Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF)

 

RESUMÉ AF:

Paris-traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF)

HVAD VAR FORMÅLET MED TRAKTATEN?

• Den oprettede Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF), som samlede seks lande (Belgien, Frankrig, Italien, Luxembourg, Nederlandene og Tyskland) med henblik på at sikre fri omsætning af kul og stål og fri adgang til produktionskilder.
• En vigtig del var oprettelsen af den fælles Høje Myndighed, som skulle:
  • kontrollere markedet
  • overvåge overholdelse af konkurrencereglerne
  • sikre gennemsigtige priser.
• EKSF-traktaten var grundlaget for EU’s institutioner, som de kendes i dag. EKSF blev oprettet i 1951 i kølvandet på 2. verdenskrig og udgjorde det første skridt mod europæisk integration.

HOVEDPUNKTER

Mål

Formålet med traktaten var, som anført i artikel 2, at bidrage til økonomisk ekspansion, beskæftigelse og højere levestandarder på basis af et fælles kul- og stålmarked. Institutionernes opgave blev derfor at sikre en regelmæssig forsyning af kul og stål til det fælles marked og ens adgang til produktionskilderne, samtidig med at priserne holdtes så lave som muligt, og arbejdstagernes forhold forbedredes. Sideløbende hermed skulle den internationale samhandel udvikles og produktionen moderniseres.

Ved oprettelse af et fælles marked indførte traktaten, at kul og stål skulle kunne omsættes frit, dvs. uden told og afgifter. Der blev indført forbud mod diskriminerende foranstaltninger og diskriminerende praksis, tilskud, statsstøtte og særlige statslige byrder samt restriktiv praksis.

Struktur

Traktaten var opdelt i 4 afsnit:

• 1.

  Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab

• 2.

  Fællesskabets institutioner

• 3.

  økonomiske og sociale anliggender

• 4.

  almene bestemmelser.

Den indeholdt desuden:

• to protokoller, én om Domstolen og én om forbindelserne mellem EKSF og Europarådet
• en aftale om overgangsbestemmelser for ikrafttrædelsen, forbindelserne til tredjelande og generelle beskyttelsesforanstaltninger.

Institutioner

Traktaten oprettede den Høje Myndighed, en forsamling, et ministerråd og en domstol. EKSF havde status som juridisk person.

• Den Høje Myndighed, som var forløberen for Europa-Kommissionen, udøvede sine opgaver uafhængigt og efter kollegialitetsprincippet. Den havde til opgave at sørge for, at målene i traktaten blev opnået, og skulle handle i EKSF’s almene interesse. Den havde 9 medlemmer (hvoraf højst 2 kunne have samme nationalitet), som udpegedes for 6 år ad gangen. Der var tale om en egentlig overnational myndighed med beslutningsbeføjelser. Den førte tilsyn med:
  • modernisering og forbedring af produktionen
  • levering af varer på ens vilkår
  • udvikling af en fælles eksportpolitik
  • forbedring af arbejdsforholdene inden for kul- og stålsektoren.

Den Høje Myndighed traf afgørelser, udarbejdede anbefalinger og afgav udtalelser. Den blev bistået af et rådgivende udvalg (forløberen for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg), som bestod af repræsentanter for producenter, arbejdstagere, forbrugere og forhandlere.

• Forsamlingen, som var forløber for Europa-Parlamentet, havde 78 medlemmer, som var delegeret fra de nationale parlamenter. Frankrig, Italien og Tyskland havde hver 18 medlemmer, Belgien og Nederlandene 10 og Luxembourg 4. Traktaten gav denne forsamling kontrolbeføjelser.
• Rådet, som var forløberen for Rådet for Den Europæiske Union, bestod af 6 repræsentanter fra de nationale regeringer. Rådets formandskab gik hver 3. måned på skift mellem EKSF-landene. Dets rolle var at samordne den Høje Myndigheds foranstaltninger og regeringernes generelle økonomiske politik. Vigtige afgørelser truffet af Den Høje Myndighed krævede samstemmende udtalelse fra Rådet.
• Domstolen, som var forløberen for Den Europæiske Unions Domstol, var sammensat af 7 dommere, som EKSF-landenes regeringer udpegede i fællesskab for 6 år ad gangen. Den var ansvarlig for den retlige fortolkning og håndhævelse af traktaten.

Opgaver

• For at opnå sine mål havde EKSF følgende opgaver:
  • at indsamle oplysninger fra kul- og stålvirksomheder og sammenslutninger
  • at høre de forskellige parter (kul- og stålvirksomheder, arbejdstagere osv.)
  • at udføre kontroller (med fornødne beføjelser) af de oplysninger, den modtog.
• Hvis kul- og stålvirksomhederne ikke efterkom afgørelser, kunne den Høje Myndighed pålægge bøder (på op til 1 % af den årlige omsætning) og tvangsbøder (dagbøder på 5 % af den gennemsnitlige daglige omsætning).
• Den Høje Myndighed udarbejdede på baggrund af de oplysninger, den indhentede, prognoser, der skulle fungere som rettesnor for de berørte parters opgave og for, hvordan EKSF skal fungere. Til supplering af oplysningerne fra virksomhederne og sammenslutningerne iværksatte EKSF selv forskellige undersøgelser af pris- og markedsudviklingen.

Finansiering

• EKSF’s budget finansieredes ved hjælp af afgifter på kul- og stålproduktionen og ved optagelse af lån. Afgifterne gik til dækning af administrationsudgifterne og til tilskud til omskoling af arbejdstagere samt teknisk og økonomisk forskning (som det var nødvendigt at fremme). Lån måtte kun anvendes til videre udlån.
• På investeringsområdet kunne EKSF – udover at stille lån til rådighed – også yde virksomhederne garantier med henblik på optagelse af lån hos tredjepart. EKSF havde også beføjelser til at vejlede med hensyn til investeringer, som ikke finansieredes af EKSF selv.

