Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Retspleje - bevisoptagelse - begæring om fremlæggelse af dokumenter - Kommissionens interne dokumenter - udleveres ikke, med mindre der foreligger ganske særlige omstændigheder - den begærende part har bevisbyrden - anvendelse på høringskonsulentens udtalelse

(EF-traktaten, art. 85, stk. 1 (nu art. 81, stk. 1, EF); Rettens procesreglement, art. 65 og art. 66, stk. 1)

2. Konkurrence - karteller - virksomhed - begreb - økonomisk enhed - ansvar for overtrædelser - betydningen af, at den selskabskoncern, der udgør den økonomiske enhed, ikke selv er en juridisk person - solidarisk ansvar for selskaberne, der indgår i den nævnte koncern

(EF-traktaten, art. 85, stk. 1 (nu art. 81, stk. 1, EF))

3. Konkurrence - fællesskabsregler - overtrædelser - tilskrivelse af ansvar - den juridiske person, der var ansvarlig for virksomhedens drift på tidspunktet for overtrædelsen - undtagelser - ansvar for den økonomiske efterfølger, såfremt den juridiske person, der var ansvarlig for overtrædelsen, ikke længere eksisterer, eller med henblik på at sikre konkurrencereglernes effektive virkning

(EF-traktaten, art. 85, stk. 1 (nu art. 81, stk. 1, EF))

4. Konkurrence - karteller - sammensat overtrædelse, der frembyder elementer af aftaler og elementer af samordnet praksis - fælles kvalifikation som »aftale og/eller samordnet praksis« - lovligt - følger for de beviselementer, som skal tilvejebringes

(EF-traktaten, art. 85, stk. 1 (nu art. 81, stk. 1, EF))

5. Konkurrence - karteller - aftaler mellem virksomheder - begreb - »gentlemen's agreement« - omfattet - betydningen af, at sanktionen i traktatens artikel 85, stk. 2 (nu art. 81, stk. 2, EF), vedrørende manglende retsvirkning ikke finder anvendelse - ingen betydning

(EF-traktaten, art. 85, stk. 1 og 2 (nu art. 81, stk. 1 og 2, EF))

6. Konkurrence - karteller - samordnet praksis - begreb - krav om årsagsforbindelse mellem virksomhedernes indbyrdes samordning og deres adfærd på markedet - formodning for en sådan årsagsforbindelse

(EF-traktaten, art. 85, stk. 1 (nu art. 81, stk. 1, EF))

7. Konkurrence - karteller - deltagelse i møder med andre virksomheder med et konkurrencebegrænsende formål - omstændighed, der i mangel af afstandtagen fra de trufne beslutninger giver grundlag for at fastslå, at virksomheden deltog i den efterfølgende aftale - deltagelse angiveligt sket under tvang - ingen begrundelse for en virksomhed, der ikke har benyttet muligheden for at underrette de kompetente myndigheder herom

(EF-traktaten, art. 85, stk. 1 (nu art. 81, stk. 1, EF); Rådets forordning nr. 17, stk. 3)

8. Konkurrence - karteller - en virksomheds ansvar - ansvar som følge af andre virksomheders handlinger i forbindelse med den samme overtrædelse - lovligt - kriterier - tilsidesættelse af princippet om individuel straf, af reglerne vedrørende bevis og af retten til kontradiktion - ingen

(EF-traktaten, art. 85, stk. 1 (nu art. 81, stk. 1, EF))

9. Konkurrence - administrativ procedure - sprogordning - bilag til meddelelsen af klagepunkter og bilag til andre anklagede virksomheders svar på Kommissionens anmodninger om oplysninger - fremsendelse på originalsproget - tilsidesættelse af retten til at blive hørt og af princippet om parternes ligestilling - ingen - begrundelse

(Rådets forordning nr. 1, art. 3, og nr. 17, art. 19, stk. 1; Kommissionens forordning nr. 99/63, art. 2, stk. 1, og art. 4)

10. Konkurrence - administrativ procedure - tjenestehemmeligheder - lempelser - grænser - beskyttelse af forretningshemmeligheder

(Rådets forordning nr. 17, art. 19, stk. 2, art. 20, stk. 2, og art. 21)

