Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Styrkelse af de nationale konkurrencemyndigheders forudsætninger for effektiv håndhævelse

Styrkelse af de nationale konkurrencemyndigheders forudsætninger for effektiv håndhævelse

 

RESUMÉ AF:

Direktiv (EU) 2019/1 om styrkelse af de nationale konkurrencemyndigheders forudsætninger for at håndhæve konkurrencereglerne effektivt og sikring af et velfungerende indre marked i EU

HVAD ER FORMÅLET MED DIREKTIVET?

Lovgivningen:

  • sikrer, at de nationale konkurrencemyndigheder garanteres den nødvendige uafhængighed og de fornødne ressourcer og håndhævelses- og bødeudstedelsesbeføjelser til effektivt at tackle virksomheders aftaler og praksis, der begrænser konkurrencen i deres jurisdiktion
  • finder navnlig anvendelse, når konkurrencebegrænsende aftaler, der er forbudt i henhold til artikel 101 (karteller*) og 102 (misbrug af dominerende stilling*) i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) finder anvendelse alene eller parallelt med national konkurrenceret på samme sag
  • giver mulighed for gensidig bistand mellem konkurrencemyndigheder for at sikre, at virksomhederne ikke kan undslippe håndhævelse, således at EU’s indre marked kan fungere gnidningsløst.

NØGLEPUNKTER

Nationale konkurrencemyndigheder har beføjelse til at:

  • foretage uanmeldte kontrolundersøgelser hos virksomhederne, herunder ret til at få adgang til lokaler, kontrollere forretningspapirer, forsegle lokaler og udspørge personale
  • undersøge virksomhedsdirektørers, lederes og ansattes hjem, hvis de har mistanke om, at de kan finde relevante bøger eller andre forretningspapirer
  • kræve, at virksomhederne tilvejebringer alle nødvendige oplysninger inden for en angivet og rimelig tidsfrist
  • indkalde en virksomhedsrepræsentant til et interview
  • kræve, at ulovlig praksis stopper og gribe ind, herunder udstede strukturelle eller adfærdsmæssige påbud, kræve foreløbige forholdsregler eller gøre virksomheders tilsagn bindende for at opnå dette
  • pålægge bøder, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning i egne sager eller foranledige, at bøder pålægges i ikkestrafferetlige retssager ikke blot for overtrædelser af artikel 101 og 102 TEUF, men også når virksomheder forsætligt eller uagtsomt ikke samarbejder med deres undersøgelsesbeføjelser
  • samt pålægge tvangsbøder, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning med henblik på at pålægge overholdelse af deres undersøgelses- og beslutningstagende beføjelser.
  • har effektive straflempelsesordninger, der tilskynder virksomhederne til at rapportere karteller i hele EU
  • yde hinanden gensidig bistand, så for eksempel virksomheder med aktiver i andre EU-lande ikke kan slippe for at betale bøder.

Alt personale, der er involveret, skal:

  • optræde uafhængigt af politisk eller anden udefrakommende indblanding
  • hverken søge eller modtage instrukser fra en regering eller nogen anden offentlig eller privat enhed
  • afstå fra enhver handling, der er uforenelig med varetagelsen af deres opgaver
  • afstå fra at behandle håndhævelsessager, der kan give anledning til interessekonflikter, i en rimelig periode, efter at de har forladt den nationale konkurrencemyndighed.

De personer, der træffer de primære håndhævelsesbeslutninger, skal være beskyttet mod tilfældig afskedigelse og kan alene afskediges, hvis de er blevet fundet skyldige i alvorlige forseelser, eller hvis de ikke længere opfylder jobkravene.

Medlemmer af en konkurrencemyndigheds beslutningsorgan skal vælges, ansættes eller udpeges på en klar og gennemsigtig måde.

EU-landene skal sikre, at konkurrencemyndighederne:

  • respekterer sagsøgtes rettigheder, herunder retten til kontradiktion og retten til effektive retsmidler for en domstol
  • behandler håndhævelsessager inden for rimelig tid
  • råder over et tilstrækkeligt antal kvalificerede ansatte og tilstrækkelige finansielle, tekniske og teknologiske ressourcer for at kunne varetage deres opgaver
  • yder bistand til kolleger fra andre EU-lande med henblik på procedureafgørelser eller sikre betaling af bøder på tværs af grænserne.

