Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Udarbejdelse af EU-statistikker over udenlandske datterselskabers struktur og aktiviteter

Legal status of the document This summary has been archived and will not be updated. See 'Europæisk erhvervsstatistik' for an updated information about the subject.

Udarbejdelse af EU-statistikker over udenlandske datterselskabers struktur og aktiviteter

 

RESUMÉ AF:

Forordning (EF) nr. 716/2007 — EU-statistikker over udenlandske datterselskabers struktur og aktiviteter

HVAD ER FORMÅLET MED DENNE FORORDNING?

Formålet er at oprette fælles standarder for statistik til systematisk udarbejdelse af sammenlignelige statistikker over udenlandske datterselskabers* struktur og aktiviteter.

HOVEDPUNKTER

Definitioner

  • Statistik over udenlandske datterselskaber måler den handelsmæssige tilstedeværelse gennem datterselskaber på udenlandske markeder.
  • Statistik over udenlandske datterselskaber i indlandet beskriver udenlandske datterselskabers generelle aktivitet i det indberettende land (se forordningens bilag I).
  • Statistik over udenlandske datterselskaber i udlandet beskriver generelle aktiviteter, som udøves af datterselskaber i udlandet, der kontrolleres af en enhed, der er beliggende i det indberettende land, for eksempel hvor mange ansatte der arbejder i datterselskaber i lande uden for EU, som kontrolleres af europæiske virksomheder (se forordningens bilag II).
  • Statistik over udenlandske datterselskaber udarbejdes efter konceptet om den øverste kontrollerende institutionelle enhed. Det betyder den institutionelle enhed (virksomhed, afdeling eller fysisk person), som i kæden af enheder, der udøver kontrol over et udenlandsk datterselskab, ikke kontrolleres af nogen anden institutionel enhed.

Anvendelsesområde

EU-landene skal indberette data om udenlandske datterselskaber til Europa-Kommissionen (Eurostat) vedrørende disses variabler, økonomiske aktiviteter og geografiske opdeling (se forordningens bilag III).

Landene skal indsamle data om 11 variabler, herunder:

  • antallet af udenlandsk kontrollerede virksomheder (dvs. en virksomhed i et land, som kontrolleres af en virksomhed, der er beliggende i et andet land)
  • omsætning
  • produktionsværdi
  • værditilvækst
  • samlet køb af varer og tjenesteydelser
  • personaleudgifter
  • bruttoinvesteringer i materielle anlægsaktiver
  • antal beskæftigede
  • samlede interne udgifter til forskning og udvikling (FoU)
  • samlet personale inden for FoU.

Datakilder

EU-landene skal indsamle de påkrævede oplysninger ved brug af relevante og hensigtsmæssige kilder. Handelsregistre, spørgeundersøgelser eller allerede eksisterende data fra administrative kilder er hovedkilderne til statistik over udenlandske datterselskaber (se resuméet af statistik over erhvervsstrukturer). Hvis det er urimeligt omkostningskrævende at indsamle de krævede data, kan der indberettes bedste skøn, herunder nulværdier, til Eurostat.

Kvalitetskriterier og -rapporter

EU-landene skal sikre, at kvaliteten af de oplysninger, de sender til Eurostat, opfylder de fælles kvalitetsstandarder. Europa-Kommissionen (Eurostat) fastlægger de kvalitetsstandarder, der skal opfyldes, samt indhold og hyppighed af de kvalitetsrapporter, der skal indsendes.

Vejledning

I nært samarbejde med EU-landene udformer Eurostat en vejledning, som indeholder de relevante definitioner og yderligere retningslinjer for udarbejdelse af statistik over udenlandske datterselskaber.

Tidsplan

Forordningens bilag I og II indeholder en tidsplan for udarbejdelse af dataene.

Udvalg

Kommissionen (Eurostat) bistås og rådgives af Udvalget for det Europæiske Statistiske System, som er et udvalg af EU-lande. Ved gennemførelsen af denne forordning kan Kommissionen også indhente udtalelse fra Udvalget for Penge-, Kreditmarkeds- og Betalingsbalancestatistik i alle spørgsmål, som falder ind under udvalgets kompetenceområde, især vedrørende foranstaltninger til tilpasning til økonomiske og tekniske ændringer i indsamlingen og den statistiske bearbejdning af data og bearbejdningen og indberetningen af resultater.

Rapport om gennemførelse

I 2012 skulle Kommissionen forelægge en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet om forordningens gennemførelse.

HVORNÅR GÆLDER FORORDNINGEN FRA?

Den trådte i kraft den 19. juli 2007.

BAGGRUND

Statistik over udenlandsk direkte investering registrerer det samlede beløb, som udenlandske virksomheder investerer i EU, men statistikkerne over udenlandske datterselskaber giver mere detaljerede oplysninger om disse investeringers økonomiske indflydelse i form af jobskabelse, FoU osv.

For yderligere oplysninger henvises til:

VIGTIGE BEGREBER

Udenlandsk datterselskab: en virksomhed, som er beliggende i et land, og som kontrolleres af en institutionel enhed, der ikke er beliggende i det samme land.

HOVEDDOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets forordning 716/2007 af 20. juni 2007 om EF-statistikker over udenlandske datterselskabers struktur og aktiviteter (EUT L 171 af 29.6.2007, s. 17-31).

Efterfølgende ændringer af forordning (EF) nr. 716/2007 er indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 716/2007 af 20. juni 2007 om EF-statistikker over udenlandske datterselskabers struktur og aktiviteter (COM(2012) 249 final af 31.5.2012).

Kommissionens forordning (EF) nr. 834/2009 af 11. september 2009 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 716/2007 om EF-statistikker over udenlandske datterselskabers struktur og aktiviteter for så vidt angår kvalitetsrapporter (EUT L 241 af 12.9.2009, s. 3-4).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 295/2008 af 11. marts 2008 om statistik over erhvervsstrukturer (omarbejdning) (EUT L 97 af 9.4.2008, s. 13-59).

Se den konsoliderede udgave.

Kommissionens forordning (EF) nr. 364/2008 af 23. april 2008 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 716/2007 for så vidt angår det tekniske format til indberetning af statistiske data om udenlandske datterselskaber og de undtagelser, der skal indrømmes medlemsstaterne (EUT L 112 af 24.4.2008, s. 14-21).

Kommissionens forordning (EF) nr. 747/2008 af 30. juli 2008 om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 716/2007 om EF-statistikker over udenlandske datterselskabers struktur og aktiviteter for så vidt angår definitionerne af variablerne og gennemførelsen af NACE rev. 2 (EUT L 202 af 31.7.2008, s. 20-27).

seneste ajourføring 13.11.2017

Top