EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32020D2053

EU’s egne indtægter

EU’s egne indtægter

 

RESUMÉ AF:

Afgørelse (EU, Euratom) 2020/2053 om ordningen for Den Europæiske Unions egne indtægter

HVAD ER FORMÅLET MED AFGØRELSEN?

Afgørelsen fastlægger, hvordan EU’s årlige budget finansieres ved:

  • ændring af nogle eksisterende regler
  • ajourføring af loftet for egne indtægter
  • indførelse af en ny indtægtskilde (baseret på ikkegenanvendt plastemballageaffald)
  • at give Europa-Kommissionen lov til at låne på kapitalmarkederne med det ene formål at afhjælpe covid-krisen.

HOVEDPUNKTER

Det årlige EU-budget finansieres af EU’s medlemsstater fra følgende egne indtægter:

  • traditionelle egne indtægter: selvom de tidligere, før 1970, var den primære indtægtskilde, er de nu begrænset til toldafgifter på import
  • merværdiafgift (moms): der anvendes en ensartet bidragssats på 0,30 % for alle medlemsstaters ensartede momsgrundlag, som maksimalt må udgøre 50 % af medlemsstatens bruttonationalindkomst
  • Bruttonationalindkomst (BNI)*: en ensartet sats på det nationale BNI, som skal vedtages årligt (med årlige faste reduktioner for Danmark, Nederlandene, Sverige, Tyskland og Østrig)
  • plastemballageaffald: der anvendes en ensartet sats på 0,80 EUR på forskellen mellem mængden af plastemballageaffald, der generes og genanvendes (med årlige faste reduktioner for 17 medlemsstater, hvis BNI er under EU-gennemsnittet).

Den øverste grænse for det årlige budget (»loftet for egne indtægter«) forhøjes fra 1,20 % til 1,40 % af EU’s BNI for betalinger* og 1,46 % for forpligtelser*, hvilket navnlig afspejler Det Forenede Kongeriges udtræden af EU.

Følgende særlige betingelser gælder for foranstaltninger til afhjælpning af covid-19-krisen gennem EU-genopretningsinstrumentet — forordning (EU) 2020/2094 (se resumé):

  • Kommissionen må låne op til 750 000 mio. EUR (2018-priser) på kapitalmarkeder
  • beløbet er opdelt i 360 000 mio. til lån og 390 000 mio. EUR til udgifter
  • det lånte beløb tilbagebetales over EU-budgettet, og tilbagebetalingen begynder før udløbet af den flerårige finansielle ramme for perioden 2021-2027 (forordning (EU, Euratom) 2020/2093 — se resumé), og er fuldt tilbagebetalt senest den 31. december 2058
  • Kommissionen forvalter lånetransaktionerne og orienterer regelmæssigt Europa-Parlamentet og Rådet om sin gældsforvaltningsstrategi
  • lofterne for betalinger (1,40 %) og forpligtelser (1,46 %) forhøjes midlertidigt med 0,6 % for at opfylde de forpligtelser, der følger af låntagningen, men ikke til andre udgifter
  • Kommissionen kan, om nødvendigt, som en sidste udvej anmode medlemsstaterne om ekstra finansielle bidrag til at opfylde sine forpligtelser under EU-genopretningsinstrumentet.

Beløbene fra de egne indtægter anvendes at finansiere alle elementer i EU’s udgifter på det årlige budget, og et eventuelt overskud fra et år fremføres til det følgende.

Medlemsstaterne er ansvarlige for overdragelse af egne indtægter og for opkrævning af toldafgifter på EU’s vegne. Medlemsstaterne beholder 25 % af de traditionelle indtægtskilder til at dække deres udgifter.

Denne afgørelse ophæver afgørelse 2014/335/EU, Euratom.

HVORNÅR GÆLDER AFGØRELSEN FRA?

Den gælder med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2021, så snart den er ratificeret af alle 27 medlemsstater.

BAGGRUND

Afgørelsen skal godkendes/ratificeres af alle 27 medlemsstater for at få retsvirkning. Den indgår i en overordnet finanspakke, som omfatter:

VIGTIGE BEGREBER

Bruttonationalindkomst: bruttonationalproduktet plus nettoindtægter fra udlandet som kompensation til medarbejdere, indtægter fra ejendomme og nettoskatteindtægter fratrukket produktionsstøtte.
Betalinger: betalinger, som forfalder i det indeværende år, som følge af retlige forpligtelser, der er indgået i det pågældende år eller tidligere.
Forpligtelser: de samlede udgifter til retlige forpligtelser (kontrakter, støtteaftaler/-afgørelser), der eventuelt er indgået i det indeværende regnskabsår.

HOVEDDOKUMENT

Rådets afgørelse (EU, Euratom) 2020/2053 af 14. december 2020 om ordningen for Den Europæiske Unions egne indtægter og om ophævelse af afgørelse 2014/335/EU, Euratom (EUT L 424 af 15.12.2020, s. 1-10).

TILHØRENDE DOKUMENTER

Rådets forordning (EU, Euratom) 2020/2093 af 17. december 2020 om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2021-2027 (EUT L 433 I af 22.12.2020, s. 11-22).

Rådets forordning (EU) 2020/2094 af 14. december 2020 om oprettelse af et EU-genopretningsinstrument til støtte for genopretningen efter covid-19-krisen (EUT L 433 I af 22.12.2020, s. 23-27).

Interinstitutionel aftale af 16. december 2020 mellem Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen om budgetdisciplin, om samarbejde på budgetområdet og om forsvarlig økonomisk forvaltning samt om nye egne indtægter, herunder en køreplan hen imod indførelse af nye egne indtægter (EUT L 433 I af 22.12.2020, s. 28-46).

seneste ajourføring 23.03.2021

Op