Konventionen om den biologiske mangfoldighed

 

RESUMÉ AF:

Afgørelse 93/626/EØF om indgåelse af konventionen om den biologiske mangfoldighed

Konventionen om den biologiske mangfoldighed

HVAD ER FORMÅLET MED AFGØRELSEN OG KONVENTIONEN?

Afgørelse 93/626/EØF markerer Det Europæiske Fællesskabs (i dag EU) godkendelse af FN’s konvention om biologisk mangfoldighed, der blev undertegnet i Rio de Janeiro i juni 1992. Afgørelsen bekræfter EU-landenes forpligtelse til at gennemføre bestemmelserne i konventionen.

Konventionen har 3 mål:

• bevaring af den biologiske mangfoldighed (dvs. mangfoldigheden af levende væsner, der findes på jorden)
• bæredygtig udnyttelse af den biologiske mangfoldigheds bestanddele
• rimelig og retfærdig fordeling af de fordele, udnyttelsen af de genetiske ressourcer resulterer i.

Den biologiske mangfoldighed har store økologiske, genetiske, sociale, økonomiske, videnskabelige, pædagogiske, kulturelle, rekreative og æstetiske fordele.

HOVEDPUNKTER

Konventionen fastslår, at hver signatar skal:

• samarbejde med andre regeringer og internationale organisationer for at sikre bevaring af og bæredygtig brug af biologisk mangfoldighed
• udvikle relevante strategier og integrere beskyttelse af biodiversitet i nationale beslutningsprocesser, tværsektoriale planer, programmer og politikker
• identificere og overvåge biodiversiteten og faktorer, der påvirker den
• bevare biodiversitet ved at:
  • oprette og forvalte beskyttede områder og beskytte økosystemer samt naturlige levesteder
  • fremme miljøforsvarlig og bæredygtig udvikling i områder, der støder op til beskyttede områder
  • genoprette ødelagte økosystemer og støtte genetablering af truede arter
  • regulere, forvalte eller styre risikoen ved anvendelse og udledning af levende, bioteknologisk modificerede organismer fra bioteknologi (dvs. genetisk modificerede organismer)
  • forhindre indførelse af, kontrollere eller udrydde invasive fremmede arter
  • beskytte og fremme traditionel udnyttelse af biologiske ressourcer
  • træffe supplerende bevaringsforanstaltninger.

Konventionen fastslår desuden, at signatarerne skal:

• integrere hensynet til biodiversitet i national beslutningstagning
• undgå eller mindske negative følger af udnyttelsen af biologiske ressourcer (f.eks. ved hjælp af miljøkonsekvensvurderinger)
• anspore til samarbejde om bevarelse af biodiversitet mellem myndigheder og den private sektor og indføre incitamenter
• bistå udviklingslande med identifikation, bevaring og bæredygtig brug af deres biologiske mangfoldighed ved at levere forskning samt videnskabelig og teknisk uddannelse og relevant undervisning
• fremme folkeoplysning blandt den brede offentlighed om betydningen af biologisk mangfoldighed
• vurdere de konsekvenser, som afgørelser kan have på biodiversitet eller deres naboer.

Nationale regeringer fremmer adgang til deres genetiske ressourcer til miljømæssig forsvarlig udnyttelse på gensidigt vedtagne vilkår og underlagt forudgående informeret samtykke.

Parterne sikrer retfærdig fordeling af monetære og ikkemonetære fordele fra udnyttelsen (forskning og udvikling) af disse genetiske ressourcer.

Nationale regeringer er enige om at:

• dele teknologi, navnlig med udviklingslande
• udveksle offentligt tilgængelige oplysninger om bevaring og bæredygtig udnyttelse af biologisk mangfoldighed
• fremme internationalt og videnskabeligt samarbejde
• dele resultaterne og fordelene ved bioteknologier fra genetiske ressourcer.

Den Globale Miljøfacilitet leverer finansielle ressourcer til udviklingslande for at gennemføre konventionen. Kernebudgettet kommer fra nationale regeringer og derudover betydelige frivillige bidrag.

IKRAFTTRÆDELSESDATO

Konventionen trådte i kraft den 29. december 1993.

BAGGRUND

Under konventionen er der vedtaget to protokoller. Cartagena-protokollen om biosikkerhed regulerer overførsler af levende modificerede organismer fra moderne bioteknologi fra et land til et andet. Den anden er Nagoyaprotokollen om adgang til og deling af fordele. EU er part i begge.

I oktober 2010 i Nagoya, Japan, vedtog parterne i konventionen en 10-årig strategisk plan om at bekæmpe tab af biodiversitet, og den definerede 20 mål, der er kendt som Aichi-målene, for at nå denne målsætning. Disse forpligtelser er afspejlet i EU’s biodiversitetsstrategi for 2020.

For yderligere oplysninger henvises til:

• Natur og biodiversitet (Europa-Kommissionen).

HOVEDDOKUMENTER

Rådets afgørelse 93/626/EØF af 25. oktober 1993 om indgåelse af konventionen om den biologiske mangfoldighed (EFT L 309 af 13.12.1993, s. 1-2).

Konvention om den biologiske mangfoldighed (EFT L 309 af 13.12.1993, s. 3-20).

TILHØRENDE DOKUMENTER

Cartagena-protokollen om biosikkerhed til konventionen om den biologiske mangfoldighed (EFT L 201 af 31.7.2002, s. 50-65).

Nagoyaprotokollen om adgang til genetiske resurser samt rimelig og retfærdig fordeling af de fordele, der opstår ved udnyttelse af disse resurser, til konventionen om den biologiske mangfoldighed (EUT L 150 af 20.5.2014, s. 234-249).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1143/2014 af 22. oktober 2014 om forebyggelse og håndtering af introduktion og spredning af invasive ikkehjemmehørende arter (EUT L 317 af 4.11.2014, s. 35-55)

Efterfølgende ændringer af forordning (EU) nr. 1143/2014 er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

seneste ajourføring 10.07.2020