Afgørelser om udsendelse — EU-landenes gensidige anerkendelse

HOVEDPUNKTER

• Afgørelser om udsendelse finder anvendelse på ikke-EU-borgere, der:
  • udgør en alvorlig og konkret trussel mod den offentlige orden eller den nationale sikkerhed
  • er dømt for en lovovertrædelse, som straffes med mindst ét års fængsel
  • på baggrund af alvorlige grunde eller reelle indicier antages at have begået alvorlige strafbare handlinger eller påtænker at begå sådanne handlinger
  • ikke opfylder nationale bestemmelser om indrejse og ophold.
• Hvis den pågældende person er indehaver af en gyldig opholdstilladelse, skal fuldbyrdelseslandet konsultere det land, der udstedte tilladelsen.
• EU-lande, der anvender lovgivningen, skal:
  • beskytte menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder
  • sikre, at den pågældende person kan påklage udsendelsesafgørelsen
  • beskytte personoplysninger og datasikkerheden
  • anvende alle relevante former for samarbejde og udveksling af oplysninger for at gennemføre retsakten
  • kompensere hinanden for de afholdte omkostninger. Bestemmelserne er fastlagt i Rådets beslutning 2004/191/EF.
• Det land, der udsteder afgørelsen om udsendelse, skal give fuldbyrdelseslandet alle nødvendige dokumenter så hurtigt som muligt.
• Det land, der fuldbyrder afgørelsen, skal sikre, at den ikke er i strid med relevante internationale eller nationale bestemmelser.
• Lovgivningen finder ikke anvendelse på EU-borgeres familiemedlemmer.
• Rådets direktiv 2003/110/EF fastlægger ordninger for gennemrejse for ulovlige ikke-EU-borgere, der udsendes med fly via et andet EU-land.
• Direktiv 2008/115/EF indeholder fælles standarder og procedurer for hjemsendelse af ikke-EU-borgere med ulovligt ophold.
• Forordning (EU) nr. 604/2013 (Dublin III-forordningen) fastlægger kriterierne og procedurerne til afgørelse af, hvilket EU-land der er ansvarligt for behandlingen af en asylansøgning.
• I september 2005 udstedte Europarådet 20 retningslinjer om tvangsmæssig tilbagesendelse.