Produktion

EKSF spillede hovedsagelig en indirekte og sekundær rolle i kraft af samarbejdet med regeringerne og gennem prismæssige og handelspolitiske indgreb. I tilfælde af faldende efterspørgsel eller varemangel kunne den Høje Myndighed dog også iværksætte direkte foranstaltninger, enten ved at fastsætte kvoter med henblik på en organiseret produktionsbegrænsning eller i tilfælde af varemangel ved at fastsætte en prioritering af forbruget og herved fastsætte fordelingen af ressourcer og udførsler mellem fabrikationsprogrammerne.

Prisfastsættelse og konkurrence

• Traktaten indførte forbud mod diskrimination på grundlag af pris, illoyal konkurrence og diskriminerende praksis baseret på forskellige vilkår for indbyrdes sammenlignelige transaktioner. Disse regler gjaldt også på transportområdet.
• Under visse omstændigheder, bl.a. hvis der klart var tale om en krise, kunne Den Høje Myndighed fastsætte maksimums- eller minimumspriser både i EKSF og overfor tredjelande.
• Den Høje Myndighed skulle underrettes, hvis EKSF-landene traf foranstaltninger, der kunne være til fare for den frie konkurrence. Desuden indeholdt traktaten specifikke regler for tre tilfælde, som kunne fordreje konkurrencen:
  • karteller
  • koncentrationer
  • misbrug af dominerende stilling.

Den Høje Myndighed kunne opløse karteller og virksomhedssammenslutninger, hvis de direkte eller indirekte forhindrede, indskrænkede eller fordrejede den frie konkurrence.

Arbejdstagere

• Arbejdstagernes aflønning fortsatte med at høre under EKSF-landene, men Den Høje Myndighed kunne i visse tilfælde gribe ind over for unormalt lave lønninger og lønnedsættelser.
• Den Høje Myndighed kunne godkende finansiel bistand til programmer for at afhjælpe eventuelle negative virkninger på arbejdskraften (godtgørelser, tillæg og omskoling) som følge af industriens tekniske fremskridts.
• Hvad angik den kvalificerede arbejdskrafts frie bevægelighed, skulle EKSF-landene afskaffe ansættelsesrestriktioner på baggrund af nationalitet. For de øvrige arbejdstagerkategoriers vedkommende, og i tilfælde af mangel på denne type arbejdskraft, opfordredes landene til at gennemføre de nødvendige ændringer i indvandringsbestemmelserne for at gøre det lettere at ansætte udenlandske arbejdstagere.

Handelspolitik

• Traktaten indeholdt også bestemmelser om EKSF’s politik for samhandelen med ikke-EKSF-lande. De fleste beføjelser lå stadig hos de nationale regeringer, men EKSF havde visse beføjelser, som for eksempel at fastsætte minimums- og maksimumssatser for told og at kontrollere tildelingen af import- og eksportlicenser. EKSF havde også ret til at blive holdt informeret om handelsaftaler vedrørende kul og stål.
• Den Høje Myndighed kunne også gribe ind i tilfælde af dumping, dvs. kul- og stålvirksomheders brug af traktatstridige konkurrencemidler uden for EKSF’s retsområde og kraftig vækst i import, som kunne skade EKSF’s produktion alvorligt.

HVORNÅR GJALDT TRAKTATEN FRA?

Traktaten gjaldt fra 1952. Den gjaldt i 50 år og udløb i 2002. Det fælles marked, der blev oprettet med traktaten, blev en realitet den 10. februar 1953 for kul, jernmalm og skrot, og den 1. maj 1953 for stål.

BAGGRUND

• Inden traktaten udløb, blev den ændret ved følgende traktater:
  • Fusionstraktaten (Bruxelles 1965) — som fusionerede ledelsen af EKSF, Det Europæiske Fællesskab (EØF) og Euratom
  • Traktaterne om ændring af visse finansielle bestemmelser (1970 og 1975)
  • Traktaten vedrørende Grønland (1984)
  • Traktaten om Den Europæiske Union (TEU, Maastricht, 1992)
  • Den europæiske fællesakt (1986)
  • Amsterdam-traktaten (1997)
  • Nice-traktaten (2001)
  • Tiltrædelsestraktaterne (1972 (Danmark, Det Forenede Kongerige (1) og Irland), 1979 (Grækenland), 1985 (Spanien og Portugal) og 1994 (Finland, Sverige og Østrig).
• Da EKSF-traktaten udløb, blev reglerne for kul og stålindustrien indarbejdet i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, Romtraktaten.
• Nice-traktaten indeholder en protokol om de finansielle konsekvenser af udløbet af EKSF-traktaten og om kul- og stålforskningsfonden. Det er fastsat i protokollen, at EKSF’s formue, såvel aktiver som passiver, skal overgå til Det Europæiske Fællesskab. Nettoværdien af denne formue skal anvendes til finansiering af forskning inden for sektorer med tilknytning til kul- og stålindustrien.
• I februar 2003 blev der truffet beslutning om forskellige foranstaltninger, som er nødvendige for at gennemføre artiklerne i protokollen, de finansielle retningslinjer og artikler vedrørende kul- og stålforskningsfonden.

HOVEDDOKUMENT

Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab

seneste ajourføring 11.12.2017

---

(1) Storbritannien forlader EU og bliver dermed et tredjeland (ikke-EU-land) fra og med den 1. februar 2020.