under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende vil være forhindret i at opfylde de nævnte krav og dermed i at nægte at indrømme en ret i henhold til sjette direktiv i tilfælde af svig.

   Selv om et direktiv ganske vist ikke som sådant kan påberåbes af en medlemsstat over for en afgiftspligtig person, for så vidt som forhold, der har karakter af misbrug eller svig, ikke kan danne grundlag for en ret i henhold til EU’s retsorden, indebærer nægtelsen af en fordel i henhold til sjette direktiv ikke, at den berørte borger pålægges en forpligtelse i medfør af dette direktiv, men den er blot en konsekvens af konstateringen af, at de objektive betingelser for, at den tilstræbte fordel kan opnås, som er fastsat i det nævnte direktiv for så vidt angår denne ret, faktisk ikke er opfyldt.

   I en sådan situation kan der imidlertid ikke kræves en udtrykkelig bemyndigelse, for at de nationale myndigheder og domstole kan nægte indrømmelse af en fordel i henhold til det fælles merværdiafgiftssystem, idet denne konsekvens skal anses for at være uløseligt forbundet med dette system.

   Endvidere kan en afgiftspligtig person, som udelukkende har skabt betingelserne for at opnå en rettighed gennem medvirken til svigagtige transaktioner, klart ikke påberåbe sig principperne om beskyttelse af den berettigede forventning eller retssikkerhedsprincippet for at anfægte, at vedkommende nægtes den omhandlede rettighed.

   Eftersom nægtelsen af en ret, der følger af det fælles merværdiafgiftssystem, i tilfælde, hvor den afgiftspligtige person medvirker til svig, blot er en konsekvens af, at betingelserne herfor i henhold til de relevante bestemmelser i sjette direktiv ikke er opfyldt, har denne nægtelse endelig ikke karakter af en straf eller en sanktion som omhandlet i artikel 7 i den europæiske menneskerettighedskonvention eller i artikel 49 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

   (jf. præmis 49, 51-55, 57 og 59-62 samt domskonkl. 2)

3.  Sjette direktiv 77/388 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter, som ændret ved direktiv 95/7, skal fortolkes således, at en afgiftspligtig person, som vidste eller burde have vidst, at vedkommende ved den transaktion, der påberåbes som grundlag for ret til fradrag eller fritagelse for merværdiafgift eller tilbagebetaling heraf, medvirkede til svig vedrørende merværdiafgift begået inden for rammerne af en leveringskæde, kan nægtes disse rettigheder, uanset at denne svig er blevet begået i en anden medlemsstat end den, i hvilken disse rettigheder er blevet gjort gældende, og at denne afgiftspligtige person i den sidstnævnte medlemsstat har opfyldt de formelle betingelser i henhold til national lovgivning for at kunne opnå disse rettigheder.

   (jf. præmis 69 og domskonkl. 3)

Forenede sager C-131/13, C-163/13 og C-164/13

Staatssecretaris van Financiën

mod

Schoenimport »Italmoda« Mariano Previti vof

og

Turbu.com BV,

Turbu.com Mobile Phone’s BV

mod

Staatssecretaris van Financiën

(anmodninger om præjudiciel afgørelse

indgivet af Hoge Raad der Nederlanden)

»Præjudicielle forelæggelser — moms — sjette direktiv — overgangsordning for samhandelen mellem medlemsstaterne — goder, der forsendes eller transporteres inden for Fællesskabet — svig begået i den medlemsstat, hvor forsendelsen eller transporten af goderne afsluttes — hensyn til svigen i afsendelsesmedlemsstaten — nægtelse af ret til fradrag, fritagelse eller tilbagebetaling — ingen bestemmelser i national ret«

Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 18. december 2014

1. Præjudicielle spørgsmål — formaliteten — grænser — hypotetiske spørgsmål forelagt i en sammenhæng, der udelukker et hensigtsmæssigt svar — afvisning

   (Art. 267 TEUF)

2. Harmonisering af afgiftslovgivningerne — det fælles merværdiafgiftssystem — momsovergangsordning for samhandelen mellem medlemsstaterne — levering inden for Fællesskabet — transaktion, der er led i merværdiafgiftssvig — afgiftspligtig person, som havde eller burde have haft kendskab til svigen — national lovgivning, hvorefter der ikke nægtes ret til fradrag eller fritagelse for merværdiafgift eller tilbagebetaling heraf i tilfælde, hvor der foreligger svig — pligt for de nationale myndigheder og domstole til at nægte sådanne rettigheder

   [Rådets direktiv 77/388, art. 17, stk. 2 og 3, art. 28b, punkt A, stk. 2, og art. 28c, punkt A, litra a)]

3. Harmonisering af afgiftslovgivningerne — det fælles merværdiafgiftssystem — momsovergangsordning for samhandelen mellem medlemsstaterne — levering inden for Fællesskabet — transaktioner, som ikke selv er behæftet med merværdiafgiftssvig, men som indgår i en leveringskæde, som omfatter en svigagtig transaktion — afgiftspligtig person, som havde eller burde have haft kendskab til svigen — svig begået i en anden medlemsstat end den, hvor retten til fradrag, fritagelse eller tilbagebetaling gøres gældende — national lovgivning, hvorefter de nævnte rettigheder ikke nægtes i tilfælde, hvor der foreligger svig — ingen betydning — pligt for de nationale myndigheder og domstole til at nægte sådanne rettigheder

