Direktiv 93/13/EØF beskytter forbrugerne i Den Europæiske Union (EU) mod urimelige vilkår og betingelser, som kan være medtaget i en standardkontrakt for varer og tjenesteydelser, som de køber. Det henviser til begrebet »god tro« for at undgå enhver betydelig skævhed i gensidige rettigheder og forpligtelser.
Som en del af den nye aftale for forbrugerne er direktiv 93/13/EØF blevet ændret ved direktiv (EU) 2019/2161, der tilstræber at modernisere EU’s forbrugerlovgivning og forbedre håndhævelsen.

HOVEDPUNKTER

Direktiv 93/13/EØF

Der skal tages højde for arten af de omhandlede varer og tjenesteydelser, forholdene i forbindelse med transaktionen og alle de andre vilkår og betingelser ved vurderingen af, om en bestemmelse i en kontrakt er rimelig eller ej.
Der tages ikke hensyn til den faktiske pris, der er betalt for varer eller tjenesteydelser i denne vurdering, medmindre det pågældende vilkår ikke er i et almindeligt og forståeligt sprog.
Direktivet indeholder en ikkeudtømmende og vejledende liste over urimelige kontraktvilkår. De omfatter at pålægge forbrugerne urimelige strafgebyrer (eksempelvis ved for sen betaling) eller at lade dem være bundet af vilkår, som de ikke havde tid til at forstå fuldt ud, før de underskrev kontrakten.
Alle skriftlige kontrakter skal være udformet i et almindeligt, forståeligt sprog. Hvis der er tvivl om betydningen af et vilkår, skal det fortolkes til forbrugerens fordel.
Kontraktvilkår, der anses for urimelige, er ikke bindende for forbrugere, men den øvrige del af kontrakten er fortsat gyldig, hvis det er juridisk muligt.
EU-medlemsstaterne skal sikre, at der er effektive retsmidler til at forebygge fortsat anvendelse af urimelige vilkår i kontrakter.
Organisationer eller enkeltpersoner med en legitim interesse i at beskytte forbrugernes rettigheder kan indbringe en sag for retten for at forebygge fortsat anvendelse af et urimeligt kontraktvilkår.
I 2019 udsendte Europa-Kommissionen en vejledning om fortolkningen og anvendelsen af direktiv 93/13/EØF. Den fremlægger Den Europæiske Unions Domstols praksis vedrørende dette direktiv på en struktureret måde for at fremme en effektiv anvendelse af direktivet i EU og landene i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Sanktioner

Ændringsdirektiv (EU) 2019/2161 kræver, at medlemsstaterne indfører sanktioner, der er effektive, står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning, for overtrædelser af reglerne om urimelige kontraktvilkår på grundlag af en række parametre. Disse kriterier omfatter:
- arten, grovheden, omfanget og varigheden af overtrædelsen
- eventuelle foranstaltninger, som sælgeren eller leverandøren har truffet for at begrænse eller afhjælpe den skade, som forbrugerne har lidt
- sælgerens eller leverandørens eventuelle tidligere overtrædelser
- sanktioner, der er pålagt den erhvervsdrivende for den samme overtrædelse i andre medlemsstater i grænseoverskridende tilfælde, hvor oplysninger om sådanne sanktioner er tilgængelige via den mekanisme, der er etableret i medfør af forordning (EU) 2017/2394 (se resumé).
I henhold til det nye direktiv skal medlemsstaterne også kunne pålægge sanktioner, hvis de i forbindelse med koordinerede tiltag i henhold til forordning (EU) 2017/2394 påviser større grænseoverskridende overtrædelser, der berører forbrugere i flere medlemsstater. Bøden skal kunne nå op på mindst 4 % af den erhvervsdrivendes omsætning eller 2 mio. EUR, hvis der ikke foreligger oplysninger om den erhvervsdrivendes omsætning.

HVORNÅR GÆLDER REGLERNE FRA?

Direktiv 93/13/EØF skulle være gennemført i medlemsstaternes nationale lovgivning inden den 31. december 1994.
Ændringsdirektiv (EU) 2019/2161 skulle være gennemført i national lovgivning inden den 28. november 2021. Medlemsstaterne har skullet anvende reglerne siden den 28. maj 2022.