Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Beskyttelse af grundvandet mod forurening

Beskyttelse af grundvandet mod forurening

 

RESUMÉ AF:

Direktiv 2006/118/EF om beskyttelse af grundvandet mod forurening og forringelse (grundvandsdirektivet)

HVAD ER FORMÅLET MED DIREKTIVET?

  • Det er udarbejdet for at forebygge og bekæmpe forurening af grundvandet i Den Europæiske Union (EU).
  • Det indeholder procedurer til vurdering af grundvandets kemiske status og foranstaltninger til at reducere niveauet af forurenende stoffer.

HOVEDPUNKTER

Direktivet omfatter:

  • kriterier til vurdering af grundvands kemiske status
  • kriterier til identifikation af en væsentlig og vedvarende opadgående tendens af forureningsniveauet i grundvandet og til fastlæggelse af udgangspunktet for at vende disse tendenser
  • forebyggelse eller begrænsning af indirekte udledninger (efter perkolering gennem jorden eller undergrunden) af forurenende stoffer i grundvandet.

Grundvandets kemiske status

Grundvand anses for at have en god kemisk status, når:

  • det målte eller forventede nitratniveau ikke overstiger 50 mg/l, og niveauet for aktive pesticidingredienser samt deres omdannelses- og reaktionsprodukter ikke overstiger 0,1 µg/l (i alt 0,5 µg/l for alle målte pesticider)
  • niveauerne for visse højrisikostoffer er under de grænseværdier, som EU-landene har fastsat; disse skal mindst omfatte arsenik, cadmium, bly, kviksølv, ammonium, chlorid, sulfat, nitritter, fosfor (i alt)/fosfater, trichlorethylen og tetrachlorethen samt ledningsevne (vandets elektriske ledningsevne gør det muligt at måle koncentrationerne af de forskellige mineraler, der opløses i vand)
  • koncentrationen af alle andre forurenende stoffer er i overensstemmelse med definitionen på god kemisk status, der er fastsat i bilag V til vandrammedirektivet
  • en værdi, der er fastsat som kvalitetsstandard, eller en grænseværdi er overskredet, når en undersøgelse blandt andet bekræfter, at dette ikke udgør nogen betydelig miljømæssig risiko.

Tilstedeværelsen af forurenende stoffer i grundvandet

  • EU-landene skulle inden den 22. december 2008 fastsætte en grænseværdi for hvert forurenende stof, der er kortlagt i enhver forekomst af grundvand på deres territorium, der anses for at være i fare. De skulle som minimum fastsætte grænseværdier for ovennævnte liste over forurenende stoffer. For hvert forurenende stof på listen skulle de give oplysninger (i henhold til definitionen i bilag III til dette direktiv) om den grundvandsforekomst, der anses for at være i fare, samt om hvordan grænseværdierne var fastsat. Grænseværdierne skal være med i vandområdeplanerne i henhold til vandrammedirektivet. I 2010 offentliggjorde Europa-Kommissionen en rapport, der var baseret på oplysningerne fra EU-landene.
  • EU-landene skal identificere alle væsentlige og vedvarende opadgående tendenser i niveauer af forurenende stoffer, der findes i grundvandsforekomster. Med henblik herpå skal de oprette et overvågningsprogram i henhold til bilag IV til dette direktiv.
  • Med udgangspunkt i bilag IV til direktivet skal EU-landene også fastsætte et udgangspunkt for at vende disse opadgående tendenser. Vending af tendenser skal fokusere på koncentrationer, der udgør en risiko for tilknyttede akvatiske økosystemer, afhængige terrestriske økosystemer, den menneskelige sundhed eller legitim anvendelse af vandmiljøet.

Forebyggelse eller begrænsning af udledning af forurenende stoffer

  • Indsatsprogrammet, der er udarbejdet for hvert vandområdedistrikt i henhold til vandrammedirektivet, skal omfatte forebyggelse af indirekte udledning af forurenende stoffer, især de farlige stoffer, der er nævnt under punkt 1 til 6 i bilag VIII til vandrammedirektivet, og de stoffer, der er nævnt under punkt 7 til 9 i bilaget, når de anses for at være farlige. De forurenende stoffer, der ikke er angivet som farlige, skal også begrænses, hvis de udgør en faktisk eller potentiel forureningsrisiko.
  • Undtagen i de tilfælde, hvor anden EU-lovgivning fastsætter strengere krav, kan forebyggende foranstaltninger blandt andet undtage resultaterne af autoriserede direkte udledninger, forurenende stoffer, der forekommer i så små mængder, at de ikke udgør nogen risiko, følgerne af ulykker eller naturkatastrofer eller forurenende stoffer, der stammer fra udledninger, som de kompetente myndigheder af tekniske årsager anser for umulige at forebygge eller begrænse uden at anvende foranstaltninger, der vil øge risikoen for den menneskelige sundhed eller miljøet, eller foranstaltninger, der vil være uforholdsmæssigt dyre.

HVORNÅR GÆLDER DIREKTIVET FRA?

Det trådte i kraft den 16. januar 2007. EU-landene skulle indarbejde det i national lovgivning inden den 16. januar 2009.

BAGGRUND

  • Vandrammedirektivet, der blev vedtaget i oktober 2000, fastslog, at der skal vedtages foranstaltninger for at forebygge og kontrollere forurening af grundvandet. Disse foranstaltninger er fastsat i dette direktiv 2006/118/EF, der derfor er kendt som »datterdirektivet« til rammedirektivet. Vandrammedirektivet ophævede desuden i 2013 direktiv 80/68/EØF om beskyttelse af grundvandet mod forurening fra visse farlige stoffer. Dette direktiv er udarbejdet for at beskytte grundvandet og udfylde det lovgivningsmæssige hul, der opstod efter ophævelsen af direktiv 80/68/EØF.
  • Beskyttelse af grundvandet er en prioritet i EU's miljøpolitik af flere årsager:
    • Når grundvandet først er forurenet, er det sværere at rense det end overfladevand, og følgerne kan vare i årtier.
    • Fordi grundvandet ofte bruges til at indvende drikkevand, til industrien og til landbruget, kan forurening af grundvandet bringe den menneskelige sundhed i fare og være en trussel mod disse aktiviteter.
    • Grundvandet er base flow for mange floder (det kan udgøre op til 90 % af afstrømningen i nogle vandløb) og kan således påvirke kvaliteten af overfladevandsystemer.
    • Det fungerer også som buffer i tørkeperioder og er særdeles vigtigt til bevarelse af vådområder.
  • For yderligere oplysninger henvises til:

HOVEDDOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/118/EF af 12. december 2006 om beskyttelse af grundvandet mod forurening og forringelse (EUT L 372 af 27.12.2006, s. 19-31)

Efterfølgende ændringer til direktiv 2006/118/EF er indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger (EFT L 327 af 22.12.2000, s. 1-73)

Se den konsoliderede udgave

seneste ajourføring 01.03.2017

Top