EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52014DC0451

Øget europæisk samarbejde om maritim overvågning

Øget europæisk samarbejde om maritim overvågning

At samle maritime overvågningsdata fra civile og militære myndigheder kan være med til at undgå dobbeltarbejde og reducere omkostningerne. Øget samarbejde og deling af oplysninger kan også medføre mere effektiv bekæmpelse af hændelser på havet i realtid som f.eks. ulykker, forureningsuheld, forbrydelser eller sikkerhedstrusler.

DOKUMENT

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet - Bedre situationskendskab gennem øget samarbejde mellem maritime overvågningsmyndigheder: de næste faser inden for den fælles ramme for informationsudveksling for EU’s maritime område (COM(2014) 451 final af 8. juli 2014)

RESUMÉ

At samle maritime overvågningsdata fra civile og militære myndigheder kan være med til at undgå dobbeltarbejde og reducere omkostningerne. Øget samarbejde og deling af oplysninger kan også medføre mere effektiv bekæmpelse af hændelser på havet i realtid som f.eks. ulykker, forureningsuheld, forbrydelser eller sikkerhedstrusler.

HVAD ER FORMÅLET MED DENNE MEDDELELSE?

Den fremlægger de fremskridt, som den fælles ramme for informationsudveksling (CISE) har gjort, efter at den blev etableret af Europa-Kommissionen i 2010. Den foreslår vejledning og yderligere prioritering på EU-plan og på nationalt plan.

HOVEDPUNKTER

CISE er et af de grundlæggende strategiske mål i EU’s integrerede havpolitik og et vigtigt element i den maritime sikkerhedsstrategi.

Hvad er CISE-projektet?

Det er et frivilligt samarbejde, som bygger på eksisterende systemer og platforme til informationsudveksling og -deling. Forbedret indbyrdes kompatibilitet mellem disse bør optimere informationsudvekslingen mellem overvågningsmyndigheder, hvilket vil medføre et bedre situationsbillede over maritime aktiviteter. Desuden er det primære formål med CISE-projektet at styrke sikkerheden og miljøbeskyttelsen i EU’s havområder.

Hvad er fordelene?

  • større viden og bedre maritimt situationskendskab, hvilket giver mulighed for overvågningsforanstaltninger med bedre koordination og hurtigere reaktionstid
  • en betydelig reduktion i dataindsamlingsindsatserne
  • reduktioner i administrative og operationelle omkostninger ved maritime overvågningsaktiviteter.

Resultater på EU-plan:

Der er oprettet et antal systemer på forskellige politikområder og på tværs af forskellige sektorer. De omfatter:

  • SafeSeaNet, der tilbyder integrerede maritime tjenester vedrørende trafikovervågning (situationskendskab) og med henblik på at sikre gennemførelsen af EU-lovgivning
  • det fælles varslings- og informationssystem, som letter kommunikation under hændelser og katastrofer til søs
  • fartøjsovervågningssystemet, et satellitbaseret overvågningssystem, som leverer data til fiskerimyndighederne om fartøjernes position, kurs og fart
  • farvandsovervågningsnetværket, som giver mulighed for udveksling af operationelle havinformationer og tjenester som f.eks. skibes positioner, ruter, identifikationsoplysninger, onlinesamtaler eller billeder
  • det europæiske grænseovervågningssystem (Eurosur), et system, der tjener flere formål, og som skal forhindre ulovlig indvandring og kriminalitet på tværs af EU’s ydre grænser
  • Det Europæiske Agentur for Forvaltning af Ydre Grænser - Frontex, som fremmer, koordinerer og udvikler forvaltning af de europæiske grænser
  • nationale enstrengede kontaktsystemer, som tilvejebringer nationale informationsudvekslingsplatforme til indberetning og deling af skibsrelaterede oplysninger og er kædet sammen med EU’s system til udveksling af maritimt relaterede informationer.

Hvad er de prioriterede områder for videre grænseoverskridende og tværsektorielt samarbejde?

  • opdateret deling af patruljebådes og patruljeflys positioner med henblik på at sikre den hurtigst mulige reaktion i tilfælde af masseredningsaktioner og/eller andre hændelser til søs
  • samarbejdsværktøjer til grænseoverskridende krisestyring
  • kombination af data og udveksling af oplysninger om mistænkelige fartøjers navigation i EU’s farvande
  • nationale registre over fritidsfartøjer med henblik på at give mulighed for computerbehandling af anmodninger om oplysninger mellem EU-lande.

Kommissionen foreslår også flere yderligere aktioner. For eksempel har den til hensigt at:

  • udvikle en ikkebindende håndbog for CISE-projektet ved udgangen af 2016 med anbefalinger om bedste fremgangsmåder og oplysninger om, hvordan CISE skal anvendes
  • understøtte foranstaltninger til at udvikle, vedligeholde og udbrede standarder, som gør maritime overvågningssystemer indbyrdes kompatible
  • fortsætte med at gennemgå eksisterende sektorlovgivning på EU-plan med henblik på at fjerne alle tilbageværende juridiske hindringer for tværsektoriel informationsdeling, samtidig med at der sikres overensstemmelse med relevante krav til databeskyttelse.

I 2018 vil Kommissionen også starte en tilsynsproces med henblik på at vurdere gennemførelsen af CISE-projektet, og hvorvidt der skal iværksættes yderligere handlinger.

Se Integreret havovervågning på Europa-Kommissionens websted for yderligere oplysninger.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om et udkast til en køreplan for oprettelse af en fælles ordning for informationsudveksling med henblik på overvågning af EU’s maritime område (KOM(2010) 584 endelig udg. af 20. oktober 2010)

seneste ajourføring 24.09.2015

Op