EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Den Europæiske Hav- og Fiskerifond (2014-2020)

Den Europæiske Hav- og Fiskerifond (2014-2020)

 

RESUMÉ AF:

Forordning (EU) nr. 508/2014 — Den Europæiske Hav- og Fiskerifond

HVAD ER FORMÅLET MED FORORDNINGEN?

Den Europæiske Hav- og Fiskerifond (EHFF) søger at hjælpe dem, der bor ved kysterne, samt dem, der er beskæftiget i fiskeri- og akvakultursektoren, med at tilpasse sig Den Europæiske Unions (EU) fælles fiskeripolitik for perioden 2014-2020.

HOVEDPUNKTER

Budget og prioriteter

Med et budget på 6,5 mia. EUR for perioden 2014-2020 har EHFF til formål at:

  • genoprette fiskebestandene, mindske fiskeriets indvirkning på havmiljøet og gradvist eliminere udsmid*
  • støtte lokalt fiskeri af mindre omfang og unge fiskere
  • hjælpe samfund med at diversificere den lokale økonomi
  • finansiere projekter, der skaber arbejdspladser og forbedrer livskvaliteten ved Europas kyster
  • støtte europæisk akvakultur (opdræt af fisk og skaldyr)
  • finansiere forbedringen af videnskabelig viden om havmiljøet samt indsamling af relevante data, så beslutninger træffes på baggrund af troværdige oplysninger
  • styrke programmer til fiskerikontrol
  • støtte innovative investeringer i fiskerfartøjer, for eksempel for at forbedre selektiviteten af fiskeredskaberne*
  • støtte (under visse betingelser) investering i udstyr eller om bord, der har til formål at reducere emissionen af forurenende stoffer eller drivhusgasser
  • forbedre afsætning og forarbejdning i fiskeri- og akvakultursektorerne
  • støtte EU’s integrerede havpolitik ved at lette koordineringen på tværs af grænser og mellem sektorer (for eksempel maritim fysisk planlægning, integreret havovervågning og forbedre kendskabet til havmiljøets tilstand).

Gennemførelse

  • EHFF medfinansierer projekter med EU’s medlemsstater, der yder national finansiering. Medlemsstaterne udarbejder operationelle programmer, der angiver, hvordan de har til hensigt at bruge de tildelte midler. Når Europa-Kommissionen har godkendt disse programmer, er det op til de nationale myndigheder at afgøre, hvilke projekter der skal finansieres.
  • Siden vedtagelsen af forordning (EU) nr. 508/2014 har Kommissionen vedtaget bestemmelser, som hovedsagelig omhandler detaljerede tekniske aspekter af gennemførelsen. Disse omfatter:
  • Der findes en komplet liste over gennemførelsesretsakter og delegerede retsakter på EHFF’s websted.

Midlertidige foranstaltninger pga. covid-19-pandemien — ændring til forordningen

  • Med forordning (EU) 2020/560 blev der indført specifikke foranstaltninger, som skulle afbøde de socioøkonomiske virkninger af covid-19-pandemien. Foranstaltningerne var til rådighed indtil den 31. december 2020. De gav mulighed for en mere fleksibel omfordeling af finansielle midler inden for rammerne af den enkelte medlemsstats operationelle program og forenklede proceduren for ændring af operationelle programmer. Under visse betingelser var det desuden muligt for EHFF at tilvejebringe:
    • støtte til midlertidigt ophør med fiskerivirksomhed
    • kompensation for visse økonomiske tab, som akvakulturproducenter og forarbejdningsvirksomheder har haft
    • driftskapital til akvakulturproducenter og forarbejdningsvirksomheder
    • støtte til producentorganisationer og sammenslutninger af producentorganisationer for oplagring af fiskevarer og akvakulturprodukter.

Foranstaltninger til afhjælpning af følgerne af Ruslands angrebskrig mod Ukraine — ændring til forordningen

  • Ændringsforordning (EU) 2022/1278 giver medlemsstaterne mulighed for at ændre deres operationelle programmer med henblik på at bruge EHFF’s resterende ressourcer til at kompensere erhvervsdrivende og producenter for deres tab af indkomst samt de ekstraomkostninger, der er påløbet som følge af krigen, såsom stigningen i priserne på energi, råvarer og fiskefoder.
  • Fiskere, der var nødt til at ophøre med deres aktiviteter på grund af den russiske angrebskrig mod Ukraine, kan også modtage støtte fra EHFF.
  • Der ydes støtte med tilbagevirkende kraft fra den 24. februar 2022, da det russiske angreb begyndte, med en sats for medfinansiering på 75 % af de støtteberettigede offentlige udgifter.

