EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Finansiel bistand til Spanien

Finansiel bistand til Spanien

 

RESUMÉ AF:

Afgørelse 2012/443/EU — om specifikke foranstaltninger til styrkelse af den finansielle stabilitet i Spanien

HVAD ER FORMÅLET MED AFGØRELSEN?

Den godkendte et finansielt bistandsprogram for at hjælpe Spanien med at rekapitalisere og omstrukturere sin banksektor.

HOVEDPUNKTER

  • Det finansielle bistandsprogram, som blev vedtaget af euroområdets finansministre i juli 2012, ydede Spanien finansiering fra landene i euroområdet for op til 100 mia. EUR i 18 måneder.
  • Spanien havde kun brugt ca. 38,9 mia. EUR af bistanden til at rekapitalisere landets banker og yderligere 2,5 mia. EUR til at kapitalisere det spanske kapitalforvaltningsselskab, Sareb, da programmet blev afsluttet i januar 2014.
  • Til gengæld for bistanden skulle Spanien i samråd med Den Europæiske Centralbank (ECB), Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) og Den Internationale Valutafond:
    • identificere de enkelte bankers kapitalbehov ved at gennemføre en omfattende kvalitetskontrol af aktiver i banksektoren og en stresstest for hver enkelt bank
    • rekapitalisere, omstrukturere og/eller på forsvarlig vis afvikle svage banker, idet omkostningerne for skatteyderne skulle minimeres
    • adskille dårlige aktiver i banker, der modtog offentlig støtte, og overføre dem til kapitalforvaltningsselskabet Sareb
    • styrke sine regulerings- og tilsynsrammer og forbedre styringen.
  • Hver tredje måned kontrollerede Europa-Kommissionen, ECB og EBA, at Spanien udførte betingelserne for bistanden.
  • Da Spanien forlod programmet i december 2013, fortsatte Kommissionen med at føre tilsyn med den spanske økonomi og landets finansielle sektor under foranstaltningerne til overvågning efter programmets gennemførelse, der er fastsat i forordning (EU) nr. 472/2013.
  • Spanien er i øjeblikket omfattet af Den Europæiske Unions (EU) overvågning efter programmets gennemførelse. Under denne ordning foretager Kommissionen, i samarbejde med ECB:
    • regelmæssige besøg i landet for at vurdere Spaniens økonomiske og finansielle sektor
    • udarbejdelser af halvårlige rapporter for at overvåge fremskridt vedrørende relevante politikker og afgøre, om der er behov for yderligere foranstaltninger.
  • Overvågningen vil fortsætte, indtil Spanien har tilbagebetalt mindst 75 % af de lån, landet har modtaget.

HVORNÅR GÆLDER AFGØRELSEN FRA?

Den trådte i kraft den 24. juli 2012.

BAGGRUND

Den 25. juni 2012 anmodede den spanske regering om ekstern finansiel bistand i henhold til vilkårene for det finansielle bistandsprogram til rekapitalisering af finansielle institutioner via Den Europæiske Finansielle Stabilitetsfacilitet.

Stats- og regeringscheferne vedtog på eurotopmødet den 29. juni 2012, at bistanden efterfølgende kunne ydes fra den europæiske stabilitetsmekanisme, dog uden den samme topprioritet for tilbagebetaling som andre lån fra den europæiske stabilitetsmekanisme. Aftalememorandummet blev underskrevet den 23. juli. Den fulde gennemførelse tog hensyn til alle andre relevante betragtninger i erklæringen fra eurotopmødet fra den 29. juni 2012.

Udførelsen af programmet blev nøje overvåget af Kommissionen og ECB, og til dels også af EBA og den europæiske finansielle stabilitetsfacilitet. Den Internationale Valutafond var også tæt involveret.

For yderligere oplysninger henvises til:

HOVEDDOKUMENT

Rådets afgørelse 2012/443/EU af 23. juli 2012 rettet til Spanien om specifikke foranstaltninger til styrkelse af den finansielle stabilitet (EUT L 202 af 28.7.2012, s. 17-20).

TILHØRENDE DOKUMENTER

Rådets forordning (EU) nr. 407/2010 af 11. maj 2010 om oprettelse af en europæisk finansiel stabiliseringsmekanisme (EUT L 118 af 12.5.2010, s. 1-4).

Efterfølgende ændringer til forordning (EU) nr. 407/2010 er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 472/2013 af 21. maj 2013 om skærpelse af den økonomiske og budgetmæssige overvågning af medlemsstater i euroområdet, der har eller er truet af alvorlige vanskeligheder med hensyn til deres finansielle stabilitet (EUT L 140 af 27.5.2013, s. 1-10).

seneste ajourføring 02.06.2022

Top