Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Topdomænet .eu

Topdomænet .eu

 

RESUMÉ AF:

Forordning (EU) 2019/517 om gennemførelse af topdomænet .eu og dets funktion

HVAD ER FORMÅLET MED FORORDNINGEN?

  • Forordningen opdaterer reglerne omtopdomænet .eu som en del af Den Europæiske Unions (EU) nye strategi for det digitale indre marked. Den tilstræber at styrke EU’s onlineidentitet og tilskynder til grænseoverskridende onlineaktiviteter.
  • Som følge af den hurtige udvikling af markedet for topdomæner (der f.eks. omfatter nye domænenavne som .com og .org) og det dynamiske digitale landskab har forordningen indført mere langsigtede, fleksible og bæredygtige reguleringsmæssige rammer for topdomænet .eu, idet den har erstattet de gamle retlige rammer med et enklere, mere effektivt og fremtidssikret retligt instrument, der er baseret på principper.
  • Forordningen opretter en ny forvaltningsstruktur, der omfatter et særligt multistakeholderorgan, som har til formål at styrke og udvide anvendelsen af topdomænet .eu.
  • Den indfører nye støttekriterier for at give borgere i EU/Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EEA) mulighed for at registrere et .eu-domæne, der hvor de bor.

HOVEDPUNKTER

Fremme og beskyttelse af EU’s værdier

Formålet med domænet .eu som en klar og letgenkendelig betegnelse er at bidrage til en styrkelse af EU’s profil og fremme EU’s værdier online, såsom flersprogethed, respekt for brugernes privatliv og sikkerhed og respekt for menneskerettighederne.

Berettigelse til registrering af domænenavn

Følgende kan anmode om et .eu-domæne:

  • EU- og EØS-borgere, uanset hvor de bor
  • ikke-EU-borgere, der bor i en EU- medlemsstat;
  • virksomheder, der er etableret i EU og
  • andre organisationer, der er hjemmehørende i EU, hvis det er tilladt i henhold til gældende national ret.

Regler om annullering (tilbagekaldelse af domænenavne)

Administrator* kan på eget initiativ tilbagekalde et domænenavn af følgende grunde:

  • udestående gæld til topdomæneadministratoren
  • indehaveren af domænenavnet opfylder ikke kriterierne for registreringsberettigelse
  • indehaveren af domænenavnet overholder ikke betingelserne for registreringsanmodninger af følgende grunde:
    • et domænenavn, der er fundet injurierende, racistisk eller i strid med grundlæggende retsregler eller den offentlige sikkerhed, bør spærres i henhold til en retsafgørelse
    • et domænenavn, der er identisk med eller til forveksling ligner et navn, for hvilket der er fastslået en rettighed i henhold til EU-retten eller national ret, og som er blevet registreret uden rettigheder eller legitim interesse i navnet, bør i princippet tilbagekaldes og om nødvendigt overføres til den retmæssige indehaver.
    • Hvis det er konstateret, at et sådant domænenavn er blevet anvendt i ond tro, bør det altid tilbagekaldes.

Administrator

Topdomæneadministratoren kan opkræve gebyrer forbundet med omkostninger og skal:

  • fremme topdomænet .eu i hele Unionen og på verdensplan
  • overholde de regler, politikker og procedurer, der er fastsat i denne forordning og i kontrakten med Europa-Kommissionen og navnlig EU-databeskyttelsesretten
  • organisere, administrere og forvalte topdomænet .eu i offentlighedens interesse og sikre et højt kvalitetsniveau, gennemsigtighed, sikkerhed, stabilitet, forudsigelighed, pålidelighed, tilgængelighed, effektivitet, ikkediskrimination, rimelige konkurrencevilkår og forbrugerbeskyttelse
  • sikre, at misbrug af domænenavneregistreringer hurtigt identificeres
  • samarbejde med de relevante myndigheder og andre offentlige organer, der er relevante for cybersikkerhed og informationssikkerhed, f.eks. IT-beredskabsenheder.

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/857 fastlægger de principper, der skal indgå i kontrakten mellem Kommissionen og topdomæneadministratoren om sidstnævntes organisation, administration og forvaltning af topdomænet .eu. Disse omfatter:

  • principperne om god virksomhedsførelse og god forvaltning
  • aspekter vedrørende sikkerhed og forbrugerbeskyttelse
  • fremme af EU’s mål i forbindelse med internetforvaltning
  • etablering af politikker og procedurer med henblik på aktivt at afbøde spekulation i og misbrug af registreringer af .eu-domænenavne.

