Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32013H0099

    Bekæmpelse af svig i forbindelse med markedsføringen af fødevarer - genskabelse af forbrugernes tillid

    Bekæmpelse af svig i forbindelse med markedsføringen af fødevarer - genskabelse af forbrugernes tillid

    I tilfælde af mistanke om svig vedrørende fødevarer og foder har Europa-Kommissionen beføjelser til at anbefale koordinerede EU-dækkende planer til at bestemme forekomsten af farer og risici i foderstoffer, fødevarer eller dyr.

    RETSAKT

    Kommissionens henstilling 2013/99/EU af 19. februar 2013 om en koordineret kontrolplan med henblik på at bestemme prævalensen af svigagtig praksis ved markedsføring af visse fødevarer

    RESUMÉ

    I begyndelsen af 2013 viste myndighedskontrol i flere medlemsstater, at visse færdigpakkede produkter som f.eks. hamburgere indeholdt hestekød, der ikke var deklareret på den ingrediensliste, der er anbragt direkte på emballagen eller på pakningen. Mærkningen på disse fødevarer henviste misvisende udelukkende til forekomsten af oksekød, der er en ingrediens, hvis pris er betydeligt højere end prisen på hestekød.

    Hestekød som sådan er en lovlig ingrediens, hvis det stammer fra heste, der er bestemt til fødevareproduktion, er slagtet i godkendte slagterier, og hvis det undergår den nødvendige dyrlægekontrol. Problemet blev yderligere forværret af det forhold, at brugen af det veterinære lægemiddel phenylbutazon er tilladt til heste, der ikke er bestemt til fødevareproduktion. Man frygtede, at hestekød af denne oprindelse var kommet ind i den menneskelige fødekæde.

    Disse forhold førte til, at de europæiske myndigheder (Europa-Kommissionen og Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet) sammen med medlemsstaternes kompetente myndigheder og bistået af Europol arbejdede tæt sammen om at undersøge problemets omfang og udarbejdede en plan med henblik på at løse det og genskabe forbrugernes tillid til de fødevarer, de køber.

    En koordineret EU-dækkende kontrolplan til at fastslå forekomsten af svigagtig praksis blev udarbejdet af Kommissionen, og de nationale myndigheder skulle tage to initiativer:

    • kontrol af fødevarer, der markedsføres og/eller mærkes som indeholdende oksekød, for at se, om det indeholdt hestekød
    • kontrol af hestekød til brug i levnedsmidler til påvisning af eventuel tilstedeværelse af rester af phenylbutazon.

    Alle positive resultater skulle straks anmeldes til Kommissionen og blev yderligere videreformidlet i hele EU ved hjælp af det hurtige varslingssystem for fødevarer og foder (RASFF).

    Denne koordinerede EU-indsats gav hurtige resultater med identifikation af de personer, der var involveret i produktionskæden af fødevarer, og tilbagekaldelse af de produkter, der blev identificeret.

    Yderligere trufne foranstaltninger var blandt andet:

    • at der i den afdeling i Kommissionen, der har ansvaret for sundhed og forbrugere (DG Sundhed og Forbrugere), oprettedes et EU-madsvindel-team
    • Kommissionens vedtagelse i maj 2013 af en pakke af forslag til styrkelse af håndhævelsen af sundheds- og sikkerhedsstandarder for hele fødevarekæden. Disse forslag vil blandt andet kræve, at medlemslandene fuldt ud integrerer kontrol til bekæmpelse af svig i deres nationale kontrolplaner, og sikrer, at der fastsættes økonomiske sanktioner på niveauer, der virker afskrækkende, i tilfælde af svig
    • en rapport om muligheden for at udvide den obligatoriske oprindelsesmærkning for kød anvendt som ingrediens i færdigpakkede fødevarer, der skal udarbejdes af Kommissionen i henhold til en ny EU-lovgivning om fødevareinformation til forbrugerne, som træder i kraft i december 2014, blev rykket frem til december 2013. Kommissionen overvejer, om der skal fremsættes forslag til lovgivning.

    REFERENCER

    Retsakt

    Ikrafttrædelse

    Gennemførelsesfrist i medlemsstaterne

    Den Europæiske Unions Tidende

    Henstilling 2013/99/EU

    -

    -

    EUT L 48 af 21.2.2013

    Forslag

    Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om dyresundhed - COM(2013)260 final af 6.5.2013 - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende.

    Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om offentlig kontrol og andre officielle aktiviteter med henblik på anvendelsen af fødevare- og foderstoflovgivningen og reglerne for dyresundhed og dyrevelfærd, plantesundhed, planteformeringsmateriale og plantebeskyttelsesmidler og om ændring af forordning (EF) nr. 999/2001, (EF) nr. 1829/2003, (EF) nr. 1831/2003, (EF) nr. 1/2005, (EF) nr. 396/2005, (EF) nr. 834/2007, (EF) nr. 1099/2009, (EF) nr. 1069/2009, (EF) nr. 1107/2009, (EU) nr. 1151/2012 og (EU) nr. [….]/2013 (samt direktiv 98/58/EF, 1999/74/EF, 2007/43/EF, 2008/119/EF, 2008/120/EF og 2009/128/EF (forordningen om offentlig kontrol - COM (2013) 265 final af 2013/05/06 - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende).

    Meddelelse

    Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet: Sundere dyr og planter og en sikrere fødevarekæde - En moderniseret lovramme for et mere konkurrencedygtigt EU - COM(2013)264 final af 6.5.2013 - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende.

    Seneste ajourføring: 05.02.2014

    Op