Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Et interoperabelt jernbanesystem i EU

Et interoperabelt jernbanesystem i EU

 

RESUMÉ AF:

Direktiv (EU) 2016/797 om interoperabilitet i jernbanesystemet i EU

HVAD ER FORMÅLET MED DIREKTIVET?

  • Det fastsætter de betingelser, der skal være opfyldt for at opnå interoperabilitet* inden for Den Europæiske Unions (EU) jernbanesystem, og det definerer delsystemer, både strukturelt* og funktionelt* definerede delsystemer, der udgør systemet.
  • Det har til formål at lette, forbedre og udvikle banetrafik inden for EU og med ikke-EU-lande og dermed bidrage til gennemførelse af det fælles europæiske jernbaneområde og til overgangen til mere effektive transportformer.
  • Direktivet er en af tre lovgivningsmæssige retsakter, der dækker de tekniske aspekter af den fjerde jernbanepakke, som har til formål at genoplive jernbanesektoren og yde bedre servicekvalitet og flere valgmuligheder for passagererne. De andre to er forordning (EU) 2016/796 om Den Europæiske Unions Jernbaneagentur (se resuméet) og direktiv (EU) 2016/798 om jernbanesikkerhed (se resuméet).

HOVEDPUNKTER

Anvendelsesområde

  • Direktivet finder anvendelse på jernbanesystemer i EU-medlemsstaterne og omfatter:
    • køretøjer og infrastruktur
    • energi
    • signalsystemer og trafiktelematik* (f.eks. billetsystemer) for person- og godstrafik
    • tilgængelighed for personer med nedsat mobilitet
    • støjproblemer.
  • Det gælder ikke for:
    • metrosystemer
    • sporvogne, letbanesystemer eller infrastruktur, der udelukkende anvendes af disse køretøjer
    • net, der er funktionelt adskilt fra EU’s jernbanesystem, og som kun er tænkt anvendt til persontrafik i lokal-, by- og oplandsområder, og virksomheder, der udelukkende driver virksomhed på disse net.

Harmoniserede krav

Direktivet fastlægger betingelser i forbindelse med:

  • projektering, opbygning, ibrugtagning, opgradering, fornyelse, drift og vedligeholdelse af dele af systemet samt
  • de faglige kvalifikationer samt sundheds- og sikkerhedsbetingelser for det personale, som varetager drift og vedligeholdelse.

Disse betingelser har form af harmoniserede krav, der omfatter:

  • væsentlige krav med hensyn til:
    • sikkerhed (f.eks. dele såsom bremser)
    • pålidelighed og disponibilitet (f.eks. overvågning og vedligeholdelse af væsentlige dele)
    • menneskers sundhed og miljøbeskyttelse
    • teknisk kompatibilitet og drift af systemet
    • tilgængelighed
  • tekniske specifikationer for interoperabilitet for hvert delsystem eller dele af et delsystem
  • tilhørende EU-standarder og andre dokumenter, der tillader de bemyndigede organer at bevise overholdelse af væsentlige krav og tekniske specifikationer for interoperabilitet.

Overensstemmelse

Direktivet fastlægger procedurerne vedrørende interoperable komponenter og systemer, der omfatter:

  • betingelser for at være i omsætning
  • overensstemmelse eller anvendelsesegnethed
  • procedurer i tilfælde af manglende overholdelse af væsentlige krav.

Specifikke tekniske aspekter

Europa-Kommissionen har vedtaget en række forordninger, der supplerer direktiv (EU) 2016/797 for så vidt angår tekniske aspekter.

  • Forordning (EU) nr. 1300/2014 om tilgængelighed for handicappede, som ændret ved gennemførelsesforordning (EU) 2019/772, som omhandler statusoversigter til identifikation af hindringer for tilgængelighed, information af brugerne og overvågning og evaluering af fremskridt med hensyn til tilgængelighed.
  • Gennemførelsesforordning (EU) 2019/773 om delsystemet Drift og trafikstyring.
  • Forordning (EU) nr. 1304/2014 om støj i delsystemet »Rullende materiel«, som ændret ved gennemførelsesforordning (EU) 2019/774, der specifikt finder anvendelse på eksisterende godsvogne.
  • Forordning (EU) nr. 454/2011 om den tekniske specifikation for interoperabilitet gældende for delsystemet »Trafiktelematik for persontrafikken« i det transeuropæiske jernbanesystem, som ændret senest ved gennemførelsesforordning (EU) 2019/775.
  • Forordning (EU) nr. 2023/1695 — om teknisk specifikation for interoperabilitet gældende for delsystemet togkontrol- og signalering i jernbanesystemet i EU
  • Gennemførelsesafgørelse (EU) 2023/2584 om harmoniserede standarder for interoperabilitet i jernbanesystemer.

