Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Udarbejdelse af EU-statistikker vedrørende flerårige kulturer

Legal status of the document This summary has been archived and will not be updated. See 'Integrerede landbrugsstatistikker for EU' for an updated information about the subject.

Udarbejdelse af EU-statistikker vedrørende flerårige kulturer

 

RESUMÉ AF:

Forordning (EU) nr. 1337/2011 om europæiske statistikker vedrørende flerårige kulturer

HVAD ER FORMÅLET MED DENNE FORORDNING?

Den fastlægger regler om udarbejdelse af europæiske statistikker vedrørende flerårige kulturer*. Det er for eksempel vinstokke, oliventræer, frugtbuske og frugttræer.

Den ophæver forordning (EØF) nr. 357/79 om statistiske undersøgelser vedrørende vinarealerne og direktiv 2001/109/EF om statistiske undersøgelser vedrørende produktionskapaciteten i frugtplantager — i begge sektorer har både produktion og markedsforhold udviklet sig markant, siden retsakterne trådte i kraft.

HOVEDPUNKTER

Forordningen fastlægger regler for udarbejdelse af statistikker vedrørende følgende flerårige kulturer:

  • træer med spiseæbler
  • træer med spisepærer
  • abrikostræer
  • træer med spiseferskner
  • appelsintræer
  • citrontræer
  • oliventræer
  • vinstokke til produktion af spisedruer
  • vinstokke til andre formål.

EU-landene kan vælge at udarbejde statistikker vedrørende træer med æbler, pærer og ferskner til industriel forarbejdning samt vinstokke til produktion af druer til industriel forarbejdning.

Statistikkerne vedrørende flerårige kulturer skal være repræsentative for mindst 95 % af det samlede beplantede areal, hvis produktion af hver enkelt af de nævnte flerårige kulturer i EU-landet udelukkende eller hovedsagelig er markedsbestemt.

EU-landene kan se bort fra bedrifter, der ligger under en tærskelværdi på 0,2 ha for hver enkelt flerårig kultur, og som udelukkende eller hovedsagelig producerer til markedet i det enkelte EU-land. Såfremt sådanne bedrifters samlede areal udgør mindre end 5 % af det samlede beplantede areal med den pågældende kultur, kan EU-landene forhøje tærskelværdien, forudsat at dette ikke medfører, at der ses bort fra mere end yderligere 5 % af det samlede beplantede areal med den pågældende kultur.

EU-lande, som har beplantet et areal på mindst 1 000 ha med hver flerårig kultur, skal i løbet af 2012 og hvert femte år herefter udarbejde de data, der fremgår af forordningens bilag I.

EU-lande, som har beplantet et areal på mindst 500 ha med vinstokke til andre formål, skal i løbet af 2015 og hvert femte år herefter udarbejde de data, der fremgår af forordningens bilag II.

EU-lande, som foretager stikprøveundersøgelser med henblik på at udarbejde statistikker vedrørende flerårige kulturer, skal sikre, at varianskoefficienten for dataene på nationalt plan ikke overstiger 3 % for det beplantede areal for hver af de flerårige kulturer.

Statistikker vedrørende vinstokke til andre formål (end produktion af spisedruer) skal udarbejdes på grundlag af de data, som er indeholdt i fortegnelsen over vindyrkningsarealer.

Data vedrørende flerårige kulturer, undtaget vinstokke til andre formål, skal opdeles efter regionale enheder på NUTS* 1-niveau, med mindre forordningen specificerer en mindre detaljeret opdeling. Data vedrørende vinstokke til andre formål skal opdeles efter regionale enheder på NUTS 2-niveau.

Alle data skal indberettes til Europa-Kommissionen (Eurostat) senest den 30. september i det år, som følger efter referenceperioden.

Kommissionen (Europa-Kommissionen) evaluerer gennemførelsen af forordningen senest ved udgangen af december 2018 og derefter hvert femte år.

HVORNÅR GÆLDER FORORDNINGEN FRA?

Den trådte i kraft den 1. januar 2012. Nogle EU-lande — hvor de nationale statistiske systemer krævede omfattende tilpasning — fik mulighed for dispensation fra forordningens bestemmelser frem til den 31. december 2012 og skulle i den periode fortsat anvende direktiv 2001/109/EF.

VIGTIGE BEGREBER

Flerårige kulturer: kulturer uden for omdriften (ekskl. varige græs- og engarealer), som dyrkes på arealerne over en længere periode og giver udbytte i flere år.
NUTS-nomenklaturen: for regionale enheder. NUTS 1 = større socioøkonomiske regioner, f.eks. tyske delstater, belgiske regioner, polske regioner, rumænske makroregioner; NUTS 2 = basale regioner til anvendelsen af regionale politikker, f.eks. belgiske provinser, danske regioner, tjekkiske regioner (kraje).

HOVEDDOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1337/2011 af 13. december 2011 om europæiske statistikker vedrørende flerårige kulturer og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 357/79 og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/109/EF (EUT L 347 af 30.12.2011, s. 7-20)

Efterfølgende ændringer af forordning (EU) nr. 1337/2011 er indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

seneste ajourføring 20.03.2018

Top