   [Rådets direktiv 77/388, art. 17, stk. 2 og 3, art. 28b, punkt A, stk. 2, og art. 28c, punkt A, litra a)]

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 35, 38 og 39)

2.  Sjette direktiv 77/388 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter, som ændret ved direktiv 95/7, skal fortolkes således, at det påhviler de nationale myndigheder og domstole at nægte en afgiftspligtig person ret til fradrag eller fritagelse for merværdiafgift eller tilbagebetaling heraf i forbindelse med en levering inden for Fællesskabet, også selv om der ikke findes bestemmelser i national ret, som foreskriver, at sådanne rettigheder skal nægtes, hvis det på grundlag af objektive forhold fastslås, at denne afgiftspligtige person vidste eller burde have vidst, at vedkommende ved den transaktion, der påberåbes som grundlag for den omhandlede rettighed, medvirkede til svig vedrørende merværdiafgift begået inden for rammerne af en leveringskæde.

   Det påhviler således principielt de nationale myndigheder og domstole at nægte at indrømme de rettigheder, som er fastsat i sjette direktiv, når de påberåbes med henblik på at muliggøre svig eller misbrug, uanset om der er tale om ret til fradrag eller fritagelse for merværdiafgift vedrørende en levering inden for Fællesskabet. Når der ikke findes nogen specifikke bestemmelser herom i den nationale retsorden, påhviler det de nationale domstole at fastslå, om der findes retsregler – en bestemmelse eller et almindeligt princip – hvorefter der gælder et forbud mod retsmisbrug, eller andre bestemmelser om skattesvig eller -unddragelse, som kan fortolkes i overensstemmelse med de EU-retlige krav på området for bekæmpelse af skattesvig.

   Skulle det imidlertid vise sig, at national ret i det foreliggende tilfælde ikke indeholder sådanne regler, som kan fortolkes i overensstemmelse med de EU-retlige krav, kan det dog ikke heraf udledes, at de nationale myndigheder og domstole under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende vil være forhindret i at opfylde de nævnte krav og dermed i at nægte at indrømme en ret i henhold til sjette direktiv i tilfælde af svig.

   Selv om et direktiv ganske vist ikke som sådant kan påberåbes af en medlemsstat over for en afgiftspligtig person, for så vidt som forhold, der har karakter af misbrug eller svig, ikke kan danne grundlag for en ret i henhold til EU’s retsorden, indebærer nægtelsen af en fordel i henhold til sjette direktiv ikke, at den berørte borger pålægges en forpligtelse i medfør af dette direktiv, men den er blot en konsekvens af konstateringen af, at de objektive betingelser for, at den tilstræbte fordel kan opnås, som er fastsat i det nævnte direktiv for så vidt angår denne ret, faktisk ikke er opfyldt.

   I en sådan situation kan der imidlertid ikke kræves en udtrykkelig bemyndigelse, for at de nationale myndigheder og domstole kan nægte indrømmelse af en fordel i henhold til det fælles merværdiafgiftssystem, idet denne konsekvens skal anses for at være uløseligt forbundet med dette system.

   Endvidere kan en afgiftspligtig person, som udelukkende har skabt betingelserne for at opnå en rettighed gennem medvirken til svigagtige transaktioner, klart ikke påberåbe sig principperne om beskyttelse af den berettigede forventning eller retssikkerhedsprincippet for at anfægte, at vedkommende nægtes den omhandlede rettighed.

   Eftersom nægtelsen af en ret, der følger af det fælles merværdiafgiftssystem, i tilfælde, hvor den afgiftspligtige person medvirker til svig, blot er en konsekvens af, at betingelserne herfor i henhold til de relevante bestemmelser i sjette direktiv ikke er opfyldt, har denne nægtelse endelig ikke karakter af en straf eller en sanktion som omhandlet i artikel 7 i den europæiske menneskerettighedskonvention eller i artikel 49 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

   (jf. præmis 49, 51-55, 57 og 59-62 samt domskonkl. 2)

3.  Sjette direktiv 77/388 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter, som ændret ved direktiv 95/7, skal fortolkes således, at en afgiftspligtig person, som vidste eller burde have vidst, at vedkommende ved den transaktion, der påberåbes som grundlag for ret til fradrag eller fritagelse for merværdiafgift eller tilbagebetaling heraf, medvirkede til svig vedrørende merværdiafgift begået inden for rammerne af en leveringskæde, kan nægtes disse rettigheder, uanset at denne svig er blevet begået i en anden medlemsstat end den, i hvilken disse rettigheder er blevet gjort gældende, og at denne afgiftspligtige person i den sidstnævnte medlemsstat har opfyldt de formelle betingelser i henhold til national lovgivning for at kunne opnå disse rettigheder.

   (jf. præmis 69 og domskonkl. 3)