HVORNÅR GÆLDER FORORDNINGEN FRA?

  • Forordning (EU) nr. 508/2014 trådte i kraft den 1. januar 2014.
  • Ændringsforordning (EU) 2022/1278 trådte i kraft den 23. juli 2022.

BAGGRUND

EHFF er det finansielle instrument, der støtter den fælles fiskeripolitik i perioden 2014-2020. Den er én ud af de fem struktur- og investeringsfonde i EU, der supplerer hinanden og søger at fremme vækst og beskæftigelse.

VIGTIGE BEGREBER

Udsmid. Dumpning i havet af uønskede fangster — en praksis, hvor fisk bliver smidt tilbage i havet, uanset om de er levende eller døde, fordi de er for små, fordi fiskeren har opbrugt sin kvote til at fange dem eller på grund af visse regler for sammensætning af fangsten.
Selektivitet af fiskeredskaber. Redskaber, der fanger fisk efter størrelse og art, således at andre fisk undgås, eller at de kan slippes fri uskadte.

HOVEDDOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 508/2014 af 15. maj 2014 om Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2328/2003, (EF) nr. 861/2006, (EF) nr. 1198/2006 og (EF) nr. 791/2007 samt Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1255/2011 (EUT L 149 af 20.5.2014, s. 1-66).

Efterfølgende ændringer af forordning (EU) nr. 508/2014 er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/560 af 23. april 2020 om ændring af forordning (EU) nr. 508/2014 og (EU) nr. 1379/2013 for så vidt angår særlige foranstaltninger til afbødning af covid-19-udbruddets følgevirkninger for fiskeri- og akvakultursektoren (EUT L 130 af 24.4.2020, s. 11-17).

Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/852 af 27. marts 2015 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 508/2014 for så vidt angår tilfælde af manglende overholdelse og tilfælde af alvorlig manglende overholdelse af reglerne i den fælles fiskeripolitik, som kan føre til en afbrydelse af en betalingsfrist eller suspension af betalinger fra Den Europæiske Hav- og Fiskerifond (EUT L 135 af 2.6.2015, s. 13-17).

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 1362/2014 af 18. december 2014 om fastlæggelse af regler for en forenklet procedure til godkendelse af visse ændringer af operationelle programmer, der finansieres under Den Europæiske Hav- og Fiskerifond, samt regler vedrørende formatet for og præsentationen af årlige rapporter om gennemførelsen af disse programmer (EUT L 365 af 19.12.2014, s. 124-136).

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 1243/2014 af 20. november 2014 om fastsættelse i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 508/2014 om den Europæiske Hav- og Fiskerifond af regler om de oplysninger, som medlemsstaterne skal fremsende, og om databehov og synergier mellem mulige datakilder (EUT L 334 af 21.11.2014, s. 39-51).

Se den konsoliderede udgave.

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 1242/2014 af 20. november 2014 om fastsættelse i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 508/2014 om den Europæiske Hav- og Fiskerifond af regler om, hvordan relevante kumulative data vedrørende operationer skal præsenteres (EUT L 334 af 21.11.2014, s. 11-38).

Se den konsoliderede udgave.

Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1014/2014 af 22. juli 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 508/2014 om Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2328/2003, (EF) nr. 861/2006, (EF) nr. 1198/2006 og (EF) nr. 791/2007 samt Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1255/2011 med hensyn til indholdet og opbygningen af et fælles overvågnings- og evalueringssystem for operationer finansieret i henhold til Den Europæiske Hav- og Fiskerifond (EUT L 283 af 27.9.2014, s. 11-19).

Se den konsoliderede udgave.

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 763/2014 af 11. juli 2014 om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 508/2014 om Den Europæiske Hav- og Fiskerifond med hensyn til tekniske karakteristika for oplysnings- og offentlighedsforanstaltninger og vejledning i udformning af det europæiske logo (EUT L 209 af 16.7.2014, s. 1-4).

Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2014/372/EU af 11. juni 2014 om den årlige fordeling på medlemsstaterne af de midler fra Den Europæiske Hav- og Fiskerifond, der i alt er til rådighed inden for rammerne af delt forvaltning i perioden 2014-2020 (EUT L 180 af 20.6.2014, s. 18-20).

seneste ajourføring 07.10.2022

Top