Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

Fællesskabsret - direkte virkning - nationale afgifter i strid med fællesskabsretten - tilbagebetaling - nærmere regler - anvendelse af national ret - præklusive frister - lovlighed - betingelser - overholdelse af princippet om fællesskabsrettens effektivitet . overholdelse af princippet om, at betingelserne for tilbagesøgning og de betingelser, der gælder for tilsvarende søgsmål 1på grundlag af national ret, skal være ækvivalente

Sammendrag

$$I mangel af fællesskabsbestemmelser på området for tilbagebetaling af urigtigt erlagte nationale skatter og afgifter tilkommer det hver enkelt medlemsstat i sin nationale retsorden at udpege de kompetente retter og fastsætte de processuelle regler for sagsanlæg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som fællesskabsrettens direkte virkning medfører for borgerne, idet disse regler dog ikke må være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende krav efter nationale regler (ækvivalensprincippet), og heller ikke må være udformet således, at de i praksis gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, som en national domstol er pligtig til at beskytte (effektivitetsprincippet).

For det første opfylder - for så vidt angår effektivitetsprincippet - en fastsættelse af rimelige, præklusive søgsmålsfrister i princippet dette krav, for så vidt som dette er udtryk for en anvendelse af det grundlæggende retssikkerhedsprincip. Sådanne frister kan i praksis ikke antages at gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Fællesskabets retsorden, selv om sådanne frister, når de er udløbet, medfører, at sagen helt eller delvis afvises. I den forbindelse må en national frist anses for at være rimelig, når den omfatter en periode på mindst fire år og højst fem år forud for det år, hvori den domstolsafgørelse - hvorefter den retsregel, i henhold til hvilken opkrævningen af afgiften har fundet sted, ikke er forenelig med en trinhøjere retsregel - er blevet truffet.

For det andet er det - for så vidt angår overholdelsen af ækvivalensprincippet - en betingelse, at den nationale procedure finder anvendelse uden forskel på søgsmål, der vedrører tilsidesættelse af fællesskabsretten, og søgsmål, der vedrører tilsidesættelse af national ret, når der er tale om afgifter eller gebyrer af samme art. Dette princip kan derimod ikke fortolkes således, at en medlemsstat er forpligtet til at udvide de gunstigste nationale forældelsesregler til at omfatte alle tilbagebetalingskrav vedrørende afgifter eller gebyrer, de er opkrævet i strid med fællesskabsretten. Fællesskabsretten er således principielt ikke til hinder for, at en medlemsstats lovgivning ud over en almindelig forældelsesfrist, der gælder med hensyn til tilbagesøgning af beløb erlagt i urigtig formening om skyld mellem private, indeholder særlige og mindre gunstige regler med hensyn til indgivelse af klager og anlæggelse af søgsmål med henblik på anfægtelse af gebyrer og andre former for afgifter. Det ville kun forholde sig anderledes, såfremt de pågældende regler alene fandt anvendelse på tilbagebetalingskrav vedrørende sådanne gebyrer og afgifter, der støttes på fællesskabsretten.

Heraf følger, at fællesskabsretten ikke er til hinder for bestemmelser i en medlemsstat, hvorefter et søgsmål på skatte- og afgiftsområdet med påstand om tilbagebetaling af beløb erlagt i urigtig formening om skyld, som støttes på en afgørelse fra en national domstol eller Fællesskabets retsinstanser om en national retsregels uforenelighed med en trinhøjere national retsregel eller med en fællesskabsbestemmelse, kun kan vedrøre tiden efter den 1. januar i det fjerde år forud for det år, hvori afgørelsen om uforeneligheden er blevet truffet.

( jf. præmis 20-24, 29, 30 og 37 samt domskonkl. )