Den Europæiske Unions direktiver

HOVEDPUNKTER

• Direktiver er en del af EU’s afledte retskilder. De vedtages derfor af EU’s institutioner i henhold til traktaterne. Når de er vedtaget på EU-plan, gennemføres de af EU’s medlemsstater, så de bliver lov i medlemsstaterne.
• For eksempel fastsætter direktiv 2003/88/EF (se resumé) om tilrettelæggelse af arbejdstiden obligatoriske hvileperioder og den maksimale ugentlige arbejdstid, der er tilladt i EU.
• Det er dog op til den enkelte medlemsstat at udarbejde sin egen lovgivning om, hvordan disse regler skal anvendes.

En bindende retsakt med generel anvendelse

• Artikel 288 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde angiver, at et direktiv er bindende med hensyn til det tilsigtede mål for de medlemsstater, som det rettes til (en, flere eller alle), men at det er op til de nationale myndigheder at bestemme form og midler for at opnå målet.
• Et direktiv adskiller sig fra en forordning og en afgørelse da:
  • et direktiv i modsætning til en forordning, der gælder med det samme i medlemsstaterne, når den er trådt i kraft, ikke gælder med det samme i medlemsstaterne, men først skal gennemføres i national lovgivning, før det gælder i den enkelte medlemsstat
  • et direktiv i modsætning til en afgørelse gælder generelt.

Vedtagelse

• Et direktiv kan vedtages i henhold til en lovgivningsprocedure. Det er så en retsakt vedtaget af Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Parlamentet i henhold til den almindelige lovgivningsprocedure eller blot af Rådet i henhold til den særlige lovgivningsprocedure. I sidstnævnte tilfælde bør Parlamentet godkende direktivet eller høres.
• Et direktiv kan også vedtages ved en ikke-lovgivningsprocedure, som eksempelvis direktiv (EU) 2017/159 om iværksættelse af aftalen vedrørende Den Internationale Arbejdsorganisations 2007-konvention om arbejdsforhold i fiskerisektoren, som er en ikkelovgivningsmæssig retsakt.

Obligatorisk gennemførelse

• For at et direktiv kan anvendes på nationalt plan, skal medlemsstaterne vedtage en lov, der gennemfører det. Denne nationale foranstaltning skal nå de mål, der er fastsat af direktivet. Nationale myndigheder skal meddele Europa-Kommissionen disse foranstaltninger.
• Gennemførelsen skal finde sted inden for den frist, der fastsættes, når direktivet bliver vedtaget (normalt inden for to år).
• Hvis et land ikke gennemfører et direktiv, kan Kommissionen indlede en overtrædelsesprocedure og indbringe en sag mod landet for Den Europæiske Unions Domstol (hvis dommen i dette tilfælde ikke håndhæves, kan det føre til en ny dom, der kan resultere i bøder).
• I medfør af artikel 260, stk. 3, kan Kommissionen anmode om, at en medlemsstat, som ikke meddeler foranstaltninger til gennemførelse af et direktiv, pålægges en bøde.

Maksimums- og minimumsharmonisering

• Det er vigtigt at skelne imellem krav om minimums- og maksimumsharmonisering (eller fuld harmonisering) i direktiver.
• Ved krav om minimumsharmonisering fastsætter et direktiv minimumsstandarder, ofte i anerkendelse af, at retssystemerne i nogle medlemsstater allerede har fastsat strengere standarder. I de tilfælde har medlemsstaterne ret til at fastsætte standarder, der er strengere end direktivets.
• I tilfælde af maksimumsharmonisering skal medlemsstaterne indføre regler med de minimums- og maksimumsstandarder, der er fastsat i direktivet.

Beskyttelse af enkeltpersoner i tilfælde af ukorrekt eller manglende gennemførelse af direktiver

• Som udgangspunkt finder et direktiv kun anvendelse, når det er gennemført. EU-Domstolen mener dog, at et direktiv, der ikke er gennemført, kan have visse direkte virkninger, hvis:
  • gennemførelsen i national lovgivning ikke har fundet sted eller er gjort forkert
  • bestemmelserne i direktivet er ubetingede og tilstrækkeligt tydelige og præcise
  • bestemmelserne i direktivet giver enkeltpersoner rettigheder.
• Når disse betingelser er opfyldt, kan enkeltpersoner påberåbe sig direktivet imod en medlemsstat ved nationale domstole. En enkeltperson kan dog ikke indlede en sag imod en anden enkeltperson hvad angår den direkte virkning af et direktiv, hvis det ikke er gennemført (dommen i sag C-41/74 Yvonne van Duyn mod Home OfficeIndenrigsministeriet er et eksempel på vertikal direkte virkning¹, og dommen i sag C-152/84 M. H. Marshall mod Southampton and South-West Hampshire Area Health Authority (Teaching) er et eksempel på manglende horisontal direkte virkning²).
• EU-Domstolen giver også under visse betingelser enkeltpersoner mulighed for at opnå kompensation fra staten for direktiver, der er gennemført i utilstrækkelig grad eller for sent (eksempelvis dommen i sag C-6/90 Francovich).

Forsinkede gennemførelser

• For at sikre korrekt anvendelse af EU-retten til gavn for borgere og virksomheder overvåger Kommissionen gennemførelsen for at sikre, at den har fundet sted, at den er korrekt, og at den er udført inden den relevante tidsfrist.
• EU har fastsat et mål om reduktion af gennemførelsesunderskuddet — forskellen mellem antallet af direktiver, som EU har vedtaget, og antallet af direktiver, som medlemsstaterne har gennemført — til 1 %. En resultattavle for gennemførelse opdateres hvert år som en del af resultattavlen for det indre marked. Den findes i afsnittet om resultater efter forvaltningsredskab, hvor der findes oplysninger om EU som helhed og i detaljer for de enkelte medlemsstater.