Bøder til en eller flere virksomheder for ulovlig adfærd skal:

  • afspejle overtrædelsens grovhed og varighed
  • kunne nå op på mindst 10 % af virksomhedens omsætning på verdensplan i det regnskabsår, der går forud for afgørelsen.

En straflempelsesordning tilbyder en virksomhed, der afslører sin deltagelse i et hemmeligt kartel*:

  • bødefritagelse, hvis den er den første til at fremlægge bevismateriale, der enten sætter konkurrencemyndighederne i stand til at foretage målrettede kontrolundersøgelser eller er tilstrækkelig til, at de kan fastslå en overtrædelse
  • reducerede bøder, hvis den fremlægger bevismateriale, som indebærer en betydelig merværdi med hensyn til at påvise en overtrædelse i forhold til de beviser, som konkurrencemyndighederne allerede er i besiddelse af.

Senest den 12. december 2024 skal Europa-Kommissionen fremlægge en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet om gennemførelsen og anvendelsen af direktivet.

HVORNÅR GÆLDER DIREKTIVET FRA?

Det trådte i kraft den 3. februar 2019, og det skal indarbejdes i EU-landenes lovgivninger inden den 4. februar 2021.

BAGGRUND

Nationale konkurrencemyndigheders og Kommissionens effektive handling over for ulovlig kommerciel praksis hjælper med at sikre en mere fair og åben konkurrence i EU. Det beskytter offentligheden og virksomheder mod kunstigt højre priser for varer og tjenesteydelser og øger udvalget af innovative produkter.

For yderligere oplysninger henvises til:

VIGTIGE BEGREBER

Kartel: aftale mellem to eller flere konkurrenter om at samordne deres adfærd eller påvirke konkurrencen på markedet gennem forskellige former for praksis, f.eks. fastsættelse af priser, markedsdeling eller fordeling af kunder, tilbudskoordinering (ulovlig praksis, hvor konkurrerende parter aftaler at vælge vinderen af en budrunde, mens andre afgiver ikke-konkurrencedygtige bud).
Misbrug af dominerende stilling: adfærd hos en virksomhed med dominerende stilling, for eksempel opkrævning af urimelige priser eller begrænsning af udbud, der gør det muligt for virksomheden at optræde uafhængigt af sine konkurrenter og kunder. En markedsandel på over 40 % giver en nyttig første indikation af en virksomheds potentielle dominans.
Hemmeligt kartel: et kartel hvis eksistens er delvis eller fuldstændig skjult.

HOVEDDOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1 af 11. december 2018 om styrkelse af de nationale konkurrencemyndigheders forudsætninger for at håndhæve konkurrencereglerne effektivt og sikring af et velfungerende indre marked (EUT L 11 af 14.1.2019, s. 3-33).

TILHØRENDE DOKUMENTER

Konsolideret udgave af traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde — Tredje del — Unionens interne politikker og foranstaltninger — Afsnit VII — De fælles regler om konkurrence, fiskale spørgsmål og indbyrdes tilnærmelse af lovgivningerne — Kapitel 1 — Konkurrencereglerne — 1. afdeling — Regler for virksomhederne — Artikel 101 (tidl. artikel 81 i TEF) (EUT C 202 af 7.6.2016, s. 88-89).

Konsolideret udgave af traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde — Tredje del — Unionens interne politikker og foranstaltninger — Afsnit VII — De fælles regler om konkurrence, fiskale spørgsmål og indbyrdes tilnærmelse af lovgivningerne — Kapitel 1 — Konkurrencereglerne — 1. afdeling — Regler for virksomhederne — Artikel 102 (tidl. artikel 82 i TEF) (EUT C 202 af 7.6.2016, s. 89).

Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT L 1 af 4.1.2003, s. 1-25).

Efterfølgende ændringer af forordning (EF) nr. 1/2003 er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

seneste ajourføring 28.03.2019

Top