11. Konkurrence - administrativ procedure - tjenestehemmeligheder - udslip af fortrolige oplysninger fra Kommissionens tjenestegrene - betydning for lovligheden af beslutningen, der fastslår overtrædelsen - ingen

(EF-traktaten, art. 214 (nu art. 287 EF); Rådets forordning nr. 17, art. 20, stk. 2)

12. Konkurrence - administrativ procedure - den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 6 kan ikke anvendes - anvendelse af de generelle principper i fællesskabsretten - virkninger for Kommissionens rettigheder og forpligtelser med hensyn til indkaldelse af vidner til støtte for Kommissionen og til støtte for virksomhederne

(Rådets forordning nr. 17, art. 19, stk. 2; Rådets forordning nr. 99/63, art. 3, stk. 3, og art. 7)

13. Konkurrence - administrativ procedure - høringer - forpligtelse for høringskonsulenten til at indhente godkendelse af høringsreferatet, før han afgiver sin udtalelse - ingen

(Rådets forordning nr. 99/63, art. 9, stk. 4; Kommissionens afgørelse 94/810, art. 7, stk. 4, og art. 8)

14. Konkurrence - administrativ procedure - høringer - den foreløbige karakter af referatet, der fremsendes til Det Rådgivende Udvalg og til Kommissionen - sagsbehandlingsfejl - ingen

(Kommissionens forordning nr. 99/63)

15. Konkurrence - bøder - størrelse - fastsættelse - maksimumsbeløb - beregning - relevant omsætning - den sammenlagte omsætning i alle selskaberne, der udgør den økonomiske enhed, der handler som virksomhed

(Rådets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2)

16. Konkurrence - bøder - størrelse - beregningsmetoder - omregning til ecu af virksomhedernes omsætning i referenceåret på grundlag af den gennemsnitlige vekselkurs i samme år - tilladt

(Rådets forordning nr. 17, art. 15)

17. Konkurrence - administrativ procedure - begæring om oplysninger - virksomhedernes frihed til at indvilge i eller afslå at besvare spørgsmål, der stilles i medfør af artikel 11, stk. 1, i forordning nr. 17 - følgen af at indvilge - forpligtelse til at meddele rigtige oplysninger

[Rådets forordning nr. 17, art. 11, stk. 1, og art. 15, stk. 1, litra b)]

18. Konkurrence - bøder - størrelse - fastsættelse - kriterier - overtrædelsernes grovhed - formildende omstændigheder - den pågældende virksomheds økonomiske situation - ikke omfattet

(Rådets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2)

Sammendrag

1. Under sagens behandling for Fællesskabets retsinstanser bringes Kommissionens interne dokumenter ikke til sagsøgernes kundskab, medmindre sagens ganske særlige omstændigheder kræver det på grundlag af vægtige indicier, som det påhviler de pågældende sagsøgere at tilvejebringe. Dette er tilfældet med høringskonsulentens udtalelse, der - idet den er et rent internt dokument i Kommissionen og derfor kun vejledende for denne - ikke har til formål at fremsætte nye klagepunkter eller fremkomme med nyt bevismateriale mod virksomheder, der er inddraget i en procedure i medfør af traktatens artikel 85, stk. 1 (nu artikel 81, stk. 1, EF), og derfor ikke har en sådan betydning, at Fællesskabets retsinstanser skal tage hensyn til den ved udøvelsen af deres kontrolfunktion. Denne begrænsning af adgangen til interne dokumenter er begrundet i hensynet til den pågældende institutions funktionsdygtighed med hensyn til forfølgningen af overtrædelser af traktatens konkurrenceregler. En begæring om bevisoptagelse med henblik på fremlæggelse af høringskonsulentens udtalelse må følgelig afslås, såfremt sagsøgerne ikke har påvist, hvorledes fremlæggelsen af denne udtalelse kunne være relevant med hensyn til overholdelsen af retten til kontradiktion.

( jf. præmis 40 )

2. Traktatens artikel 85, stk. 1 (nu artikel 81, stk. 1, EF), hvorefter det bl.a. er forbudt for virksomheder at indgå aftaler eller deltage i samordnet praksis, der kan påvirke handelen mellem medlemsstater, og som har til formål eller til følge at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen inden for fællesmarkedet, er rettet til økonomiske enheder bestående af menneskelige, materielle og immaterielle ressourcer, der forfølger et økonomisk mål på lang sigt, og som kan medvirke ved overtrædelser af bestemmelsen.

