Kontrol med eksport af produkter med dobbelt anvendelse (indtil 8. september 2021)
RESUMÉ AF:
Forordning (EF) nr. 428/2009 om en fællesskabsordning for kontrol med udførsel, overførsel, mæglervirksomhed og transit i forbindelse med produkter med dobbelt anvendelse
Bemærk: Forordning (EU) 2021/821 omarbejder og ophæver forordning (EF) nr. 428/2009. For så vidt angår ansøgninger om tilladelser, der er indgivet før den 9. september 2021 gælder de relevante bestemmelser i forordning (EF) nr. 428/2009 dog fortsat som angivet i artikel 31 i forordning (EU) 2021/821.
HVAD ER FORMÅLET MED FORORDNINGEN?
- Den fastsætter et fælles system i Den Europæiske Union (EU) til kontrol af udførsel, overførsel, transit og mæglervirksomhed* af produkter med dobbelt anvendelse*. Systemet er nødvendigt for at leve op til EU’s internationale forpligtelser og ansvar, især vedrørende ikke-spredning (dvs. forhindre spredning af atomvåben).
- Den fastsætter en fælles EU-kontrolliste samt reglerne for gennemførelsen af forordningen. Der kræves en udførselstilladelse for at eksportere et produkt med dobbelt anvendelse fra EU til lande uden for EU.
HOVEDPUNKTER
- Produkter med dobbelt anvendelser er varer og teknologi til civile eller militære formål, herunder produkter, der kan indgå i fremstillingen af kernevåben eller andre nukleare sprænglegemer.
- Handel med produkter med dobbelt anvendelse udgør en betragtelig andel af EU’s eksterne handel. De seneste data bekræfter, at omfanget af kontrolleret eksport af produkter med dobbelt anvendelse. Fra EU var op til 85 mia. EUR.
EU’s liste over produkter med dobbelt anvendelse
- Forordningens bilag I indeholder en liste over produkter med dobbelt anvendelse, som kræver godkendelse. Ved hjælp af delegerede retsakter der vedtages af Europa-Kommissionen, opdateres bilag I årligt for at sikre overensstemmelse med internationale regler og forpligtelser indgået af::
- Eksport af visse produkter med dobbelt anvendelse, som ikke er opført i bilag I, kan kræve godkendelse, når der er grund til at tro, at de er bestemt til anvendelse i forbindelse med et program for biologiske, kemiske, nukleare våben eller ballistiske missilvåben eller til militær anvendelse i lande, der er omfattet af en våbenembargo.
- I undtagelsestilfælde kan medlemsstaterne i EU pålægge yderligere kontroller på produkter, der ikke er angivet på listen, af hensyn til den offentlige sikkerhed eller menneskerettigheder.
- Medlemsstaterne anvender også restriktioner for mæglervirksomhed i forbindelse med produkter med dobbelt anvendelse og for transit heraf gennem EU.
- Med undtagelse af nogle følsomme produkter på listen i forordningens bilag IV (som elektrisk aktiverede detonatorer) kan produkter med dobbelt anvendelse frit handles inden for EU.
Eksporttilladelser
Forordningen omfatter fire typer udførselstilladelser, som fremgår herunder:
- Generelle EU-udførselstilladelser tillader eksport af visse produkter med dobbelt anvendelse til visse lande og under visse betingelser (se forordningens bilag II). De dækker blandt andet:
- eksport af visse produkter med dobbelt anvendelse til lande som Australien, Canada, Japan, New Zealand, Norge, Schweiz og USA
- eksport af visse produkter med dobbelt anvendelse efter reparation/udskiftning
- midlertidig eksport af nogle produkter med dobbelt anvendelse til udstillinger/messer
- eksport af visse telekommunikationsprodukter og kemikalier til visse destinationer.
- Nationale udførselstilladelser kan udstedes af medlemsstater, hvis de ligger i forlængelse af eksisterende generelle EU-udførselstilladelser og ikke omhandler produkter, der er angivet i forordningens bilag II (f.eks. uran og humane og animalske patogener såsom visse vira, herunder ebola).
- Globale licenser udstedes af nationale myndigheder til én eksportør og kan dække flere produkter til flere lande eller slutbrugere.
- Individuelle licenser udstedes af nationale myndigheder til én eksportør og dækker eksport af et eller flere produkter med dobbelt anvendelse til én slutbruger eller modtager i et ikke-EU-land.
Netværk af udførselskontrolmyndigheder
Forordningen opretter et netværk af kompetente udførselskontrolmyndigheder, der koordineres af Koordinationsgruppen vedrørende Produkter med Dobbelt Anvendelse, og som udveksler oplysninger om udførselskontrol og udvikler værktøjer til gennemførelse heraf.
Den politiske revision af eksportkontrollen
- Forordningen kræver, at Kommissionen udfører en revision af EU’s politik for eksportkontrol. I oktober 2013 fremlagde Kommissionen en rapport om gennemførelses- og konsekvensanalyse for Europa-Parlamentet og Det Europæiske Råd. Den konkluderer, at den aktuelle ordning for kontrol med udførsel er baseret på et solidt retligt og institutionelt grundlag, men at den bør ajourføres for at kunne skabe den moderne kontrolkapacitet, som EU har brug for i fremtiden.
- I april 2014 blev en meddelelse, der skitserede en langsigtet vision for EU’s strategiske eksportkontrol og konkrete politiske muligheder for moderniseringen af eksportkontrolsystemet, vedtaget. I 2015 foretog Kommissionen en konsekvensanalyse og fremlagde et lovforslag vedrørende modernisering af EU’s eksportkontrol i september 2016.
Ophævelse af forordning (EF) nr. 428/2009
Forordning (EU) 2021/821 omarbejder og ophæver forordning (EF) nr. 428/2009 med virkning fra den 9. september 2021.
HVORNÅR GÆLDER FORORDNINGEN FRA?
Den trådte i kraft den 27. august 2009.
BAGGRUND
For yderligere oplysninger henvises til:
VIGTIGE BEGREBER
Mæglervirksomhed. Mellemhandlere, der køber og sælger på vegne af andre.
Produkter med dobbelt anvendelse. Produkter, der kan anvendes til både civile og militære formål, f.eks. uran, der kan indgå både i kernekraftværker og kernevåben.
HOVEDDOKUMENT
Rådets forordning (EF) nr. 428/2009 af 5. maj 2009 om en fællesskabsordning for kontrol med udførsel, overførsel, mæglervirksomhed og transit i forbindelse med produkter med dobbelt anvendelse (EUT L 134 af 29.5.2009, s. 1–269).
Efterfølgende ændringer af forordning (EU) nr. 428/2009 er indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.
TILHØRENDE DOKUMENTER
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/821 af 20. maj 2021 m en EU-ordning for kontrol med eksport, mæglervirksomhed, teknisk bistand, transit og overførsel i forbindelse med produkter med dobbelt anvendelse (omarbejdning) (EUT L 206 af 11.6.2021, s. 1–461).
Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet — Revision af eksportkontrolpolitikken: Sikkerhed og konkurrenceevne i en verden i forandring (COM(2014) 244 final af 24.4.2014).
seneste ajourføring 22.10.2021