EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Europæisk industripolitik

Europa-Kommissionen forelægger en industripolitik med henblik på at skabe bedre rammer for europæisk industri. At skabe et stærkt og dynamisk industrielt grundlag bidrager til EU's vækst og bevarer Unionens lederstilling på det økonomiske og teknologiske område i en tid med stigende globalisering.

DOKUMENT

Meddelelse fra Kommissionen af 5. oktober 2005 - Gennemførelse af Fællesskabets Lissabon-program: Politiske rammer til styrkelse af fremstillingsindustrien i EU - mod en mere integreret industripolitisk strategi [KOM(2005) 474 endelig - Ikke offentliggjort i EU-Tidende].

RESUMÉ

En blomstrende fremstillingsindustri er en afgørende faktor for, at Den Europæiske Unions (EU) vækstpotentiale kan udnyttes fuldt ud, og for at EU kan bevare sin lederstilling på det økonomiske og teknologiske område.

Det er derfor vigtigt at skabe bedre rammer for udviklingen af europæisk industri, især i forhold til globalisering og skærpet international konkurrence.

Den europæiske industri og globaliseringen

I forbindelse med globalisering skal virksomhederne udvikle deres produkter og processer og øge deres kompetencer for at forblive konkurrencedygtige på nye markeder, men også finde nye muligheder i den teknologiske udvikling og globaliseringen.

Fremme af tilpasningsevne og strukturelle ændringer med henblik på at styrke den europæiske fremstillingsindustris konkurrenceevne er af afgørende betydning, især set i lyset af den stigende konkurrence fra vækstøkonomier som Kina og Indien.

Europæisk industripolitik

Kommissionens industripolitik har til formål at skabe bedre rammer for udviklingen af europæisk industri. Den supplerer medlemsstaternes indsats for at skabe et stærkt og dynamisk industrielt grundlag på de områder, hvor disse ikke kan handle effektivt individuelt.

Fællesskabets industripolitik kombinerer en horisontal strategi, som har til formål at sikre sammenhæng og synergi mellem de forskellige strategiske områder, og en sektorspecifik strategi, som gør det muligt at tage hensyn til de forskellige sektorers særlige forhold.

Denne industristrategi er baseret på Kommissionens evaluering af mulighederne og udfordringerne for syvogtyve sektorer inden for fremstillingsindustrien og bygge- og anlægssektoren i EU.

Industripolitiske instrumenter

Der præsenteres syv initiativer på tværs af sektorerne, som har til formål at opnå en samlet tilgang til de udfordringer, som forskellige industrigrupper har til fælles, og styrke disses konkurrenceevne:

  • et initiativ vedrørende intellektuel ejendomsret og forfalskning (primo 2006), især med henblik på at sikre, at de rettigheder, der allerede er blevet harmoniseret, respekteres
  • Ekspertgruppe for konkurrenceevne, energi og miljø (EN) (ultimo 2005)
  • konkurrenceevnens eksterne aspekter (EN) (FR) og markedsadgang (forår 2006)
  • nyt program for forenkling af lovgivningen (EN) (oktober 2005)
  • bedre kvalifikationer på sektorplan (2006)
  • håndtering af strukturelle ændringer (DE) (EN) (FR) i fremstillingsindustrien (ultimo 2005)
  • en integreret europæisk tilgang til industriel forskning og udvikling (EN) (2005)

Der er samtidig indkredset syv sektorspecifikke initiativer:

  • oprettelse af et nyt lægemiddelforum (ES) (DE) (EN) (FR) (første møde i 2006)
  • midtvejsevaluering af strategien for biovidenskab og bioteknologi (EN) (FR) (2006-2007)
  • ny ekspertgruppe for den kemiske industri (2007), efter vedtagelsen af REACH
  • ekspertgruppe for forsvarsindustrien
  • det europæiske rumprogram (EN)
  • taskforce for konkurrenceevnen inden for informations- og kommunikations-teknologi (IKT) (2005-2006)
  • politisk dialog om maskindustrien (2005-2006)

Europæisk industri

Fremstillingsindustrien har særdeles stor betydning i EU. Den beskæftiger mere end 34 millioner mennesker og udgør cirka en femtedel af produktionen og tre fjerdedele af den europæiske eksport. Den består hovedsagelig af små og mellemstore virksomheder (SMV), som udgør 99 % af virksomhederne og 58 % af beskæftigelsen i fremstillingsindustrien. Fremstillingsindustrien er tæt forbundet med serviceindustrien, og den bidrager aktivt til økonomisk vækst og jobskabelse i Europa. Mere end 80 % af udgifterne til forskning og udvikling i den private sektor investeres i fremstillingsindustrien, hvilket gør denne til en hjørnesten i den nye videnbaserede økonomi.

Kontekst

Kommissionen har siden sin meddelelse fra 2002 om industripolitik i et udvidet Europa dannet grundlag for en europæisk industripolitik. Kommissionen har således foretaget en analyse af afindustrialisering i sin meddelelse fra 2003 om de vigtige spørgsmål vedrørende Europas konkurrenceevne, som den efterfølgende har uddybet i sin meddelelse " Opfølge strukturændringer: En industripolitik for det udvidede Europa " fra 2004.

Ved at foreslå en ny industripolitik opfylder Kommissionen sin forpligtelse om at bidrage til at skabe et stærkt industrielt grundlag. Kommissionen indgik denne forpligtelse i forbindelse med gennemførelsen af det nye Lissabon-partnerskab for vækst og beskæftigelse.

TILHØRENDE DOKUMENT

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget af 4. juli 2007 -Midtvejsevaluering af industripolitikken - Et bidrag til EU's strategi for vækst og beskæftigelse [KOM(2007) 374 endelig - Ikke offentliggjort i EUT].

EU's industripolitik giver resultater. Industrien bidrager væsentligt til vækst og beskæftigelse i EU. Kommissionen ønsker derfor at konsolidere denne fremgang ved at videreføre og styrke størstedelen af de tiltag, der blev iværksat i 2005.

Herudover vil der blive iværksat nye initiativer for at tage de vigtigste nye kommende udfordringer op: globalisering, teknologisk fremskridt og miljøhensyn.

Kommissionen vil for at tilpasse sig klimaændringen indføre en bæredygtig industripolitik baseret på tre grundlæggende principper:

  • Stimulering af produktionen af energieffektive produkter og tjenester med lavt CO2-udslip
  • Indførelse af et indre marked for miljøvenlige produkter
  • Fremme af miljønormer for mere bæredygtige varer og tjenesteydelser uden for EU's grænser for derigennem at give de europæiske virksomheder, der ønsker at eksportere miljøvenlige varer og produkter, en konkurrencemæssig fordel.

Kommissionen vil endvidere støtte de energiintensive industrier for at gøre dem både konkurrencedygtige og bæredygtige.

EU's industripolitik vil ligeledes sætte fokus på adgangen til råmaterialer, etablering af virksomhedsklynger, afskaffelse af hindringer for udviklingen af nye markeder, analyse af konkurrenceevnen hos servicesektorerne og deres indvirkning på industriens konkurrenceevne samt anvendelsen af standarder med henblik på at fremme innovation.

Endelig vil der blive iværksat to nye sektorspecifikke initiativer inden for fødevare- og elektroindustrien.

Seneste ajourføring: 14.09.2007

Top