WHOIS-database*

Topdomæneadministratoren er ansvarlig for at oprette og forvalte en WHOIS-databasefacilitet og levere nøjagtige og ajourførte oplysninger om registreringer af domænenavne, herunder oplysninger om et administrativt kontaktpunkt og indehavere af domænenavne.

Rådgivende multistakeholdergruppe for .eu

  • Denne gruppe har til opgave at rådgive Kommissionen om følgende:
    • gennemførelsen af denne forordning
    • strategiske spørgsmål vedrørende forvaltningen, organiseringen og administrationen af topdomænenavnet .eu, herunder cybersikkerhed og databeskyttelse
    • god praksis i forbindelse med bekæmpelse af misbrug af registreringer af domænenavne.
  • Den rådgivende gruppe er sammensat af repræsentanter for interessenter, der er etableret i Unionen, og en repræsentant for interessenter uden for EU med en formand, der repræsenterer Kommissionen eller en person, der er udpeget af Kommissionen.

Evaluering og revision

  • Senest den 13. oktober 2027 og hvert tredje år herefter vil Kommissionen vurdere gennemførelsen, effektiviteten og funktionen af topdomænet .eu.
  • I december 2020 blev rapporten fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union offentliggjort. Denne rapport vurderer Kommissionen samarbejdet mellem topdomæneadministratoren .eu og Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret og andre EU-agenturer med henblik på at bekæmpe misbrug og spredning af domænenavne.
  • Siden da har Kommissionen taget yderligere skridt til at afslutte gennemførelsen af retsrammen .eu, herunder iværksættelsen af udvælgelsesproceduren for det næste topdomæneregister, som blev gennemført med valget af EURid,og vedtagelsen af følgende retsakter:
    • Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/857 af 17. juni 2020 om de principperne, der skal indgå i kontrakten mellem Kommissionen og topdomæneadministratoren for topdomænet .eu.
    • Kommissionens delegerede forordninger (EU) 2020/1083 af 14. maj 2020 om supplerende regler til forordning (EU) 2019/517 ved at fastsætte kriterierne for støtteberettigelse og udvælgelse og proceduren for udpegning af topdomænenavnet .eu:
    • Kommissionens gennemførelsesforordninger (EU) 2022/1862 af 4. oktober 2022 om fastlæggelse af lister over reserverede og blokerede domænenavne under topdomænet .eu i overensstemmelse med forordning (EU) 2019/517.

Ophævelse

Forordningen ophæver forordning (EF) nr. 733/2002 og (EF) nr. 874/2004 fra den 12. oktober 2022.

HVORNÅR GÆLDER FORORDNINGEN FRA?

Den trådte i kraft den 13. oktober 2022. De reviderede kriterier for registreringsberettigelse af domænenavne trådte i kraft den 19. oktober 2019.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

VIGTIGE BEGREBER

Administrator. Den enhed, der organiserer, administrerer og forvalter topdomænet .eu, herunder vedligeholder de tilhørende databaser og de dertil knyttede offentlige søgetjenester, registrerer domænenavne, administrerer registret over domænenavne og administrerer topdomænets navneservere.
WHOIS-database. Indsamling af data, som indeholder oplysninger om tekniske og administrative aspekter af registreringer under topdomænet .eu.

HOVEDDOKUMENT

Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EU) 2019/517 af 19. marts 2019 om implementeringen af topdomænenavnet .eu og dets funktion og om ændring og ophævelse af forordning (EF) nr. 733/2002 og om ophævelse af Kommissionens forordning (EF) nr. 874/2004 (EUT L 91 af 29.3.2019, s. 25-35).

TILHØRENDE DOKUMENTER

Kommissionens gennemførelsesforordninger (EU) 2020/857 af 17. juni 2020 om de principper, der skal indgå i aftalen mellem Europa-Kommissionen og topdomæneadministratoren for topdomænet .eu, i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/517 (EUT L 195, af 19.6.2020, s. 52-56).

Kommissionens forordning (EF) nr. 874/2004 af 28. april 2004 om generelle retningslinjer for implementeringen af topdomænet .eu og dets funktioner samt principperne for registrering (EUT L 162 af 30.4.2004, s. 40-50).

Efterfølgende ændringer af forordning (EF) nr. 874/2004 er indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 733/2002 af 22. april 2002 om implementering af topdomænet .eu (EFT L 113 af 30.4.2002, s. 1-5).

Se den konsoliderede udgave.

seneste ajourføring 14.10.2022

Top