Det er i den forbindelse ikke nødvendigt, at den økonomiske enhed, der er anset for en »koncern«, selv er en juridisk person. Således skal begrebet virksomhed i en konkurrenceretlig kontekst forstås som en økonomisk enhed i relation til den pågældende aftale, også når denne økonomiske enhed juridisk set udgøres af flere fysiske eller juridiske personer. Når der ikke i spidsen for koncernen er en juridisk person, der som ansvarlig for samordningen af koncernens aktiviteter kan pålægges ansvaret for de overtrædelser, der er begået af koncernens forskellige deltagende selskaber, kan Kommissionen med rette anse de deltagende selskaber for solidarisk ansvarlige for hele koncernens adfærd, således at det kan undgås, at den formelle adskillelse mellem disse selskaber, som er en følge af deres status som selvstændige juridiske personer, kan være til hinder for, at de antages at optræde samlet på markedet i henseende til anvendelsen af konkurrencereglerne.

( jf. præmis 54 og 66 )

3. Der er som udgangspunkt den fysiske eller juridiske person, der ledte den pågældende virksomhed på det tidspunkt, hvor overtrædelsen af Fællesskabets konkurrenceregler blev begået, der er ansvarlig for overtrædelsen, selv om det på tidspunktet for vedtagelsen af den beslutning, hvor overtrædelsen blev fastslået, var en anden person, der havde ansvaret for virksomhedens drift. Noget andet ville kun gælde, hvis den eller de juridiske personer, der var ansvarlige for virksomhedens drift, var ophørt med at eksistere i retlig forstand, efter at overtrædelsen er blevet begået. Under visse omstændigheder kan en overtrædelse af konkurrencereglerne dog tilregnes den økonomiske efterfølger for den juridiske person, der har begået overtrædelsen, selv om sidstnævnte stadig eksisterer på tidspunktet for vedtagelsen af beslutningen, hvorved den nævnte overtrædelse er fastslået, således at disse reglers effektive virkning ikke begrænses som følge af ændringer, der navnlig vedrører de pågældende virksomheders juridiske form.

Kommissionen begår en retlig fejl, såfremt den pålægger en virksomhed, der endnu ikke eksisterede på det tidspunkt, hvor overtrædelsen blev begået, et solidarisk ansvar for den bøde, der er pålagt en koncern af selskaber, samtidig med at de fysiske eller juridiske personer, der deltog i denne overtrædelse, fuldt ud har fortsat deres erhvervsmæssige aktiviteter, og der ikke er ført bevis for, at der er blevet iværksat manøvrer med det bestemte formål at undgå den ifaldne bøde.

( jf. præmis 103, 104 og 106-108 )

4. I forbindelse med en sammensat overtrædelse, der har involveret adskillige producenter, som i adskillige år har haft det mål at gennemføre en fælles markedsregulering, kan det ikke kræves af Kommissionen, at denne nærmere kvalificerer den enkelte virksomheds overtrædelse på et givet tidspunkt som enten en aftale eller en samordnet praksis, idet begge disse former for overtrædelse under alle omstændigheder er omfattet af traktatens artikel 85 (nu artikel 81 EF). Kommissionen er altså berettiget til at kvalificere en sådan enkelt overtrædelse som en »aftale og samordnet praksis« eller som en aftale »og/eller« samordnet praksis, for så vidt denne overtrædelse både omfatter elementer, der kan kvalificeres som en aftale, og elementer, der kan kvalificeres som en samordnet praksis. Det ville nemlig være unaturligt at opdele en sammenhængende adfærd, der har ét formål, i forskellige særskilte overtrædelser. I en sådan situation må den dobbelte kvalifikation ikke forstås således, at der samtidigt og kumulativt skal føres bevis for, at de faktiske omstændigheder hver for sig indeholder de elementer, der er forudsætningen for, at der foreligger en aftale og en samordnet praksis, men som en tilkendegivelse af, at der er tale om et kompleks, som indeholder faktiske omstændigheder, hvoraf nogle er kvalificeret som aftaler og andre som samordnet praksis, jf. traktatens artikel 85, stk. 1 (nu artikel 81, stk. 1, EF), der ikke kræver, at der skal ske en specifik kvalifikation for denne sammensatte type overtrædelse.

