RETTENS DOM (Første Afdeling)

5. oktober 2004

Sag T-144/02

Richard J. Eagle m.fl.

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Personale ansat i fællesforetagendet JET — ligebehandling — status som midlertidigt ansat ikke anvendt — artikel 152 EA — rimelig frist — økonomisk tab«

Fuldstændig gengivelse på engelskFuldstændig gengivelse på alle sprog i Samling af Afgørelser fra Domstolen og Retten i Første Instans, afdeling II   II-1231

Angående:

Påstand om erstatning for påstået tab som følge af ikke at være blevet ansat som midlertidigt ansatte ved Fællesskaberne i forbindelse med udførelsen af deres virksomhed i fællesforetagendet Joint European Torus (JET).

Udfald:

Kommissionen pålægges at erstatte det økonomiske tab, som hver enkelt sagsøger har lidt som følge af ikke at være blevet ansat som midlertidigt ansat ved Kommissionen i forbindelse med udførelsen af den pågældendes virksomhed i JET. Senest seks måneder efter afsigelsen af denne dom giver parterne Retten meddelelse om det beløb, som de efter fælles overenskomst er blevet enige om skal betales i erstatning for dette tab. Såfremt parterne ikke når til enighed, giver de inden for samme frist Retten meddelelse om deres påstande med beløbsangivelser. Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.

Sammendrag

1. Tjenestemænd – søgsmål – søgsmålsret – personer, som har nedlagt påstand om erstatning som følge af deres ansættelse hos et Euratom-fællesforetagende, idet ansættelserne ikke var omfattet af ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte

   (Euratom-traktaten, art. 152)

2. Tjenestemænd – søgsmål – fiister – personer, som har nedlagt påstand om erstatning som følge af deres ansættelse hos et Euratom-fællesforetagende, idet ansættelserne ikke var omfattet af ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte – overholdelse af en rimelig frist – fristens varighed og udgangspunkt

   (EF-statutten for Domstolen, art. 46; tjenestemandsvedtægten, art. 90)

3. Tjenestemænd – midlertidigt ansatte – ansættelse – personale ansat af Euratom-fællesforetagendet Joint European Torus (JET) – institutionernes skønsbeføjelse – grænser

   (Rådets afgørelse 78/471)

4. Tjenestemænd – institutionernes ansvar udenfor kontraktforhold – betingelser – ulovlighed – tab – årsagsforbindelse – begreb – anvendelse i personalesager – kriterier

1.  Det erstatningssøgsmål, som personer, der har arbejdet for det i henhold til bestemmelserne i Euratom-traktaten oprettede fællesforetagende Joint European Torus (JET), har anlagt i forbindelse med at være stillet til rådighed af udenforstående selskaber, som var kontraktretligt forpligtet over for JET, og hvorved disse tilsigter at opnå erstatning for det tab, de har lidt ved, at de i modsætning til det i bestemmelserne i JET-vedtægterne fastsatte ikke blev ansat som midlertidigt ansatte i henhold til ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, bør bedømmes som en tvist mellem Fællesskabet og dets ansatte.

   For det første vedrører de retlige problemer, søgsmålet rejser, nemlig vedtægtsmæssige rettigheder, ligesom i søgsmål, hvor en person kræver status som tjenestemand eller øvrig ansat. For det andet må begrebet en tvist mellem Fællesskabet og dets ansatte i henhold til retspraksis gives en vid fortolkning, idet en for streng fortolkning heraf ville skabe retlig usikkerhed, idet eventuelle sagsøgere herved sættes i en uvis situation med hensyn til klageadgangen eller gives en kunstig valgmulighed. For det tredje er sagsøgernes valg af proceduren i vedtægtens artikel 90 og 91 endelig ikke blevet bestridt af de institutioner, der er part i sagen, som erkender, at årsagen til tvisten og den fejl, som de foreholdes, skal findes i vedtægtens bestemmelser.

