RETTENS DOM (Fjerde Afdeling)

27. oktober 1994

Sag T-536/93

Hartwig Benzler

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Tjenestemænd — pension — justeringskoefficient — ændring af hovedstad«

Fuldstændig gengivelse på fransk   II-777

Angående:

Påstand om annulation af sagsøgerens pensionsopgørelse for januar 1993.

Udfald:

Annullation.

Resumé af dom

Sagsøgeren gjorde gældende, at i henhold til princippet om fastsættelse af justeringskoefficienten for hver medlemsstat i forhold til leveomkostningerne i hovedstaden skulle Kommissionen på hans pension have anvendt den justeringskoefficient på 107,1, som i artikel 6, stk. 2, i forordning nr. 3761/92 af 21. december 1992 var fastsat for Berlin, der blev Tysklands nye hovedstad fra oktober 1990. I stedet havde Kommissionen anvendt den justeringskoefficient på 96,1, som ved samme artikel var fastsat for hele Tyskland (bortset fra Berlin og München) på grundlag af leveomkostningerne i Bonn og med forbehold af senere bestemmelser om fastsættelse af en generel koefficient for Tyskland på grundlag af leveomkostningerne i Berlin.

I — Formaliteten

Retten bemærkede, at en lønseddel udgør en bebyrdende retsakt, jf. vedtægtens artikel 90, stk. 2, som kan gøres til genstand for en klage og eventuelt et søgsmål, og at alene en retsakt, som er endeligt udtryk for en fællesskabsinstitutions vilje, kan være en bebyrdende retsakt (præmis 15 og 17).

Henvisning til: Domstolens dom af 19. januar 1984, sag 262/80, Andersen m.fl. mod Parlamentet, Sml. s. 195, præmis 4, af 4. juli 1985, sag 264/83, Délhez m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 2179, præmis 20, og af 24. marts 1993, sag C-313/90, CIRFS m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1125, præmis 27; Rettens dom af 15. juli 1993, forenede sager T-17/90, T-28/91 og T-17/92, Cámara Alloisio m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 841, præmis 39.

Selv om justeringskoefficienten for Tyskland foreløbigt var fastsat til 96,1 ved forordning nr. 3761/92, som den omtvistede pensionsopgørelse var baseret på, var det ikke muligt for Kommissionen at omgøre sin afgørelse om at anvende den på sagsøgerens pension for januar 1993, så længe Rådet ikke havde ændret forordningen med tilbagevirkende kraft. Under disse omstændigheder var denne afgørelse, i modsætning til hvad Kommissionen hævdede, en endelig retsakt, der kunne være genstand for et søgsmål (præmis 18).

II — Realiteten

For så vidt sagsøgeren hævdede, at Kommissionen var forpligtet til alene at anvende justeringskoefficienten for den nye hovedstad, Berlin, over for ham, anfægtede han dermed lovligheden af den generelle justeringskoefficient for Tyskland, som var fastsat på grundlag af leveomkostningerne i Bonn, og som var anvendt i den anfægtede pensionsopgørelse. Retten fandt således, at der var fremsat en ulovlighedsindsigelse, som omhandlet i EF-traktatens artikel 184 (præmis 30 og 31).

Retten fastslog, at i henhold til princippet om overholdelse af retsakternes hierarki kunne forordning nr. 3761/92 ikke fravige principperne i vedtægtens artikel 63-65a og artikel 82 samt i vedtægtens bilag XI, som den udtrykkeligt er udstedt i henhold til. 1 modsætning til forordning nr. 3830/91 af 19. december 1991, som ændrede de nærmere regler for tilpasning af vederlagene ved tilføjelse af vedtægtens artikel 65a og af bilag XI, og som blev udstedt efter udtalelse fra Europa-Parlamentet og fra Domstolen i henhold til fusionstraktatens artikel 24 og efter udtalelse fra Vedtægtsudvalget i henhold til vedtægtens artikel 10, har forordning nr. 3761/92 som en forordning til gennemførelse af vedtægtsbestemmelser ikke været genstand for sådanne høringer (præmis 32 og 33).

Fastsættelsen af en midlertidig justeringskoefficient for Tyskland beregnet på grundlag af leveomkostningerne i Bonn og ikke i Berlin, som har været den nye hovedstad fra oktober 1990, udgjorde imidlertid en ulovlig fravigelse af princippet om, at der fastsættes en justeringskoefficient for hver medlemsstat i forhold til leveomkostningerne i landets hovedstad. Dette princip har Rådet lagt til grund i vedtægtens bilag XI, og det er blevet bekræftet af Domstolen. Selv om en mangel på visse statistiske oplysninger, som Rådet havde påberåbt sig, ville kunne berettige en fastsættelse af en foreløbig justeringskoefficient, fandt Retten, at i betragtning af, at Rådet havde tilstrækkelige oplysninger til at fastsætte en endelig justeringskoefficient for hovedstaden Berlin, var det nødvendigvis på tidspunktet for udstedelsen af forordning nr. 3761/92 i besiddelse af alle de oplysninger, der var nødvendige for at fastsætte en endelig justeringskoefficient for Tyskland, beregnet under henvisning til leveomkostningerne i landets nye hovedstad (præmis 35, 36 og 38).

Henvisning til: Domstolens dom af 28. juni 1988, sag 7/87, Kommissionen mod Rådet, Sml. s. 3401, præmis 18.

Selv om Rådet har enekompetence til at fastsætte justeringskoefficienterne, står det dog fast, at Kommissionen havde anvendt en ulovlig justeringskoefficient. Følgelig annullerede Retten den anfægtede pensionsopgørelse (præmis 40 og 41).

Konklusion:

Sagsøgerens pensionsopgørelse for januar 1993 annulleres, for så vidt der deri er anvendt en justeringskoefficient, beregnet på grundlag af leveomkostningerne i Bonn.