( jf. præmis 186 og 187 )

5. For at der er tale om en aftale i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1 (nu artikel 81, stk. 1, EF), er det tilstrækkeligt, at de pågældende virksomheder har givet udtryk for en fælles vilje til at optræde på markedet på en bestemt måde. Denne betingelse er opfyldt, når der mellem flere virksomheder findes en »gentlemen's agreement«, der er et nøjagtigt udtryk for deres fælles vilje og indebærer en konkurrencebegrænsning. Under disse omstændigheder er det irrelevant at undersøge, om virksomhederne følte sig forpligtet - juridisk, faktisk eller moralsk - til at udvise den aftalte adfærd.

I den forbindelse kan en anden opfattelse ikke støttes på bestemmelsen i traktatens artikel 85, stk. 2 (nu artikel 81, stk. 2, EF), der foreskriver manglende retsvirkning som sanktion, og som vedrører de tilfælde, hvor der faktisk er tale om en juridisk forpligtelse. At denne sanktion i sagens natur kun kan finde anvendelse på aftaler, der er bindende, betyder ikke, at aftaler, der ikke er bindende, skal være fritaget fra det forbud, der fastslås i traktatens artikel 85, stk. 1.

( jf. præmis 199-201 )

6. Det fremgår af selve ordlyden af traktatens artikel 85, stk. 1 (nu artikel 81, stk. 1, EF), at en samordnet praksis forudsætter både samordning mellem virksomhederne og en adfærd på markedet, der ligger i forlængelse af denne samordning, samt årsagsforbindelse mellem samordningen og adfærden. Det må herved antages - med forbehold af det modbevis, som det må påhvile de pågældende erhvervsdrivende at føre - at de virksomheder, som deltager i samordningen, og som forbliver aktive på markedet, tager hensyn til informationsudvekslingen med deres konkurrenter for at fastlægge deres adfærd på markedet.

( jf. præmis 213 og 216 )

7. I den situation, hvor en virksomhed deltager i møder mellem virksomheder med et konkurrencebegrænsende formål, også uden at være en aktiv deltager, og den ikke klart tager afstand fra mødernes indhold og dermed giver de øvrige deltagere det indtryk, at virksomheden tilslutter sig og retter sig efter resultatet af møderne, kan det anses for bevist, at den deltager i det på disse møder indførte kartel. Det er herved uden betydning, hvorvidt den pågældende virksomhed deltager i møder med virksomheder, der har en dominerende stilling eller i det mindste en stærk økonomisk stilling på markedet. En virksomhed, der deltager i møder med et konkurrencebegrænsende formål, selv om det sker under tvang fra andre deltagere, der har en større økonomisk styrke, har nemlig altid mulighed for at indgive en klage til Kommissionen over de pågældende konkurrencebegrænsende aktiviteter i stedet for at fortsætte sin deltagelse i de nævnte møder.

( jf. præmis 223, 224 og 226 )

8. En virksomhed, der har deltaget i en enkelt, kompliceret overtrædelse af konkurrencereglerne ved egne handlinger, der er omfattet af begreberne aftale eller samordnet praksis med et konkurrencebegrænsende formål, jf. traktatens artikel 85, stk. 1 (nu artikel 81, stk. 1, EF), og som har til formål at bidrage til gennemførelsen af overtrædelsen i dens helhed, kan for så vidt angår hele det tidsrum, hvor virksomheden har deltaget i den, også være ansvarlig for de handlinger, som andre virksomheder har foretaget som led i den samme overtrædelse, såfremt der er ført bevis for, at den pågældende virksomhed er bekendt med de øvrige deltageres ulovlige adfærd eller med rimelighed kan forudse denne, og at den er indstillet på at løbe den hermed forbundne risiko. Denne konklusion er ikke i strid med princippet om, at ansvaret for sådanne overtrædelser er individuelt, og fører ikke til, at der uden hensyn til reglerne for bevisførelse ikke skal foretages en individuel undersøgelse af de belastende beviser, eller til, at de implicerede virksomheders ret til kontradiktion tilsidesættes.

