Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager

[Art. 34, stk. 2, litra b), EU og art. 35, stk. 1, EU]

2. Den Europæiske Union – politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager – indbyrdes tilnærmelse af love og administrative bestemmelser vedrørende retligt samarbejde

(Art. 34, stk. 2, EU; Rådets rammeafgørelse 2002/584, art. 31, stk. 1)

3. Den Europæiske Union – politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager – rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne

(Rådets rammeafgørelse 2002/584, art. 1, stk. 3, og art. 2, stk. 2)

4. Den Europæiske Union – politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager – rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne

(Rådets rammeafgørelse 2002/584, art. 2, stk. 2)

Sammendrag

1. I overensstemmelse med artikel 35, stk. 1, EU er Domstolen på de betingelser, der er fastsat i denne artikel, kompetent til at afgøre præjudicielle spørgsmål om fortolkningen og gyldigheden af bl.a. rammeafgørelser, hvilket nødvendigvis indebærer, at den, selv om den ikke udtrykkeligt er tillagt kompetence hertil, kan være foranlediget til at fortolke primærretlige bestemmelser som artikel 34, stk. 2, litra b), EU, når Domstolen anmodes om at tage stilling til, om rammeafgørelsen med rette er blevet vedtaget på grundlag af denne bestemmelse.

(jf. præmis 18)

2. Rammeafgørelse 2002/584 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne, der indebærer en indbyrdes tilnærmelse mellem medlemsstaternes love og administrative bestemmelser vedrørende retligt samarbejde i kriminalsager og nærmere bestemt fastsætter regler om betingelserne og procedurerne for samt virkningerne af overgivelse mellem nationale myndigheder af dømte eller mistænkte personer med henblik på straffuldbyrdelse eller retsforfølgning, er ikke vedtaget i strid med artikel 34, stk. 2, litra b), EU.

Artikel 34, stk. 2, EU kan – for så vidt som den i generelle vendinger opregner og definerer de forskellige former for retsakter, der kan anvendes for at virkeliggøre Unionens målsætninger, der er anført i EU-traktatens afsnit VI – nemlig ikke fortolkes således, at den udelukker, at den indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser gennem vedtagelse af en rammeafgørelse i henhold til samme artikels stk. 2, litra b), kan vedrøre andre områder end dem, der er nævnt i artikel 31, litra e), EU, herunder den europæiske arrestordre.

Artikel 34, stk. 2, EU opstiller heller ikke nogen prioritetsorden mellem de forskellige instrumenter, som er angivet i denne bestemmelse. Den europæiske arrestordre kunne ganske vist være blevet gjort til genstand for en konvention, men det henhører under Rådets skønsbeføjelse at foretrække at anvende det retlige instrument bestående i en rammeafgørelse, når betingelserne for at vedtage en sådan retsakt er opfyldt.

Denne sidste konklusion anfægtes ikke af den omstændighed, at rammeafgørelsen i henhold til sin artikel 31, stk. 1, den 1. januar 2004 i forholdet mellem medlemsstaterne træder i stedet for de tilsvarende bestemmelser i de tidligere konventioner om udlevering, som er anført i denne bestemmelse. Enhver anden fortolkning, som hverken finder støtte i artikel 34, stk. 2, EU eller i nogen anden bestemmelse i EU-traktaten, risikerer at fratage den for Rådet anerkendte adgang til at vedtage rammeafgørelser på områder, der tidligere er reguleret ved internationale konventioner, hovedparten af dens effektive virkning.

(jf. præmis 28, 29, 37, 38 og 41-43)

3. Princippet om, at strafbare forhold og straffe skal have lovhjemmel (nullum crimen, nulla poena sine lege), som hører til de almindelige retsgrundsætninger, der er en grundlæggende bestanddel af de forfatningsmæssige traditioner, der er fælles for medlemsstaterne, indgår også i forskellige internationale traktater, og navnlig i artikel 7, stk. 1, i den europæiske menneskerettighedskonvention. Dette princip indebærer, at loven klart skal definere overtrædelserne og den straf, de medfører. Denne betingelse er opfyldt, når borgerne ud fra den relevante bestemmelses ordlyd og, om fornødent, ved hjælp af retternes fortolkning heraf kan vide, hvilke handlinger og undladelser der medfører strafansvar.

I denne forbindelse er artikel 2, stk. 2, i rammeafgørelse 2002/584 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne, for så vidt som den med hensyn til de deri angivne lovovertrædelser ophæver kontrollen af, om der foreligger dobbelt strafbarhed, ikke ugyldig på grund af en tilsidesættelse af nævnte strafferetlige legalitetsprincip. Rammeafgørelsen har således ikke til formål at harmonisere de omhandlede straffelovsovertrædelser for så vidt angår gerningsindholdet eller straffene herfor. Selv om rammeafgørelsens artikel 2, stk. 2, ophæver kontrollen af dobbelt strafbarhed med hensyn til de kategorier af lovovertrædelser, der er nævnt i denne bestemmelse, henhører definitionen af disse og af straffene herfor fortsat under den udstedende medlemsstats lovgivning, der, som det i øvrigt er fastsat i rammeafgørelsens artikel 1, stk. 3, skal respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er defineret i artikel 6 EU, og dermed det strafferetlige legalitetsprincip.

(jf. præmis 49, 50 og 52-54)

4. Artikel 2, stk. 2, i rammeafgørelse 2002/584 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne er, for så vidt som den med hensyn til de deri angivne lovovertrædelser ophæver kontrollen af, om der foreligger dobbelt strafbarhed, ikke ugyldig på grund af en tilsidesættelse af lighedsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling.

Hvad således for det første angår udvælgelsen af de 32 kategorier af lovovertrædelser, som er opregnet i denne bestemmelse, har Rådet, på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse og henset til den høje grad af tillid og solidaritet mellem medlemsstaterne, kunnet anse de omhandlede kategorier af lovovertrædelser for – enten på grund af deres art eller på grund af straffen af en maksimal varighed på mindst tre år – at høre til blandt overtrædelser, som udgør en sådan krænkelse af den offentlige orden og sikkerhed, at det begrunder, at der ikke kræves kontrol af dobbelt strafbarhed. Selv hvis det antages, at situationen for personer, der er mistænkt for at have begået lovovertrædelser, som er omfattet af listen i rammeafgørelsens artikel 2, stk. 2, eller er dømt for at have begået sådanne overtrædelser, er sammenlignelig med situationen for personer, der er mistænkt for at have begået eller dømt for at have begået andre lovovertrædelser end dem, som er opregnet i denne bestemmelse, er sondringen derfor under alle omstændigheder objektivt begrundet.

Hvad dernæst angår den omstændighed, at den manglende præcision i definitionen af de omhandlede kategorier af lovovertrædelser risikerer at medføre en forskellig gennemførelse af rammeafgørelsen i de forskellige nationale retsordener, er det tilstrækkeligt at bemærke, at formålet med rammeafgørelsen ikke er at harmonisere medlemsstaternes materielle strafferet, og at der ikke er nogen bestemmelser i EU-traktatens afsnit VI, hvorefter anvendelsen af den europæiske arrestordre er gjort betinget af en harmonisering af medlemsstaternes straffelovgivning på området for de omhandlede lovovertrædelser.

(jf. præmis 57-60)