   (jf. præmis 39, 42, 43 og 47)

   Henvisning til: Domstolen, 31. marts 1965, sag 23/64, Vandevyvere mod Parlamentet, Sml. 1965-1968. s. 41, org.ref.: Rec. s. 205, på s. 214; Domstolen, 11. marts 1975, sag 65/74, Porrini m.fl. mod EØFA m.fl., Sml. s. 319, præmis 3-13; Domstolen, 5. april 1979, sag 116/78, Bellintani m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1585, præmis 6; Domstolen, 11. juli 1985, forenede sager 87/77, 130/77. 22/83, 9/84 og 10/84. Salerno m.fl. mod Kommissionen og Rådet. Sml. s. 2523, præmis 24 og 25; Domstolen. 13. juli 1989. sag 286/83. Alexis m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 2445, præmis 9; Domstolen, 14. februar 1989, sag 346/87, Bossi mod Kommissionen, Sml. s. 303, præmis 10; Retten, 12. maj 1998, sag T-184/94, O'Casey mod Kommissionen, Sml. Pers. IA, s. 183, og II, s. 565, præmis 56-62.

2.  Tjenestemandsvedtægtens artikel 90, stk. 1, fastsætter ingen frist for indgivelse af en ansøgning. Når der ikke er fastsat udtrykkelige fristbestemmelser, kan der imidlertid stilles krav om overholdelse af en rimelig frist i alle de tilfælde, hvor retssikkerhedsprincippet eller princippet om den berettigede forventning er til hinder for, at Fællesskabets institutioner og fysiske eller juridiske personer kan handle uden tidsmæssige begrænsninger, og derved navnlig risikere, at allerede opnåede rettigheder bringes i fare. I erstatningssøgsmål, der kan medføre en økonomisk byrde for Fællesskabet, er overholdelse af en rimelig frist for fremsættelse af et erstatningskrav også begrundet i hensynet til beskyttelsen af offentlige finanser, hvilket navnlig i søgsmål vedrørende ansvar uden for kontrakt kommer til udtryk i den forældelsesfrist på fem år, som er fastsat i artikel 46 i Domstolens statut.

   Hvorvidt en frist er rimelig, vurderes på grundlag af omstændighederne i den enkelte sag, herunder navnlig sagens betydning for den pågældende, dens kompleksitet samt parternes adfærd.

   Hvad angår fremsættelsen af et erstatningskrav fra de personer, der har arbejdet for fællesforetagendet Joint European Torus (JET), i forbindelse med at være stillet til rådighed af udenforstående selskaber, som var kontraktretligt forpligtet over for JET, med den begrundelse, at de burde have været ansat som midlertidigt ansatte i henhold til ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, bør det, idet der kan drages en sammenligning med førnævnte artikel 46, antages, at de berørte, da de fandt sig udsat for en ulovlig forskelsbehandling — inden for en rimelig frist, som ikke må overskride fem år fra det tidspunkt, hvor de fik kendskab til den situation, som de klager over — burde have anmodet den pågældende fællesskabsinstitution om at træffe foranstaltninger med henblik på at afhjælpe denne situation og bringe den til ophør.

   Ved fastsættelsen af dette tidspunkt bør der tages udgangspunkt i indgåelsen af hver enkelt etårig kontrakt, uanset om det drejer sig om den første kontrakt eller om en forlængelse, henset til den usikkerhed, der kendetegnede de berørtes ansættelser.

   (jf. præmis 56. 57, 66, 68, 71, 80 og 82)

   Henvisning til: Domstolen, 21. maj 1981, sag 29/80, Reinarz mod Kommissionen, Sml. s. 1311, præmis 12; Domstolen, 15. oktober 2002, forenede sager C-238/99 P, C-244/99 P, C-245/99 P, C-247/99 P, C-250/99 P - C-252/99 P og C-254/99 P, Limburgse Vinyl Maatschaapij m.fl. mod Kommissionen, Sml. 1, s. 8375, præmis 187.

3.  Fællesskabsinstitutionerne råder over et vidt skøn ved vurderingen af, hvorledes de mest hensigtsmæssigt kan dække deres personalebehov, navnlig ved ansættelse af midlertidigt ansatte. Det samme gælder med hensyn til, hvorledes fællesforetagenderne skal indrettes og fungere.