( jf. præmis 231 )

9. Under procedurer i henhold til Fællesskabets konkurrenceregler er de bilag til meddelelsen af klagepunkter, der ikke stammer fra Kommissionen, ikke »dokumenter« i den anvendte betydning i artikel 3 i forordning nr. 1 om den ordning, der skal gælde for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab på det sproglige område, men må betragtes som belastende materiale, som Kommissionen tillægger betydning, og som derfor skal fremsendes til modtageren, som de er, således at modtageren kan få kendskab til Kommissionens fortolkning af det materiale, på grundlag af hvilket den har udfærdiget meddelelsen af klagepunkter og beslutningen. Det følger heraf, at Kommissionen ved at fremsende disse bilag på deres originale sprog ikke begår nogen tilsidesættelse af de pågældende virksomheders ret til kontradiktion.

De samme hensyn finder anvendelse på de dokumenter, som andre virksomheder har vedlagt deres svar på Kommissionens anmodninger om oplysninger, og der foreligger hermed ingen tilsidesættelse af princippet om parternes ligestilling, da den originale version af disse dokumenter såvel for Kommissionen som for de berørte virksomheder udgør det eneste relevante bevis.

( jf. præmis 327, 329 og 330 )

10. Tavshedspligten, som fastsættes i artikel 20, stk. 2, i forordning nr. 17 under en sag om anvendelse af konkurrencereglerne, lempes over for tredjemænd, som den samme forordnings artikel 19, stk. 2, giver ret til at blive hørt, det vil navnlig sige over for klagende tredjemænd. Kommissionen kan meddele disse visse oplysninger, som er omfattet af tavshedspligten, for så vidt denne meddelelse er nødvendig for sagens rette oplysning. Denne mulighed gælder dog ikke for enhver art dokumenter, som ifølge deres natur er omfattet af tavshedspligten. Ifølge den nævnte forordnings artikel 21, hvorefter visse beslutninger skal offentliggøres, har Kommissionen pligt til at tage hensyn til virksomhedernes berettigede interesse i, at deres forretningshemmeligheder ikke udbredes. Skønt disse bestemmelser angår specielle tilfælde, må de anses for at være udtryk for et almindeligt princip, som gælder under den administrative procedures forløb.

( jf. præmis 364 )

11. Selv om det antages, at Kommissionens tjenestegrene på grund af en tilsidesættelse af bestemmelserne om tavshedspligten er ansvarlige for udslip af fortrolige oplysninger, som er blevet anvendt under den administrative procedure, der er iværksat på grund af overtrædelse af Fællesskabets konkurrenceregler, ville dette under alle omstændigheder ikke have betydning for beslutningens lovlighed, da det ikke er godtgjort, at beslutningen faktisk ikke ville være blevet vedtaget, eller at den ville have fået et andet indhold, hvis det anfægtede offentliggørelser ikke havde fundet sted.

( jf. præmis 370 )

12. Selv om Kommissionen ikke er en domstol i betydningen i den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 6, og selv om de af Kommissionen pålagte bøder ikke er af strafferetlig karakter, er Kommissionen under den administrative procedure imidlertid forpligtet til at overholde de almindelige fællesskabsretlige principper.

Den omstændighed, at fællesskabsrettens bestemmelser om konkurrencen ikke pålægger Kommissionen en forpligtelse til at indkalde de vidner i virksomhedernes interesse, der ønskes ført, men overlader Kommissionen et rimeligt skøn ved afgørelsen af, hvilken interesse det kan have at høre sådanne personer, er ikke i strid med de nævnte principper. Selv om Kommissionen kan lade fysiske eller juridiske personer afgive udtalelse, når den finder det nødvendigt, har den nemlig heller ikke ret til at indkalde vidner til støtte for sine klagepunkter uden at have opnået deres samtykke.

