Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Betalingstjenester i EU

Legal status of the document This summary has been archived and will not be updated. See 'Reviderede regler for betalingstjenester i EU' for an updated information about the subject.

Betalingstjenester i EU

RESUMÉ AF:

Direktiv 2007/64/EF om betalingstjenester på EU's indre marked

RESUMÉ

HVAD ER FORMÅLET MED DETTE DIREKTIV?

  • Det fastlægger regler for betalingstjenester*, såsom pengeoverførsler, direkte debiteringer og kortbetalinger.
  • Disse regler omfatter oplysningskrav for betalingsformidlere samt rettigheder og forpligtelser knyttet til brugen af betalingstjenesterne.

HOVEDPUNKTER

Godkendelse

En institution, der tilbyder betalingstjenester, skal indhente en godkendelse til at tilbyde betalingsaktiviteter i EU. Hvert enkelt EU-land har et nationalt organ, der er ansvarlig for at udstede godkendelser. Institutionen får alene en godkendelse, hvis den har solide forvaltningsordninger for virksomheden og en vis mængde kapital.

Oplysningskrav

Betalingsformidlere skal levere en række tydelige oplysninger til brugerne af deres tjenester.

Før gennemførelse af en betalingstjeneste skal de formidle oplysninger om

  • honorarer
  • klageprocedurer og
  • alle gebyrer, der skal betales, på en letforståelig måde.

Efter gennemførelsen af en betalingstransaktion skal de levere oplysninger til betaleren. Disse omfatter:

  • referencen til betalingstransaktionen og betalingsmodtageren
  • det samlede beløb
  • de gebyrer og provisioner, der er knyttet til transaktionen.

De skal formidle oplysningerne til betalingsmodtageren, når transaktionen er gennemført.

Loven fastlægger også specifikke regler om de oplysninger, som betalingsformidlere skal give, når transaktionen er omfattet af en kontrakt, der regulerer den fremtidige gennemførelse af efterfølgende betalingstransaktioner.

Rettigheder og forpligtelser

En betalingstransaktion i euro eller i et EU-lands valuta, hvis landet står uden for euroen, gennemføres i løbet af én arbejdsdag.

Betalingsformidlere er fuldt ud ansvarlige over for betaleren for den korrekte gennemførelse af betalingstransaktionerne. Hvis en transaktion ikke gennemføres eller er fejlbehæftet, skal betalerens betalingsformidler rette den eller refundere det relevante beløb til betaleren. I tilfælde af misbrug af et betalingsinstrument forårsaget af en anden end betaleren, såsom et kreditkort, bærer betaleren tabet op til maks. 150 EUR.

Loven fastlægger også regler for refusion, hvis betalingstransaktioner er blevet forkert godkendt af en udbyder af betalingstjenester.

Ophævelse

Direktiv (EU) 2015/2366 ophæver direktiv 2007/64/EF med virkning fra den 13. januar 2018.

HVORNÅR GÆLDER DIREKTIVET FRA?

Det gælder fra den 25. december 2007. EU-landene skulle have indarbejdet det i national lovgivning senest den 1. november 2009.

BAGGRUND

Forbrugere har behov for at være sikre på, at de betalinger, de foretager i hele EU, er brugervenlige, tilstrækkelige og sikre. For at opfylde denne målsætning, har EU oprettet en fælles ramme for betalingstjenester, der erstatter EU-landenes nationale regler.

  • For yderligere oplysninger henvises til Betalingstjenester på Europa-Kommissionens websted

VIGTIGT BEGREB

* Betalingstjenester: forretningsaktiviteter, som:

  • gør det muligt for personer at indsætte eller hæve kontanter på en betalingskonto, samt driften af den pågældende konto
  • gennemfører betalingstransaktioner (f.eks. stående ordrer, direkte debiteringer osv.), både på betalingskonti eller elektronisk
  • udarbejder og/eller modtager betalingsinstrumenter
  • udfører pengeoverførsler (overførsler af penge fra udenlandske arbejdstagere til personer i deres hjemland).

DOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/64/EF af 13. november 2007 om betalingstjenester i det indre marked og om ændring af direktiv 97/7/EF, 2002/65/EF, 2005/60/EF og 2006/48/EF og om ophævelse af direktiv 97/5/EF (EUT L 319 af 5.12.2007, s. 1-36)

Efterfølgende ændringer til direktiv 2007/64/EF er indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede version har ingen retsvirkning.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/92/EU af 23. juli 2014 om sammenlignelighed af gebyrer i forbindelse med betalingskonti, flytning af betalingskonti og adgang til betalingskonti med basale funktioner (EUT L 257 af 28.8.2014, s. 214-246)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (EUT L 337 af 23.12.2015, s. 35-127)

seneste ajourføring 24.05.2016

Top