HVORNÅR GÆLDER REGLERNE FRA?

De trådte i kraft den 15. juni 2016 og skulle indarbejdes i medlemsstaternes lovgivninger inden den 16. juni 2019.

Medlemsstaterne kunne benytte sig af en forlængelse på 1 år til den 16. juni 2020. På grund af COVID-19-krisen tillod direktiv (EU) 2020/700 medlemsstater, der forlængede gennemførelsesperioden, at forlænge den yderligere indtil 31. oktober 2020.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

VIGTIGE BEGREBER

Interoperabilitet. Et jernbanesystems egnethed til at muliggøre sikker og kontinuerlig togtrafik, der præsterer de ydelser, som forudsættes.
Strukturelt definerede delsystemer. Delsystemer i jernbanesystemet, der vedrører infrastruktur, energi, fast og mobilt togkontrol- og signaludstyr, rullende materiel og andet mobilt jernbaneudstyr.
Funktionelt definerede delsystemer. Jernbanesystemets delsystemer, der vedrører drift og trafikstyring, vedligeholdelse og trafiktelematik for person- og godstrafikken.
Trafiktelematik. Integreret anvendelse af telekommunikation med informations- og kommunikationsteknologi.

HOVEDDOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/797 af 11. maj 2016 om interoperabilitet i jernbanesystemet i Den Europæiske Union (omarbejdning) (EUT L 138 af 26.5.2016, s. 44-101).

Efterfølgende ændringer til direktiv (EU) 2016/797 er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 2023/1695 af 10. august 2023 om den tekniske specifikation for interoperabilitet gældende for delsystemet togkontrol- og signalering i jernbanesystemet i Den Europæiske Union og om ophævelse af forordning (EU) nr. 2016/919 (EUT L 222 af 08-09-2023, s. 380-560).

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2023/2584 af 15. november 2023 om harmoniserede standarder for interoperabilitet i jernbanesystemer, der er udarbejdet til støtte for Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/797 (EUT L 2023/2584 af 21-11-2023).

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/773 af 16. maj 2019 om den tekniske specifikation for interoperabilitet gældende for delsystemet Drift og trafikstyring i jernbanesystemet i Den Europæiske Union og om ophævelse af afgørelse 2012/757/EU (EUT L 139 af 27.5.2019, s. 5-88).

Se den konsoliderede udgave.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/796 af 11. maj 2016 om Den Europæiske Unions Jernbaneagentur og om ophævelse af forordning (EF) nr. 881/2004 (EUT L 138 af 26.5.2016, s. 1-43).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/798 af 11. maj 2016 om jernbanesikkerhed (EUT L 138 af 26.5.2016, s. 102-149).

Se den konsoliderede udgave.

Kommissionens forordning (EU) nr. 1300/2014 af 18. november 2014 om den tekniske specifikation for interoperabilitet gældende for tilgængelighed for handicappede og bevægelseshæmmede personer i EU’s jernbanesystem (EUT L 356 af 12.12.2014, s. 110-178).

Se den konsoliderede udgave.

Kommissionens forordning (EU) nr. 1304/2014 af 26. november 2014 om den tekniske specifikation for interoperabilitet gældende for støj i delsystemet »Rullende materiel«, om ændring af beslutning 2008/232/EF og om ophævelse af beslutning 2011/229/EU (EUT L 356 af 12.12.2014, s. 421-437).

Se den konsoliderede udgave.

Kommissionens forordning (EU) nr. 454/2011 af 5. maj 2011 om den tekniske specifikation for interoperabilitet gældende for delsystemet »Trafiktelematik for persontrafikken« i det transeuropæiske jernbanesystem (EUT L 123 af 12.5.2011, s. 11-67).

Se den konsoliderede udgave.

seneste ajourføring 22.12.2023

Top