( jf. præmis 383, 391 og 392 )

13. Der er hverken efter forordning nr. 99/63 eller afgørelse 94/810 om høringskonsulentens kompetenceområde under Kommissionens behandling af konkurrencesager noget til hinder for, at høringskonsulenten forelægger generaldirektøren for konkurrencen den i artikel 8 i afgørelse 94/810 omhandlende udtalelse, før høringsreferatet i medfør af artikel 9, stk. 4, i forordning nr. 99/63 og artikel 7, stk. 4, i afgørelse 94/810 er godkendt af hver af de personer, der har afgivet udtalelse. Formålet med artikel 9, stk. 4, i forordning nr. 99/63 er nemlig at garantere de afhørte personer, at der er overensstemmelse mellem referatet og deres væsentligste udtalelser. Referatet forelægges således parterne til godkendelse med henblik på, at de kan kontrollere de udtalelser, der er afgivet under høringen, og ikke med det formål at tilvejebringe nye oplysninger, som høringskonsulenten skal tage hensyn til.

( jf. præmis 407 og 408 )

14. Det forhold, at det referat af høringen, der fremsendes til Det Rådgivende Udvalg for Kartel- og Monopolspørgsmål og til Kommissionen, er foreløbigt, er kun en sagsbehandlingsfejl, der kan medføre, at den beslutning, der træffes ved afslutningen af den pågældende procedure, er ugyldig, såfremt dokumentet er affattet på en sådan måde, at adressaterne kan blive vildledt på et afgørende punkt.

( jf. præmis 410 )

15. Den omstændighed, at flere selskaber er pålagt solidarisk ansvar for en bøde, medfører ikke, at der ved anvendelsen af loftet på 10% af omsætningen ifølge artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 skal foretages en begrænsning af bøden for de i fællesskab ansvarlige selskaber til 10% af den omsætning, som hver enkelt af disse selskaber opnåede i det sidste regnskabsår. Loftet på 10% af omsætningen i denne bestemmelses forstand skal således beregnes på grundlag af den sammenlagte omsætning i alle de selskaber, der udgjorde den økonomiske enhed, der har handlet som »virksomhed« i traktatens artikel 85's forstand (nu artikel 81 EF). Når en »virksomhed« udgøres af en gruppe selskaber, der handler som en enkelt økonomisk enhed, er det derfor også kun de deltagende selskabers samlede omsætning, der kan vise den pågældende virksomheds størrelse og økonomiske betydning. Under iagttagelse af den grænse, der er fastsat i artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17, kan Kommissionen herefter fastsætte bøden ud fra en omsætning, der opgøres efter Kommissionens nærmere bestemmelse med hensyn til det geografiske område og de berørte produkter.

( jf. præmis 528, 529 og 541 )

16. Når Kommissionen beregner en bøde, der pålægges for overtrædelse af Fællesskabets konkurrenceregler, ud fra omsætningen i et givent referenceår, hvorved omsætningen er angivet i national valuta, kan den omregne denne omsætning til ecu på grundlag af den gennemsnitlige vekselkurs for dette referenceår og ikke på grundlag af den vekselkurs, der var gældende på dagen for vedtagelsen af beslutningen.

( jf. præmis 543 )

17. Forordning nr. 17 pålægger en virksomhed, som er genstand for en undersøgelse, at medvirke aktivt, hvilket indebærer, at den skal forsyne Kommissionen med alt materiale vedrørende undersøgelsens genstand. Selv om det står virksomhederne frit for at besvare eller undlade at besvare spørgsmål, som bliver stillet dem i henhold til artikel 11, stk. 1, i forordning nr. 17, fremgår det af den sanktion, der er fastsat i den samme forordnings artikel 15, stk. 1, litra b), første del af punktummet, at virksomheder, der har accepteret at besvare spørgsmål, er forpligtet til at meddele rigtige oplysninger.

( jf. præmis 561 )

18. Ved udmålingen af den bøde, der skal pålægges på grund af overtrædelse af Fællesskabets konkurrenceregler, er Kommissionen ikke forpligtet til som en formildende omstændighed at tage hensyn til, at den pågældende virksomhed befandt sig i en økonomisk underskudssituation, da anerkendelsen af en sådan forpligtelse ville medføre en uberettiget konkurrencemæssig fordel for virksomheder, der er mindre tilpassede til markedsforholdene.

( jf. præmis 596 og 597 )