   Den omstændighed, at »andet personale« til projektgruppen efter vedtægterne for fællesforetagendet Joint European Torus (JET) skulle ansættes på kontrakter som midlertidigt ansat, forpligtede ikke Kommissionen til at ansætte sådant personale, hvis der ikke i projektgruppen var noget behov for det. Ledelsen for fællesforetagendet havde således ved sammensætningen af projektgruppen fuld frihed til at vurdere, hvor mange personer der skulle være i hver af de to personalegrupper, som er omhandlet i vedtægternes artikel 8.1 (medarbejdere, der kommer fra medlemmerne af fællesforetagendet og andre ansatte), idet ledelsens valg kom til udtryk i stillingsfortegnelsen i det årlige budget. Ledelsen kunne ligeledes benytte sig af selskaber, der udbyder arbejdskraft eller tjenesteydelser, for at få udført forskellige opgaver, der var nødvendige for fællesforetagendet, men som ikke hørte under de funktioner, som det var pålagt ved traktaterne, dvs. de funktioner, som projektgruppen var forpligtet til at udføre under ledelse af direktøren for projektet.

   JET's ledelse kunne derimod ikke indgå sådanne kontrakter med selskaber, der udbyder arbejdskraft eller tjenesteydelser, for at unddrage sig anvendelsen af de vedtægtsmæssige bestemmelser. De funktioner, som traktaterne pålægger fællesskabsinstitutionerne, kan nemlig ikke overlades eksterne virksomheder, men skal udføres af personer, der er ansat under den vedtægtsmæssige ordning.

   (jf. præmis 113-115)

   Henvisning til: Domstolen, 20. juni 1985, sag 123/84, Klein mod Kommissionen, Sml. s. 1907, præmis 24; Domstolen, 28. februar 1989, forenede sager 341/85, 251/86, 258/86, 259/86, 262/86 og 266/86, 222/87 og 232/87, Van der Stijl m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 511, præmis 11; Domstolen, 6. december 1989, sag C-249/87, Mulfinger m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 4127, præmis 13 og 14; Retten, 12. december 1996, forenede sager T-177/94 og T-377/94, Altmann m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2041, præmis 154; Retten, 17. november 1998, sag T-217/96, Fabert-Goossens mod Kommissionen, Sml. Pers. IA, s. 607, og II, s. 1841, præmis 29.

4.  I relation til Fællesskabets ansvar uden for kontrakt, herunder bl.a. sager, der omhandler forholdet mellem Fællesskabet og dets ansatte, er den ansatte i henhold til fællesskabsretten kun berettiget til erstatning, hvis følgende tre betingelser er opfyldt. Den adfærd, institutionen foreholdes, skal være retsstridig, der skal være lidt et tab, og der skal være årsagsforbindelse mellem den pågældende adfærd og tabet.

   En årsagssammenhæng foreligger i princippet kun, hvis der kan fremlægges bevis for, at der med sikkerhed består en direkte forbindelse mellem den fejl, som den pågældende fællesskabsinstitution har begået, og det påståede tab.

   I personalesager er den i retspraksis krævede grad af sikkerhed for, at der består en årsagssammenhæng, imidlertid opfyldt, når en fællesskabsinstitutions retsstridige adfærd med sikkerhed har betydet, at en person er blevet frataget ikke nødvendigvis en ansættelse, hvilket den pågældende aldrig ville kunne bevise at have haft ret til, men en reel chance for at blive ansat som tjenestemand eller midlertidigt ansat, med den følge, at den pågældende har lidt et økonomisk tab i form af tabt arbejdsfortjeneste. Når det under omstændigheder som i den foreliggende sag forekommer højst sandsynligt, at en overholdelse af reglerne ville have ført til, at den pågældende fællesskabsinstitution havde ansat den pågældende som midlertidigt ansat, kan den teoretiske usikkerhed om, hvilket udfald en normal ansættelsesprocedure ville have haft, ikke være til hinder for, at der ydes erstatning for det reelle økonomiske tab, som den berørte har lidt ved at være berøvet retten til at søge en stilling i henhold til vedtægten, som han ville have haft gode chancer for at få.

   (jf. præmis 99, 148 og 149)

   Henvisning til: Domstolen, 14. maj 1998, sag C-259/96 P. Rådet mod de Nil og Impens, Sml. I, s. 2915, præmis 23; Retten, 28. september 1999, sag T-140/97, Hautem mod EIB, Sml. Pers. IA, s. 171, og II, s. 897, præmis 85.

