Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Den Europæiske Unions Jernbaneagentur — sikring af et sikkert og interoperabelt jernbaneområde

Den Europæiske Unions Jernbaneagentur — sikring af et sikkert og interoperabelt jernbaneområde

 

RESUMÉ AF:

Forordning (EU) 2016/796 om Den Europæiske Unions Jernbaneagentur

HVAD ER FORMÅLET MED DENNE FORORDNING?

Den opretter Den Europæiske Unions Jernbaneagentur (agenturet). Agenturet har til formål at:

  • bidrage til videreudvikling af et effektivt fungerende fælles europæisk jernbaneområde;
  • sikre et højt sikkerhedsniveau og en høj grad af interoperabilitet i jernbanesystemet*;
  • forbedre jernbanernes konkurrenceevne.

Forordningen er en af tre lovgivningsmæssige retsakter, der dækker de tekniske aspekter af den fjerde jernbanepakke, som har til formål at genoplive jernbanesektoren og levere bedre servicekvalitet og flere valgmuligheder for passagererne. Forordningen fungerer sideløbende med forordningen om interoperabilitet i jernbanesystemet i EU og direktivet om jernbanesikkerhed.

HOVEDPUNKTER

Agenturets primære mål for EU’s jernbanesystem er at:

  • udvikle en fælles strategi for sikkerhed;
  • forbedre interoperabiliteten;
  • undersøge de nationale jernbaneforskrifter med henblik på at støtte nationale myndigheders indsats inden for sikkerhed og interoperabilitet i jernbanesystemet og
  • fremme de bedste procedurer.

Jernbanesikkerhed

Agenturet har flere opgaver med hensyn til jernbanesikkerhed, herunder:

  • udarbejdelse af henstillinger til Europa-Kommissionen om fælles sikkerhedsindikatorer, -metoder og -mål og om systemet til certificering af organer med ansvar for sikkerhed;
  • udstedelse, forlængelse, suspendering og ændring EU-sikkerhedscertifikater og samarbejde med nationale sikkerhedsmyndigheder i den forbindelse;
  • tilskyndelse til udveksling af oplysninger om sikkerhedsrelaterede ulykker, hændelser og nærvedhændelser.

Interoperabilitet

Agenturet har en række opgaver, der har til formål at forbedre interoperabilitet ved at mindske tekniske barrierer. Disse omfatter at:

  • udarbejde henstillinger til Kommissionen med henblik på revision af tekniske specifikationer for interoperabilitet (TSI’er);
  • udstede tilladelser til at bringe jernbanekøretøjer og typer af jernbanekøretøjer i omsætning. Agenturet har også beføjelse til at forny, ændre, suspendere og tilbagekalde disse tilladelser;
  • godkende ERTMS-udstyr (udstyr i forbindelse med det fælles harmoniserede togkontrolsystem, European Rail Traffic Management System).

Nationale regler

Agenturet har til opgave at sikre overensstemmelse med nationale forskrifter med væsentlige krav til jernbanesikkerhed og interoperabilitet. Især skal det:

  • undersøge både udkast og eksisterende nationale forskrifter for at sikre overensstemmelse, og at de ikke medfører vilkårlig forskelsbehandling;
  • vedligeholde et særligt IT-system, der indeholder de nationale forskrifter og acceptable nationale midler til efterlevelse.

ERTMS

I sin egenskab af systemmyndighed sikrer agenturet en koordineret udvikling af ERTMS inden for EU i overensstemmelse med de relevante TSI’er.

Fælles europæisk jernbaneområde (SERA)

Agenturet har en række opgaver relateret til overvågning af SERA, som omfatter:

  • de nationale sikkerhedsmyndigheders resultater og beslutningstagning;
  • de bemyndigede overensstemmelsesvurderingsorganer;
  • fremskridt inden for jernbanesikkerhed og interoperabilitet.

HVORNÅR GÆLDER FORORDNINGEN FRA?

Den trådte i kraft den 15. juni 2016 (med en treårig overgangsperiode for opgaver relateret til godkendelse, certificering og ERTMS-godkendelse langs spor).

BAGGRUND

For flere oplysninger henvises til:

* VIGTIGT BEGREB

Interoperabilitet: jernbanesystemets egnethed til at muliggøre sikker og kontinuerlig togtrafik, der præsterer de ydelser, som forudsættes.

HOVEDDOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/796 af 11. maj 2016 om Den Europæiske Unions Jernbaneagentur og om ophævelse af forordning (EF) nr. 881/2004 (EUT L 138 af 26.5.2016, s. 1-43)

TILHØRENDE DOKUMENTER

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/797 af 11. maj 2016 om interoperabilitet i jernbanesystemet i Den Europæiske Union (EUT L 138 af 26.5.2016, s. 44-101)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/798 af 11. maj 2016 om jernbanesikkerhed (EUT L 138 af 26.5.2016, s. 102-149)

seneste ajourføring 22.11.2016

Top