Sag T-144/02

Richard J. Eagle m.fl,

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Personale ansat i fællesforetagendet JET — ligebehandling — status som midlertidigt ansat ikke anvendt — artikel 152 EA — rimelig frist — økonomisk tab«

Rettens dom (Første Afdeling) af 5. oktober 2004   II-3386

Sammendrag af dom

1. Tjenestemænd – søgsmål – søgsmålsret – personer, som kræver erstatning for deres ansættelse ved et EA-fællesforetagende udenfor ordningen for øvrige ansatte

   (EA-traktaten, art. 152)

2. Tjenestemænd – søgsmål – frister – personer, som kræver erstatning for deres ansættelse ved et EA-fiellesforetagende uden for ordningen for øvrige ansatte – overholdelse af en rimelig frist – fristens varighed og udgangspunkt

   (Statutten for Domstolen, art. 46; tjenestemandsvedtægten, art. 90)

3. Tjenestemænd – midlertidigt ansatte – ansættelse – personale ansat af EA-fællesforetagendet Joint European Torus (JET) – institutionernes skøn – grænser

   (Rådets afgørelse 78/471)

4. Tjenestemænd – institutionernes ansvar udenfor kontrakt – betingelser – ulovlighed – tab – årsagsforbindelse – begreb – anvendelse på personalesager – kriterier

1.  Et erstatningssøgsmål anlagt af personer, som har været ansat ved fællesforetagendet Joint European Torus (JET), oprettet i henhold til EA-traktatens bestemmelser, i forbindelse med en tilrådighedsstillelse af udenforstående selskaber, som var kontraktretligt forpligtet over for fællesforetagendet JET, og hvorved disse kræver erstatning for tab, fordi de modsat det i JET-vedtægterne anførte ikke var blevet ansat som midlertidigt ansatte under ordningen for øvrige ansatte, må bedømmes således, at det henhører under tvister mellem Fællesskabet og dets ansatte.

   For det første vedrører de retlige problemer, som søgsmålet indebærer, ligesom i søgsmål, hvor en person kræver status som tjenestemand eller øvrig ansat, vedtægtsmæssige rettigheder. For det andet skal begrebet en tvist mellem

   Fællesskabet og dets ansatte i henhold til retspraksis gives vid fortolkning, idet en for snæver fortolkning af begrebet kan skabe retlig usikkerhed ved at sætte eventuelle sagsøgere i en uvis situation med hensyn til klageadgangen eller ved at give dem en kunstig valgmulighed. For det tredje er sagsøgernes valg af proceduren i vedtægtens artikel 90 og 91 ikke blevet bestridt af institutionerne i søgsmålet, som erkender, at årsagen til tvisten var den fejl, som de foreholdes, skal findes i vedtægtens bestemmelser.

   (jf. præmis 39, 42, 43 og 47)

2.  Artikel 90, stk. 1, i tjenestemandsvedtægten angiver ingen frist for indgivelse af en ansøgning. Der kan dog stilles krav om en rimelig frist i alle de tilfælde, hvor retssikkerhedsprincippet eller princippet om den berettigede forventning er til hinder for, at Fællesskabets institutioner og fysiske eller juridiske personer kan handle uden tidsmæssige begrænsninger og derved navnlig risikere, at allerede opnåede rettigheder bringes i fare. I erstatningssøgsmål, der kan medføre en økonomisk byrde for Fællesskabet, er overholdelse af en rimelig frist for fremsættelse af et erstatningskrav også begrundet i hensyn til beskyttelse af offentlige finanser, hvilket navnlig i søgsmål vedrørende ansvar uden for kontrakt kommer til udtryk i den forældelsesfrist på fem år, der er fastsat i artikel 46 i Domstolens statut.

   Spørgsmålet, om en frist er rimelig, skal vurderes på grundlag af omstændighederne i den enkelte sag, herunder navnlig sagens betydning for den pågældende, dens kompleksitet samt parternes adfærd.

   For så vidt angår en erstatningspåstand nedlagt af personer, der har været ansat ved fællesforetagendet Joint European Torus (JET) i forbindelse med en tilrådighedsstillelse af udenforstående selskaber, der var kontraktretlig forpligtet med JET, under henvisning til, at de burde have været ansat som midlertidigt ansatte i henhold til ordningen om øvrige ansatte, må det antages, idet der kan foretages et sammenligningsgrundlag med nævnte artikel 46, at de pågældende, da de fandt sig udsat for ulovlig forskelsbehandling, inden for en rimelig frist, som ikke må overskride fem år fra det tidspunkt, hvor de fik kendskab til den situation, som de påklager, burde have anmodet den pågældende fællesskabsinstitution om at træffe foranstaltninger med henblik på at afhjælpe denne situation og bringe den til ophør.

   Ved fastsættelsen af dette tidspunkt skal der, henset til den usikre situation, som karakteriserede de pågældendes ansættelse, tages hensyn til indgåelsen af hver enkelt etårig kontrakt, uanset om det drejede sig om den første kontrakt eller en forlængelse.

   (jf. præmis 56, 57, 66, 68, 71, 80 og 82)

3.  Fællesskabsinstitutionerne råder over et vidt skøn ved vurderingen af, hvorledes de mest hensigtsmæssigt kan dække deres personalebehov og navnlig med hensyn til ansættelse af midlertidigt ansatte. Det samme gælder med hensyn til, hvorledes fællesforetagendet skal indrettes og fungere.

   Den omstændighed, at det i vedtægterne for fællesforetagendet Joint European Torus (JET) fastsattes, at »andet personale« til projektgruppen skulle ansættes på kontrakter som midlertidigt ansat, forpligtede ikke Kommissionen til at ansætte sådant personale, hvis der ikke i projektgruppen var noget behov herfor. Ledelsen af fællesforetagendet havde således ved sammensætningen af projektgruppen fuld frihed til at vurdere, hvor mange personer der skulle være i hver af de to personalegrupper, som er omhandlet i vedtægternes artikel 8, punkt 1 (medarbejdere, der kommer fra medlemmerne af fællesforetagendet, og andre ansatte), idet ledelsens valg kommer til udtryk i stillingsfortegnelsen i det årlige budget. Ledelsen kunne ligeledes benytte sig af selskaber, der udbyder arbejdskraft eller tjenesteydelser, for at få udført forskellige opgaver, der var nødvendige for foretagendet, men som ikke hørte under de funktioner, som det var pålagt ved traktaterne, dvs. de funktioner, som projektgruppen var forpligtet til at udføre under ledelse af direktøren for projektet.

   Derimod kunne JET's ledelse ikke indgå sådanne kontrakter med selskaber, der udbyder arbejdskraft eller tjenesteydelser, for at unddrage sig anvendelsen af de vedtægtsmæssige bestemmelser. De funktioner, traktaterne pålægger fællesskabsinstitutionerne, kan nemlig ikke overlades eksterne virksomheder, men skal udføres af personer, der er ansat under en vedtægtsmæssig ordning.

   (jf. præmis 113-115)

4.  I relation til Fællesskabets ansvar uden for kontrakt, og navnlig i sager om forholdet mellem Fællesskabet og dets ansatte, er den ansatte i henhold til fællesskabsretten kun berettiget til erstatning, hvis følgende tre betingelser er opfyldt. Den adfærd, som Kommissionen kritiseres for at have udvist, skal være retsstridig, der skal være lidt et tab, og der skal være årsagssammenhæng mellem den pågældende adfærd og tabet.

   Der foreligger i princippet kun årsagssammenhæng, hvis der fremlægges bevis for, at der med sikkerhed består en direkte forbindelse mellem den fejl, som den pågældende fællesskabsinstitution har begået, og det påståede tab.

   I personalesager er den i retspraksis krævede grad af sikkerhed for, at der består en årsagssammenhæng, dog opfyldt, når en fællesskabsinstitutions retsstridige adfærd med sikkerhed har betydet, at en person er blevet frataget — ikke nødvendigvis en ansættelse, hvilket den pågældende aldrig ville kunne bevise at have ret til — men en reel chance for at blive ansat som tjenestemand eller midlertidigt ansat med den følge, at den pågældende har lidt et økonomisk tab i form af tabt arbejdsfortjeneste. Når det forekommer højst sandsynligt, at en overholdelse af reglerne ville have ført til, at den pågældende fællesskabsinstitution havde ansat den pågældende som midlertidigt ansat, kan den teoretiske usikkerhed om, hvilket udfald en nærmere ansættelsesprocedure ville have haft, ikke være til hinder for, at der ydes erstatning for det reelle økonomiske tab, som den pågældende har lidt ved at blive berøvet retten til at søge en stilling i henhold til vedtægten, som han ville have haft gode chancer for at opnå.

   (jf. præmis 99, 148 og 149)